Prøv avisen
Kronik

Når vi skal integrere nydanskere, kan vi lære af Sønderjyllands genforening med Danmark

Et andet spørgsmål ved 2020-markeringen er, om vi skal tage udgangspunkt i samme identitetsopfattelse som ved folkeafstemningen i sin tid, eller om vi skal forholde os mere nuanceret og aktuelt til hele grundspørgsmålet om identitet, skriver dagens kronikør.

Markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020 bør give anledning til refleksion over, hvordan vi fastholder fællesskabsfølelsen i en befolkning, der rummer mange flere identiteter end de to i 1920, skriver dagens kronikør

VI ER ENDNU IKKE FÆRDIGE med at mindes 500-året for Reformationen og 100-året for salget af de dansk vestindiske øer, men den næste store nationale markering begynder allerede at tegne sig, nemlig 100-året for Genforeningen.

Alene navnet på begivenheden er et diskussionsemne og viser, hvor kompliceret det kan blive i 2020. Det er nemlig kun danskerne, der taler om ”genforening” – et udtryk, der ikke viser hverken Tysklands eller det tyske mindretal i Sønderjyllands oplevelse af, hvad det var, der skete, da det århundredgamle hertugdømme Slesvig for snart 100 år siden blev delt i to.

Og således mindes vi endnu en gang om, at vores forhold til Tyskland er præget af en lang og ofte blodig historie, som med stor vægt indgår i den danske selvforståelse. Vi har set mange gange, hvordan markeringen af gamle krige og andre store begivenheder skaber uenighed og diskussion om, hvordan det skal gøres rigtigt. Det seneste eksempel er de voldsomme uenigheder, der kom for dagen i kølvandet på Ole Bornedals store tv-serie ved 150-året for krigen i 1864 for tre år siden.

Genforeningsjubilæet vil finde sted i første halvår af 2020. Uheldigvis, fordi det falder sammen med 75-året for Danmarks befrielse i 1945, som skal markeres samme forår. Der er stor risiko for, at der vil blive sat et lighedstegn mellem de to begivenheder med det tyske fjendebillede som fællesmængde. Det ville være en katastrofe.

Et andet spørgsmål ved 2020-markeringen er, om vi skal tage udgangspunkt i samme identitetsopfattelse som ved folkeafstemningen i sin tid, eller om vi skal forholde os mere nuanceret og aktuelt til hele grundspørgsmålet om identitet. Er identitet udelukkende et enten-eller-spørgsmål, som ender i et assimilationskrav, eller kan identitet beskrives inden for rammerne af et både-og, der ender i en integrationsmålsætning?

Uanset om vi i markeringen lægger vægt på enten-eller eller både-og, bevæger vi os ind i en meget aktuel politisk diskussion. Genforeningen i 1920 var den største begivenhed i 1900-tallet overhovedet i både Sønderjylland og det øvrige Danmark. I de efterfølgende år blev der opstillet 500 genforeningssten i hele landet. Det er et vidnesbyrd om, hvilken betydning Genforeningen havde for menigmand overalt i Danmark. Ingen anden begivenhed i Danmarks historie er blevet mindet på en tilsvarende omfattende vis.

”ÅNDENS LØSEN ER BEDRIFTER,” skrev Grundtvig. Hvis bedriften var opsætning af 500 genforeningssten, hvad var så ånden bag, som dermed blev forløst? Den ånd, som bar opsætningen af de mange genforeningssten var først og fremmest taknemmelighed og glæde over, at sønderjyderne var kommet ud af preussisk herredømme, og at Sønderjylland igen var blevet en del af Danmark. Men ånden bag var også udtryk for stærke antityske holdninger, ikke mindst set i lyset af de mange faldne sønderjyder under Første Verdenskrig og den kulturelle og sproglige undertrykkelse, sønderjyderne havde været udsat for gennem de 56 år under preussisk styre.

Dermed rykker begivenhederne i forbindelse med Genforeningen ud af historiens mørke og bliver relevant nutid. For begivenheden satte sig dybe spor i danskernes forhold til naboen mod syd, hvilket er velbeskrevet og velkendt. Der er intet som en fælles fjende, når man vil bygge fællesskab, og det ville danskerne dengang. Fjendebilleder kan være vanskelige at ændre på, når de først er etableret, ikke mindst når billedet blev bekræftet med Nazitysklands besættelse af Danmark kun 20 år senere. Først nu inden for de allerseneste år er medier og lærebøger med mere for alvor begyndt at bearbejde danskernes fjendebillede.

