Vi kan kun gætte os til, hvor galt det ville være gået, hvis Katrina havde ramt New Orleans. Men det gjorde den ikke. Den kraftfulde orkan ændrede faktisk kurs i sidste øjeblik. Og da den blev landfast den mandag morgen for 10 år siden - helt præcist klokken 10 minutter over fem om morgenen den 29. august 2005 - var epicenteret faktisk i Mississippi, lidt øst for New Orleans.
Der var ellers meget, der tydede på, at orkanen ville ramme New Orleans, da borgmesteren i New Orleans søndag morgen beordrede den første obligatoriske evakuering i byens næsten trehundrede år lange historie. På det tidspunkt var Katrina netop blevet opgraderet til en kategori fem-orkan med vindstyrker så ødelæggende, at kun de allerfærreste bygninger ville blive efterladt intakt.
De fleste åndede derfor lettet op, da orkanen ikke ramte New Orleans. Og da den kort efter at være blevet landfast blev nedgraderet til en kategori tre-orkan, var de fleste enige om, at New Orleans i nogen grad var gået fri.
Selvfølgelig var der mange bygninger, der var beskadiget. Mange huse havde fået vinduerne blæst ud, og alverdens ting var blevet hvirvlet rundt i stormen. Og de 10.000 borgere, der havde søgt tilflugt i byens Superdome, fik sig da også en forskrækkelse, da taget var tæt på at blæse af.
Men der var tale om materielle skader. Skader, der som ved tidligere orkaner kunne udbedres. Godt nok ville det koste penge, men skidt med det. For vigtigst af alt var, at der var tørt i gaderne. Det betød, at byens dæmninger - de dæmninger, som danner en ring rundt om det meste af byen - havde holdt.
Allerede ud på eftermiddagen mandag begyndte utålmodigheden at indfinde sig hos de mange, der havde søgt ly i Superdome. Tv-reportere, der også befandt sig under det lukkede stadions skadede tag, kunne fortælle, hvordan forholdene allerede begyndte at blive kummerlige. Toiletter var stoppede, stanken var begyndt at brede sig i de næsten 40 graders varme, og alle ventede på, at myndighederne ville fortælle dem, at kysten var klar, og de sagtens kunne tage hjem.
Resten er historie, som man siger. Sidst på eftermiddagen begyndte vandet at stige, og det stod klart, at dæmningerne alligevel ikke havde holdt. Og i løbet af få timer var store dele af New Orleans oversvømmet, og de overlevende måtte bevæge sig rundt i vand fyldt med bakterier fra afføring, urin, ekskrementer og de lig, som blev observeret flyde rundt i vandet.
Tirsdag var alt kaos. De mest kendte nyhedsværter, der havde siddet stormen ud i Superdome og endda holdt hovedet koldt, da terrorangrebene den 11. september 2001 ramte USA, kunne berette om den ene tragiske historie efter den anden. Og med temperaturer over 40 graders varme og ubærlig luftfugtighed begyndte de at undre sig over, hvor nødhjælpen blev af, og hvorfor 10.000 borgere blev overladt til sig selv i Superdome på tredje døgn uden et ord fra myndighederne, og uden så meget som en dunk vand firet ned fra en helikopter.
Onsdag gik masserne grassat. Forretninger blev plyndret - og folk hamstrede alt spiseligt og drikkeligt til sig. Historierne om, hvordan der lå flere lig rundtom i Superdome begyndte at florere, og New Orleans' politistyrke blev beordret til at holde inde med redningsaktioner og fokusere på at opretholde lov og orden.
Hjemme i stuerne rundtom i landet sad amerikanerne og så nu desperationen i ansigterne hos de kendte nyhedsværter, som de var vant til at se formidle deres nyheder uden at vise deres egne følelser.
Torsdag var der stadig ingen nødhjælp, og amerikanerne kunne for åben skærm se de frygtelige billeder af deres landsmænd, der sultede og tørstede på fjerde døgn. Og billederne var frygtelige. Kommentatorer over det meste af verden havde svært ved at forstå, at det, som vi alle kunne se, skete midt i et land, som var kendt for det mest sofistikerede militære isenkram i verdenshistorien. Og nu kunne de ikke finde ud af at få hjælp frem til deres egne borgere?
Det var også torsdag, at Michael Brown, der på det tidspunkt var chef for Fema, som organiserer al nødhjælp ved katastrofer i USA, lod sig interviewe på CNN af studieværten Soledad O'Brian. I interviewet, som siden er blevet ikonisk, når myndighedernes inkompetence omkring Katrina diskuteres, fortæller Michael Brown, at nødhjælpen skam er på vej til New Orleans, da Fema dagen før blev opmærksom på, at der faktisk var et problem i New Orleans.
Her stopper den unge CNN-vært Fema-chefen. Det er tydeligt, at hun har svært ved at tro på, hvad hun hører. Det er fire dage siden, at katastrofen ramte New Orleans. USA - ja, hele verden - har time efter time kunnet følge tragedien på direkte tv. Alle har vidst det. Alle har undret sig over, hvor nødhjælpen blev af. Og her står Michael Brown og fortæller amerikanerne, at Fema først hørte om det dagen før?
Dagen efter når nødhjælpen frem til de lidende ved Superdome. Og i Alabama holder præsident Bush en pressekonference, hvor han hen mod slutningen kigger hen på Michael Brown, der står ved hans side, og siger de ord, der for mange amerikanere hurtigt kom til at illustrere magtens arrogance: ”Brownie, you're doing a heck of a job.” (Brownie, du gør dit arbejde rigtig godt, red.)
Som de fleste amerikanere sad jeg klistret til fjernsynet i det meste af en uge i mit hjem i Texas dengang for 10 år siden. Allerede efter et par dage kom de første busser med evakuerede fra New Orleans, og alle og enhver var desperate for at hjælpe dem på en eller anden måden for at vise, at de ikke var blevet glemt. Og det var det, man oplevede i de dage: at amerikanerne udviste et uselvisk behov for at hjælpe og gøre skaden god igen.
Siden kom vreden, som hurtigt blev rettet mod myndighederne, som i den grad havde ladet inkompetencen råde, hvad der havde ført til, at almindelige amerikanere havde ligget døde på gaderne i New Orleans. Vreden var måske nok rettet mod Michael Brown og siden præsident Bush, men nok i højere grad mod et politisk system, der hyldede loyalitet på bekostning af kompetence. Og den vrede gav uden tvivl medvind til Obama, der talte om en fornyelse af det politiske klima under valgkampen i 2008.
Det er nu ti år siden, at Katrina ramte USA. Men de frygtelige dage sidder stadig dybt. Ikke alene i beboerne i New Orleans, men i de fleste amerikanere. Og når de store amerikanske tv-stationer i disse dage viser den ene dokumentar efter den anden om tragedien, mens de endnu en gang diskuterer, hvad der gik galt, er det i høj grad for at minde amerikanerne om den orkan, der måske mere end noget andet tog landets uskyld.
Hvordan kunne noget sådant ske i USA? I dag er tragedien vendt til noget positivt. Ikke dermed sagt, at alt er fryd og gammen i New Orleans, men udviklingen går den rigtige vej i en sådan grad, at selv byens frygtede skolesystem er forbedret markant. Byen i dag er blevet et mekka for nytænkning i de forkætrede amerikanske skoler.
Samtidig har mange af byens fattigste fået bedre hjem og bedre kår - og byens verdenskendte jazzscene, som mange for 10 år siden mente, var truet på livet, er i dag mere levende og vital end nogensinde før. Godt nok lyder det fra onde tunger, at dæmningerne på ingen måde er forbedret. Men håbet lever. Og byen er efterhånden tilbage til fordums storhed.
Man kan tale stolpe op og stolpe ned om, hvem der bærer ansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde, og hvad man kan lære af det hele. Det vil jeg lade andre om. For ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er Katrina en skamplet på nyere amerikansk historie, som kostede 1833 mennesker livet.
Og selv i dag - 10 år senere - er det svært for mange amerikanere at forstå, at noget sådant kunne ske inden for landets grænser.
Claus Elholm Andersen er lektor, fil.dr. ved Helsingfors Universitet og ekstern lektor ved University of California i Los Angeles