Als og Ærø: Historien om Danmarks mindste bispedømme

I perioden 1819-1864 udgjorde Als og Ærø det mindste bispedømme, vi har haft inden for Danmarks nuværende grænser. I et genforeningsjubilæumsår fortjener den historie at blive husket, skriver dagens kronikør

Kaj Bollmann fortæller her historien om det tidligere bispedømme Als og Ærø. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen.

Lolland-Falsters Stift betragtes af mange som for lille. Det er dog ikke det mindste bispedømme, vi har haft inden for Danmarks nuværende grænser. I perioden 1819-1864 udgjorde Als og Ærø et selvstændigt bispedømme med egen biskop.

I et genforeningsjubilæumsår fortjener den historie at blive husket. Indtil 1864 var Ærø knyttet til hertugdømmet Slesvig og tættest til Als. En hårdnakket anekdote vil vide, at når Ærø i 1864 ikke måtte afstås til Preussen/Østrig, var det, fordi Monrad stod med hånden over øen på det kort, man tegnede den nye grænse efter!

Det er dog en anekdote. Ærø indgik i de meget indviklede landbytninger, der gjorde, at de såkaldte kongerigske enklaver blev afstået, medens grænsen til gengæld kom til at gå et stykke syd om Ribe, og Ærø blev dansk.

I begyndelsen af 1800-tallet var Slesvig et indviklet kludetæppe rent forvaltningsmæssigt. Als og Ærø hørte til Slesvig, men kirkeligt hørte de under Fyens Stift, og altså under dansk kirkelovgivning. Heller ikke det var konsekvent, for Sønderborg og Kegnæs Sogne hørte under Slesvigs Stift. Det blev ikke mindre broget af, at på Ærø og det nordlige Als – Nørherred – var kongen kirkepatron, medens det på det sydlige Als – Sønderherred – var hertugen af Augustenborg.

I 1814 kom skoleloven. Men den var ikke ens i hertugdømmerne og i Danmark. Skolen hørte under kirken, og derfor skulle den danske skolelov indføres på Als og Ærø. Men det skabte konflikt med hertug Frederik Christian af Augustenborg, der indædt vendte sig mod enhver aldrig så lille trussel mod hans position og arveret. Han døde i 1814, men hans søn og efterfølger, Christian August, var mindst lige så hårdnakket og endnu mere tysk præget.

Som alt andet i Slesvig var det altså en kompliceret sag. Forskellige forsøg på forenkling, for eksempel ved at knytte Ærø til kongeriget og Als til Slesvig, også kirkeligt, strandede. Det kunne der blandt andet af transportmæssige grunde være god ræson i. Men ingen af løsningsforsøgene lykkedes.

Det var der flere grunde til. En af dem var den begyndende folkelige nationalfølelse, som ikke mindst handlede om sproget i kirke og skole. På Als og Ærø talte bønderne næsten udelukkende dansk – eller rettere dialekt – medens embedssproget var tysk. Hvis Als skulle knyttes til Slesvigs Stift, var mange bange for en fortyskning af kirkesproget, fordi præsterne så skulle uddannes i Kiel i stedet for i København.

Hvorfor man egentlig i 1819 endte med en model, der udskilte Als og Ærø som et selvstændigt bispedømme, er ikke ganske klart. Der var egentlig lagt op til en model med en amtsprovst på Als og en på Ærø, som begge skulle referere til Danske Kancelli og stå under Fyens Stift og biskop, men man endte med et selvstændigt bispedømme – uden at det løste konflikterne.

Nogle forfattere mener, at det skyldtes et ønske om at tækkes den iltre hertug Christian August, så han ikke i kirkesager skulle forhandle med en så ”lavtstående” embedsmand som en provst og videre derfra med det rent danske Fyens Stift. Det er måske en del af grunden, men måske lige så meget en skinmanøvre, for det nye bispeembede var jo også undergivet dansk kirkelov og ikke slesvigsk. Så i virkeligheden var det måske mere en støtte til den danske position.

Når Als-Ærø ikke kaldes et stift i samme forstand som de andre, men et bispedømme, skyldes det, at biskoppen ikke fik flere beføjelser end dem, de påtænkte amtsprovster skulle have haft. Der blev ikke udpeget nogen domkirke, og de to biskopper, der nåede at sidde i embedet, forblev sognepræster – dog med personlig kapellan, samtidig med at de varetog bispeembedet. Men de fik rang og titel på linje med de øvrige biskopper.

Lilleputbispedømmet bestod af 18 sogne, 12 på Als og 6 på Ærø. Til biskop blev først udpeget teologiprofessor Peder Krog Meyer. Han var nordmand, men havde i København undervist den unge Augustenborg-hertug, som gik ind for hans udnævnelse. Han døde imidlertid, før han nåede at tiltræde embedet.

I stedet blev det en anden lærd teologisk doktor, der fik det, nemlig Stephan Tetens. Han var egentlig allerede udnævnt til bispeembedet i Ribe, men da han fik muligheden, foretrak han det langt mindre embede på Als og Ærø. Tetens havde været stiftsprovst i Odense, hvor han konfirmerede H.C. Andersen.

Tetens var en dygtig klassisk filolog, der oversatte skrifter fra græsk, men han blev også en meget afholdt og flittig biskop, som i 1844 nåede at fejre sit 50-årsjubilæum som præst. Han havde allerede i 1841 bedt om sin afsked, men presset af præsterne i bispedømmet og af regeringen indvilgede han i at blive til 1847.

Teologisk var han rationalist, og kirke- og kulturpolitisk blev han en støtte for den danske sag. Det bragte ham i voldsom modstrid med hertugen af Augustenborg. Hertugen betragtede biskoppen som en listig og magtsyg gejstlig. De var ellers nære naboer, for biskoppen residerede i Ketting, det landsogn, som også de jævne beboere i Augustenborg hørte til. Først i 1874 blev Augustenborg Slotskirke sognekirke for byen. Før 1864 var den hertughoffets private kirke. I Ketting Kirke er der et maleri, som forestiller biskop Tetens, og en mindesten på kirkegården. Endnu ligger ved siden af kirken ”Bispegården”, som blev købt og gjort til residens for biskop Tetens.

I 1847 fik Tetens endelig lov til at træde tilbage. Den nye biskop blev en ikke mindre stærk personlighed. Det var jo på tærsklen til 1. Slesvigske Krig, og det var nok ikke tilfældigt, at den nye biskop, sognepræsten i Egen på Als Jørgen Hansen, allerede var kendt som en varm fortaler for det danske sprog.

Jørgen Hansen var i modsætning til sin forgænger lokal, bondesøn fra Sydals og slesviger med dansk modersmål, men også med tysktalende i familien. Hans usædvanlige begavelse blev opdaget af den fynske biskop Plum ved en visitats. Han fik støtte til at få en teologisk uddannelse og var præst to steder i Sønderjylland, før han i 1845 kom til Egen Sogn og i 1848 blev udnævnt til biskop. Der gik på grund af krigen et år, før han kunne tiltræde embedet.

Han var altså biskop i den periode, hvor danskerne efter sejren i den 1. Slesvigske Krig forsøgte at gennemføre en hård fordanskningspolitik i hele Slesvig. Det var Jørgen Hansen skeptisk over for. Han var først og fremmest slesviger og dernæst helstatsmand og modstander af den nationale konfrontation i Slesvig mellem dansk og tysk. Han var imod enhver form for hoveren over sejren, og den udvikling, der førte til krigen i 1864, var ham dybt og inderligt imod.

Efter 1864 valgte han til stor harme for den danske regering at blive i sit sogn for at dele befolkningens kår. Bispedømmet blev naturligvis nedlagt, og Jørgen Hansen fik frataget titel og pension, da han aflagde ed til den preussiske konge. Det var han stærkt utilfreds med og anlagde sag helt til Højesteret uden dog at komme igennem.

Adskillige andre alsiske præster valgte den samme vej som han, og dermed kunne de være med til at bevare et kirkeliv efter dansk tradition på dele af Als. Politik holdt han sig ude af, selvom han var fætter til den senere dansksindede leder H.P. Hanssen Nørremølle. Men han lagde aldrig skjul på, at han var lige så meget imod fortyskningspolitikken i Slesvig, som han havde været imod tvangsfordanskningen før 1864.

Jørgen Hansen døde i 1889, 87 år. Forfatteren Herman Bang giver i romanen ”Tine” antydninger af et portræt af ham.

Hele det nuværende Sønderjylland blev efter 1864 lagt under Slesvigs Stift. Og efter 1920 deltes Sønderjylland mellem Ribe og det nye Haderslev Stift, så dermed sluttede historien om lilleput-bispedømmet Als og Ærø – en brik i grænselandets særegne historie.