Prøv avisen
Kronik

Historien om min mors uværdige tid på et plejehjem

Min mors sidste tid på et plejehjem blev en trist historie om svigt og fravær af omsorg og pleje. Hvordan kunne de behandle en lille, svag gammel dame sådan? Er det, hvad man kalder et værdigt liv på et plejehjem? spørger dagens kronikør

MIN MOR KOM PÅ PLEJEHJEM i Sønderjylland fra august sidste år, til hun gik bort i maj i år. Her kommer en historie om en kommunes og et plejehjems svigt med hensyn til omsorg og pleje.

I mange år led min mor af blandt andet Addisons sygdom, som bevirkede, at hendes muskelstyrke gradvist blev mindre, men alligevel blev hun tvunget til at gå med rollator, spise selv samt alt andet, som hun ikke magtede, på plejehjemmet.

Den tid, min mor boede på plejehjemmet, havde hun flere gange lunge-, blære- og livmoderbetændelse, som også blev årsagen til min mors død. Sygeplejersken burde have observeret, at min mor led af disse sygdomme, og tilkaldt lægen, men det gjorde hun ikke. Heller ikke til trods for, at min mor altid klagede over smerter i maven, og der var en fæl lugt, som burde være taget alvorligt og handlet på.

Når vi kom på besøg hos min mor, klagede hun over smerter i maven og benene, hvad jeg talte med forskelligt plejepersonale om. De oplyste, at min mor blev mere og mere svækket og hjælpeløs, men alligevel blev der intet gjort for, at hun fik den støtte og de hjælpemidler, hun manglede ved for eksempel at få en ordentlig kørestol med hovedstøtte.

TIT OPLEVEDE JEG på besøg hos min mor, at hun sad alene på spisestolen og faldt helt sammen på sin højre side, og ingen gad gøre noget ved det. Så støttede jeg hende med en pude, som ikke hjalp ret meget, men dog var bedre, end at hendes hoved hang helt ned på højre side. Jeg kan desværre godt forestille mig, hvor ubehageligt det var for min mor at sidde i den stilling i mange timer, uden at der blev gjort noget ved det.

Min mor havde ikke styrke til at holde sig selv oppe, men det gjorde ikke indtryk på plejepersonalet, der måske syntes, det var den måde, min mor måtte sidde på, da de ikke reagerede. Ikke engang da jeg talte med lederen, har hun gjort noget ved det. Tværtimod forhindrede hun, at min mor fik tilbudt en kørestol, som skulle hjælpe med hendes skavanker.

Foruden at min mor følte sig svækket og hjælpeløs, blev hun tvunget til at gå, fordi ingen tog hende alvorligt, når hun meldte fra. Hun adlød og ville ikke være besværlig. Hun klagede aldrig. Jeg gjorde opmærksom på og klagede over de forhold, jeg var vidne til, og som var pinefulde for min mor. For eksempel at hun ikke kunne sidde oprejst eller løfte armene, hun havde ingen energi eller styrke til noget, men alligevel blev hun tvunget til funktioner, hun ikke magtede. Jeg prøvede at hjælpe min mor ved at snakke med lederen flere gange uden resultat. Imens blev min mors tilstand bare forværret.

Lederen holdt fast på, at min mor skulle gå, fordi hun skulle holdes aktiv så meget så muligt, så hun ikke gik i stå. Hun fulgte bare reglerne, oplyste hun, men viste ingen empati for en svag, gammel, rolig dame. Min mor håbede på en bedre hverdag, men fik i stedet en smertefuld, anstrengende hverdag. Det blev hendes lod fra de myndigheder, som skulle lette hendes tilværelse. Hun blev nægtet en ordentlig kørestol, og i stedet tilbudt en stor, høj rollator, som hun ikke havde kræfter til at bruge. De holdt fast på, at hun ikke egnede sig til en kørestol. Plejepersonalet fik besked på, at min mor skulle gå, og hun greb fat i rollatoren og prøvede at gå hurtigt, så hun ikke faldt, og for at nå ind til stuen hurtigt. Det var bare en forsvarsmekanisme, hun brugte, fordi hendes ben var så svage, de rystede, når hun gik, for når jeg gik med hende, faldt hun flere gange, uden at nogen reagerede, og jeg fik den fornemmelse, det var måske noget, der skete tit. Så gik jeg ud og købte en kørestol til min mor. Desværre havde den ingen hovedstøtte.

EFTER JEG KØBTE KØRESTOLEN, blev den brugt mere og mere, til trods for at hun sad i en meget akavet stilling. I hendes sidste tid blev hun mere og mere sengeliggende, for min mor kunne ikke klare mere.

I slutningen af marts, da vi besøgte hende, var hun nogenlunde. Ugen efter, da vi kom på besøg, kunne min mor pludselig ikke vækkes og havde været meget syg i mange dage, uden at vi blev informeret. Hun lå hjælpeløs i sengen med meget lidt tegn på liv, men personalet ventede med at kontakte lægen til hen på eftermiddagen, da vi kom, og hun havde været dårlig hele natten og dagen efter. Det var min mand og mig, der skulle ringe flere gange til natlægen for at fortælle, hvor alvorlig kritisk syg min mor var, før vagtlægen kom. Efter at vagtlægen kortvarigt havde undersøgt min mor, rekvirerede hun ambulancen straks. Ambulancefolkene undersøgte min mor og konstaterede, at hun var ret alvorligt syg. Så kritisk, sagde ambulanceføreren, at de var nødsaget til at køre med udrykning til Aabenraa Sygehus. Min mor var forladt og alene, og plejepersonalet havde ikke taget hendes blodsukker den dag, til trods for at de vidste, hun havde diabetes. De kendte ikke blodsukkerværdien eller blodtrykket, da de blev spurgt hen på eftermiddagen. Det var, som om de ingen interesse havde og allerede havde opgivet min mor.

Da min mor kom på Aabenraa Sygehus fik jeg at vide, at hun var underernæret og dehydreret. De konstaterede, at hun var alvorligt syg. De tømte blandt andet over 400 milligram betændelse ud fra hendes livmoder to gange, desuden havde min mor både lunge- og blærebetændelse.

Tit når vi kom på plejehjemmet, var hendes lejlighed meget kold, radiatoren var slukket, og vi skulle hente personalet for at tænde for varmen, og det tog en evighed at varme soveværelset op. Vi havde mistanke om, at hun sad for længe med en våd ble. Ikke overraskende, at min mor havde lungebetændelse flere gange, mens hun var på det plejehjem.

JEG KLAGEDE OG KLAGEDE, men blev ignoreret. Jeg følte bare, de straffede min mor, jo mere jeg klagede. Når de hjalp min mor op om morgenen, kom hun op fra den varme dyne ud i et koldt værelse. Hendes krop var for svag til det kuldechok, især om vinteren. Mange gange, når vi kom på besøg, havde min mor kun en tynd bluse på, ingen undertrøje, indtil min mand skrev to noter, at de skulle give hende undertrøje på. En satte han op i soveværelset og en anden på badeværelset. Først derefter fik min mor en undertrøje på.

Hvordan kunne de behandle en lille, svag, gammel dame sådan? Er det, hvad man kalder et værdigt liv på et plejehjem? Jeg kunne godt se, hun led, men hun kunne ikke svare, da jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, og jeg var magtesløs. Jeg græder, hver gang jeg tænker på hendes sidste tid og forfærdelige dage på plejehjemmet.

Hvad bilder disse mennesker, som var ansvarlige for denne ligegyldige behandling af min mor, sig ind? Jeg blev paf og gal, men jeg talte for døve øren. Jeg ved kun, at min mor var meget trist og virkelig ked af hele sin situation. Hun græd, når vi talte om det, og kikkede hjælpeløst på mig.

Min opfattelse af hele denne situation og det elendige liv, som blev min mor til del på plejehjemmet, er, at mennesker, som ser døden hver dag, har meget svært ved at forholde sig til de levende.

Jeg håber bare, at ingen beboere i fremtiden vil blive udsat for den behandling, min mor har fået. Det er trist, skuffende og uværdigt. Jeg håber også, at det er det eneste tilfælde. Jeg føler dyb empati for disse ældre mennesker, der kommer på plejehjem. Nu forstår jeg den skræk, mange mennesker har for at komme på et plejehjem. Beboerne bliver simpelthen taget for givet og bliver behandlet, som om de er værdiløse genstande.