Prøv avisen
Kronik

En moderne Marshall-hjælp fra EU kunne løfte Syd- og Østeuropa ud af fattigdom og stagnation

Britiske tropper holder øje med pladsen omkring et ødelagt torv i den franske by Caen i juli 1944. Krigen endte ultimativt med en sejr til de allierede tropper, og de vestlige lande fik massiv økonomisk støtte gennem Marshall-hjælpen. Denne økonomiske støtte kunne give et stort løft til Syd- og Østeuropa, hvis EU besluttede sig for at gøre det samme i dag, skriver dagens kronikør Jesper Jespersen, der er professor ved Roskilde Universitet. Foto: Handout / Reuters / Ritzau Scanpix

Jesper Jespersen, Professor, Roskilde Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Tænk, hvis Berlin og EU ville fastholde erindringen om Europas genrejsning efter Anden Verdenskrig, der blev hjulpet på vej af USA’s Marshall-hjælp. I dag kunne Tyskland og dermed EU tage tilsvarende initiativer, der kunne bidrage til at løfte Syd- og Østeuropa

I DISSE DAGE for præcis 100 år siden blev Versailles-traktaten, der officielt afsluttede Første Verdenskrig, underskrevet af de fire sejrsmagter og det slagne Tyskland. Det var et dokument båret af lige dele politisk naivitet fra den amerikanske præsident Woodrow Wilson og hævngerrighed fremført af Frankrigs ministerpræsident Georges Clemenceau.

Den politiske naivitet bestod i det velmenende ønske fra Wilsons side, at national selvbestemmelse skulle tilgodeses. Dette princip indebar, at Det Østrig-ungarske og Det Osmanniske Imperium blev opsplittet i en stribe mindre og politisk ustabile nationalstater. Frankrig stod stejlt på en total økonomisk nedværdigelse af den slagne modstander.

Tyskland blev pålagt at betale en krigsskadeserstatning, der oversteg landets økonomiske kræfter. Hvis disse betalinger skulle gennemføres, ville det betyde, at tysk industri aldrig kom på fode igen og dermed ikke kunne blive en økonomisk trussel mod Frankrig og delvist Storbritannien.

DEN ENGELSKE ØKONOM John Maynard Keynes skrev kort efter, at fredsaftalen var blevet underskrevet, et længere essay med titlen ”The Economic Consequences of the Peace”. Han havde været en af den britiske regerings chefforhandlere ved udformningen af Versailles-traktaten, der blev påtvunget Tyskland. Keynes tog dog sin afsked fra finansministeriets delegation i protest mod de økonomiske krav, som franskmændene forlangte opfyldt, og som den britiske premierminister Lloyd George ikke modsatte sig. Han forlod Versailles stærkt desillusioneret både fagligt og moralsk: En totalt ydmyget modstander bliver et let offer for populisme og revanchisme.

Keynes havde som en af de få økonomer i Versailles kunnet sammenholde størrelsen af den krævede krigsskadeserstatning og Tyskland økonomiske formåen. Han var ikke i tvivl, at det ville indebære en total forarmelse af befolkningen adskillige år ud i fremtiden. Hertil kom, at med et fattigt Tyskland ville de øvrige europæiske lande mangle et stort marked – ikke mindst efter at revolutionen i Rusland havde lukket dette land for eksport.

Keynes var stærkt kritisk over for fredstraktaten, hvilket skabte en betydelig furore ikke kun i Storbritannien. Sejrherrerne havde ikke forstået, at ”freden” i den grad ville blive opfattet som uretfærdig i Tyskland og herved bære kimen til revanchisme i sig. Og måske endnu vigtigere, at årsagen til Første Verdenskrig, Tysklands økonomiske og politiske indespærring, ikke var blevet løst ved fredsslutningen – tværtimod, Tyskland var blevet gjort geografisk mindre og økonomisk endnu mere isoleret.

Hertil kom, skriver Keynes, at den sociale struktur med fortsat store indkomstmæssige forskelle og et deraf følgende voksende byproletariat også ville bidrage til en politisk destabilisering af Tyskland.

Det tilløb til en demokratisk styreform, som Weimarrepublikken repræsenterede viste sig hurtigt at være rystende svagt, når autokratiske kræfter meldte sig på den politiske arena. De hjemvendte soldater var traumatiseret, middelklassen forarmet først af krigen og dernæst af hyperinflation, arbejdsløshed og vareknaphed. Da så den internationale krise i kølvandet på krakket på Wall Street i 1929 ramte tysk økonomi, var grunden lagt til en totalitær politisk magtovertagelse. Nazismen genskabte håndfaste politiske rammer, der havde mindelser om kejsertidens strukturer, der i 1933 kun lå 15 år tilbage i tiden.

Det nazistiske styre suspenderede betaling af krigsskadeserstatningen og indledte en økonomisk politik, der omfattede en massiv militær oprustning og udbygning af den strategiske infrastruktur, hvilket var med til at genrejse den tyske industri. Hurtigt kom Tyskland atter i den økonomiske situation, at det manglede landbrugsarealer til at brødføde bybefolkningen og afsætningsmuligheder for industrien. Blikket rettedes atter mod Øst- og delvist Sydeuropa, hvilket endte i endnu en europæisk tragedie frem til 1945.

KEYNES VAR den britiske regerings chefforhandler ved indgåelsen af Bretton Woods-aftalen i 1944 omfattende den ”frie” verden. Han dominerede konferencen sammen med den amerikanske repræsentant, Harry Dexter White, og ønsket var at undgå, at fejltagelserne fra Versailles-traktaten blev gentaget. Men denne gang kunne han bygge sin argumentation på sit teoretiske hovedværk ”The General Theory of Employment, Interest and Money”, der havde hjulpet den amerikanske præsident Roosevelt til at genrejse den amerikanske økonomi i 1930’erne.

Keynes’ indsigt lå bag udformningen af Bretton Woods-aftalen og den efterfølgende amerikanske Marshall-hjælp til det sønderbombede Europa herunder også til Tyskland og Italien.

Hovedsynspunkter var, at det valutariske system skulle understøtte international handel, men forhindre grænseoverskridende finansiel spekulation. Det første skaber velstand, det andet undergraver de deltagende landes mulighed for at føre økonomisk politik. Derfor skulle hvert land bevare sin egen valuta, der skulle beskyttes gennem et forbud mod international spekulation (og skatteunddragelse). Valutakurserne skulle være faste, men justerbare. Lande med overskud på betalingsbalancen over en vis størrelse have pligt til at nedbringe det. Den internationale valutafond (IMF) skulle overvåge systemet og sikre, at de deltagende lande respekterede aftalen.

Keynes nåede dog kun lige akkurat at deltage i indvielsen af IMF og Verdensbanken i marts 1946, inden han døde. Men uanset Keynes’ alt for tidlige død levede hans makroøkonomiske teorier videre ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik i de vestlige lande kendetegnet ved en aktiv og målrettet styring af efterspørgslen, såkaldt Demand Management Policy.

Det blev ydermere accepteret, at det var et politisk ansvar, at arbejdsløsheden blev holdt i skak og samtidig sikre en mere retfærdig indkomstfordeling. Opfyldelsen af disse mål kunne ikke overlades til markedskræfterne. Denne fundamentalt anderledes forståelse af det samfundsøkonomiske systems funktion og betydningen af at føre en aktiv økonomisk politik gav – ikke mindst sammenlignet med mellemkrigstiden – et meget gunstigt resultat. Allerede midt i 1950’erne var sporene af krigens ødelæggelser bortvisket, og gennem de ”gyldne 1960’ere” opstod der en næsten euforisk stemning af, at gode tider var kommet for at blive.

75 ÅR ER GÅET siden indgåelsen af Bretton Woods-aftalen. Tyskland blev hurtigt et stabilt demokratisk land med nære samarbejdsrelationer både økonomisk (EU) og militært (Nato) til de tidligere krigsmodstandere. Indtil 1990 var der en form for politisk og økonomisk balance mellem de fire store EU-lande om et udbygget handelsmæssigt samarbejde.

Men efter den tyske genforening har magtbalancen ændret sig. Tyskland er atter blevet Europas folkerigeste og økonomisk set stærkeste nation ikke mindst på grund af sin effektive industri og dernæst den fælles europæiske valuta.

Tænk, hvis Berlin og dermed også den kommende EU-Kommission ville fastholde erindringen om Europas genrejsning efter Anden Verdenskrig, der om noget blev hjulpet på vej af USA’s rundhåndede Marshall-hjælp. I dag kunne Tyskland og dermed EU tage tilsvarende initiativer, der kunne bidrage til at løfte Syd- og Østeuropa ud af stagnation og fattigdom og derigennem understøtte og fremme det europæiske fællesskab og de deltagende landes demokratiske institutioner og hermed sikre, at historien fra 1914-1945 ikke gentager sig.