Ved selve afstemningen, der førte til den af folket bestemte grænsedragning, vi har i dag, var der ikke plads til mellemtoner. Enten skulle man vælge dansk eller tysk. De to stater og de to kulturer var i afstemningskampen stillet så hårdt op imod hinanden, at de nærmest definerede sig selv ud fra modsætningen til den anden efter opskriften, at det at være dansk var det modsatte af at være tysk, og det at være tysk var det modsatte af at være dansk. Derfor fik grænsen nærmest mytisk betydning med grænsegendarmer, grænsesten, grænsebevogtning og grænsekontrol. Og det tyske mindretal blev betragtet som et midlertidigt fænomen, som hurtigt ville forsvinde ind i flertalsbefolkningen.

Efter afstemningerne blev grænsens præcise forløb aftalt og markeret i landskabet med 280 nummererede granitsten tværs over Sønderjylland. De angiver en nødvendig fysisk grænse mellem to stater, men de er også et enormt monument over ”enten-eller-retorikken” eller ”dem eller os-mentaliteten”. Betydningen af den nødvendige fysiske grænse mellem to stater forskydes af nationalstatens behov for overensstemmelse mellem folk og stat og menneskeliggøres ved at ville sætte mennesker ind i det samme koordinatsystem: enten dansk eller tysk, som grænsestenene markerer, og slet ikke noget tredje.

DANSKERNE ER GENNEM 150 års folkeoplysning siden 1864 blevet tæppebombet med denne identitetsopfattelse, og det går ikke sporløst hen over en befolkning. ”Frø af ugræs er føget over hegnet,” synger vi om det tyske islæt nord for grænsen, og der er mange andre eksempler.

Modsætningen mellem dansk og tysk blev trukket endnu hårdere op efter Anden Verdenskrig. Mange tyske i Sydslesvig skiftede identitet og blev danske i løbet af 1945 og de følgende år, og de lærte hurtigt at undgå mellemformerne. Selvom de var opdraget i tyske familier og havde tysk som modersmål, forventedes de, hvis de ville være en del af det danske mindretal, hurtigst muligt og i overensstemmelse med enten-eller-retorikken at skifte til dansk, hvilket de også gjorde.

Det er først inden for det seneste tiår, at unge medlemmer af det danske mindretal, heraf mange med rod i tyske familier, åbent fortæller om deres bindestregs-identitet, altså det at være rodfæstet sprogligt og kulturelt i to kulturer. De fortæller, hvordan de det ene øjeblik kan føle sig danske, og det næste øjeblik tyske; altså at identitet for dem skifter med tid og sted.

DISSE ERFARINGER fra mindretallenes unge er mildest talt overraskende for monokulturelle danskere, som vi er flest. I dagens Danmark mødes kulturer ikke kun i det dansk-tyske grænseland. Hele Danmark er blevet et grænseland med mange forskellige identiteter og blandingsformer, eller som Ebbe Kløvedal Reich skrev i en sang tilbage i 1994: ”Danskerne findes i mange modeller.”

I integrationsdebatten forsøger vi stadig mere fortvivlet at få de mange modeller til at blive en enkelt model, men det går hele tiden galt. Virkeligheden vil ikke lade sig binde, og vi har med vores genforeningshistorie udviklet en blind vinkel over for både-og-muligheden.

100 år efter afstemningerne i 1920 giver vi dermed vores nye medborgere lige så få valgmuligheder, som datidens sønderjyder fik, nemlig to: os eller dem. Ved at kræve, at nydanskere skal blive som os, altså assimilere sig, udstøder vi en stor befolkningsgruppe fra fællesskabet. De hverken kan eller vil være som os. I den situation må de vælge den anden mulighed, og dermed konfrontationen, som mest ekstremt kommer til udtryk i aggressive fredagsbønner og bandekrig.

Derfor er det afgørende for nutidens kulturmøde og fremtidens danske demokrati, at vi lærer at anerkende, at ”danskerne (ligesom arabere og tyskere og mange andre folkeslag) findes i mange modeller”.

2020-markeringen bør give anledning til refleksion over, hvordan vi fastholder fællesskabsfølelse og i sidste ende demokrati i en befolkning, der rummer mange flere modeller end de to i 1920.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen