Historiker: Hvornår må man trække nazi-kortet?

Nazi-sammenligninger bliver let meningsløse. Men nazismens forbrydelser kan og skal tjene som pejlemærke, når vi minder hinanden om, at der er historiske erfaringer, vi aldrig vil se gentaget, skriver historiker Jes Fabricius Møller i dagens kronik kristeligt dagblads kronik 16. maj 2019

Historiker: Hvornår må man trække nazi-kortet?
Foto: Leif Tuxen.

I 1990 formulerede den amerikanske advokat Mike Godwin en generel tendens for diskussioner på internettet: Jo længere de varer, desto større er sandsynligheden for, at Hitler eller nazismen bliver inddraget. Godwins lov, som den kaldes, er en advarsel til alle om ikke at trække diskussionerne ud af proportioner. Det er ikke alle politiske tiltag eller synspunkter, der fører direkte til et nyt holocaust.

Jeg har længe betragtet Godwins lov som vejledende for min adfærd på sociale medier. At spille Hitler-kortet indebærer et nederlag. Hvis man først har brug for at referere til ekstremerne, må det betyde, at alle nuancer er gået tabt.

Men hvad så, hvis det faktisk er relevant at inddrage nazismen som sammenligningsgrundlag? Hvad nu, hvis de forslag og de idéer, der er på tale, kan sidestilles med den politik, som nazisterne gik ind for?

Spørgsmålet er blevet aktuelt i forbindelse med, at to partier til højre for Dansk Folkeparti nu stiller op til Folketinget. Historikere har en tendens til at være skeptiske med hensyn til den slags sammenligninger. Det skyldes primært, at vi ofte forstår fænomener i deres kontekst. Hitler og den tyske nazisme skal forstås som et produkt af de særlige omstændigheder, der gjorde sig gældende i Weimarrepublikken, og verden i dag ser jo helt anderledes ud, og selv de partier, der nu kalder sig nazister, er slet ikke så nazistiske endda og udgør ingen nævneværdig trussel mod verdensfreden. Historikere vil med andre ord altid være de første til at pege på forskellene snarere end lighederne mellem nutid og fortid.

Et andet forhold grundet i historiske studier er, at det faktisk er vanskeligt at definere nazismen som ideologi. Nazisterne havde mange forskellige og endda modsatrettede idéer. Dertil kommer, at nazismen udviklede sin teori og praksis over tid. Den var til at begynde med ideologisk åben, og Hitler erklærede endda i ”Mein Kampf”, at nazismen måtte bestemmes af, hvad der nu var for hånden, ikke mindst den menneskelige svaghed:

”Det Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti overtager fra en almindelig national verdensanskuelse de væsentlige grundtræk, skaber af dem – under hensyntagen til den praktiske virkelighed, tiden, det forhåndenværende menneskemateriale og dets svagheder – en politisk trosbekendelse, som derefter ved den således muliggjorte stramt organisatoriske udformning giver store menneskemasser forudsætningen for den sejrrige gennemførelse af denne verdensanskuelse.” (Hitler, ”Min kamp”, Jørgen Paludans Forlag 1966).

Der er altså også noget kamæleonagtigt eller plastisk over nazismen i dens indledende fase. Så meget desto vanskeligere er det at gribe nazismens essens og prøve de nye politiske partier i deres indledende fase på deres lighed eller mangel på lighed med nazismen.

For det tredje er der en ikke ubetydelig forskel mellem, hvad nazisterne sagde, og hvad de gjorde. Nazismens værste forbrydelse var den industrielle udryddelse af millioner af europæere, først og fremmest jøder, der i en nazistisk verdensanskuelse udgjorde undermennesker, der ikke havde fortjent bedre. Der er på den ene side en logisk forbindelse mellem Hitlers konsekvente antisemitisme og holocaust, men det har på den anden side været vanskeligt at vise, at han eller nogen anden for den sags skyld har udkastet planen til eller beordret masseudryddelsen, sådan som den fandt sted. Det var noget, der tilsyneladende bare skete.

Det er et af nazismens paradokser, at den byggede på et strengt hierarkisk førerprincip, men når det handler om en af dens mest afgørende misgerninger, er det ikke muligt at se dette princip bragt i anvendelse i form af en konkret ordre fra øverste sted og denne ordres efterfølgende virkeliggørelse. Men hvorfor vender vi så overhovedet tilbage til nazismen, når vi skal bedømme værdien af nutidens politiske bevægelser? Det skyldes, at grundværdierne i vores politiske system, nationalt såvel som internationalt, er bestemt af nazismen, forstået på den måde, at enhver forestilling om retfærdighed eller politisk legitimitet fra og med 1945 var afgjort af, hvor vidt den kunne defineres som nazistisk eller ikke-nazistisk.

Et eksempel er kommunisterne, der anvendte deres kamp mod nazisterne som afgørende legitimeringsstrategi. Et andet er Nürnbergdomstolene, der lagde grunden til et universelt menneskerettighedskodeks, en naturretlig forståelse af, hvad der må være forudsætningen for enhver retfærdig lovgivning. Det vil sige, at nazismen negativt forstået ligger til grund for, hvad vi positivt forstår som retfærdigt og rigtigt. Nazisme er gået ind i sproget som et prædikat for alt det, vi ikke vil have eller bryder os om, og kvaliteten af enhver politisk beslutning kan vurderes på, hvor vidt den adskiller sig fra en given definition af nazisme.

Der er altså ikke noget at sige til, at et nyt parti på den yderste højrefløj, der bekender sig til en national verdensanskuelse og benytter sig af det forhåndenværende menneskemateriale og dets svagheder, bliver prøvet på sin affinitet til nazismen. Hvordan ser det så ud?

Dele af udmeldingerne lyder i varierende grad som nazisternes i begyndelsen af 1930’erne, hvis blot man udskifter ”jøder” med ”muslimer”. Der kan også sættes flueben ved bogbrænding. Men på den anden side er vi for eksempel langt fra nazismens økonomiske politik og fascismens korporatisme. Der er heller ikke optræk til uniformerede, voldsparate korps i gaderne endsige folkedrab, selvom den martialske retorik spiller en betydelig rolle. Hvis man bliver meget konkret og firkantet historisk, kan man sige, at ingen danske partier påtænker at invadere Polen og oprette udryddelseslejre dér. Men det gjorde de tyske nazister naturligvis heller ikke, før de faktisk gjorde det. Nazisme er – som Løgstrup bemærkede i 1936 – handling mere end ord, gerning mere end program.

Når man ser på de nye partier på den danske politiske højrefløj, må den samvittighedsfulde historiker derfor konkludere, at selvom der er lighed med enkelte af de idéer, som de tyske nazister præsenterede i begyndelsen, kan man ikke dermed sige, at disse nye partier, hvis de får politisk magt, vil gennemføre, hvad de tyske nazister gjorde. Vi kan derfor heller ikke vide, om den nye optrædende på den politiske scene blot er endnu en klovn eller den næste Hitler.

Derfor bliver diskussionen også let meningsløs. ”Nazist” bliver, som Godwin underforstod, et tomt begreb, et skældsord uden retningssans, et udtryk for politisk ubehag i bred almindelighed. Det betyder ikke, at vi skal ignorere den historiske virkelighed, tværtimod. Skæbne er den skikkelse, som historien antager, hvis vi ikke studerer den, sagde Martin A. Hansen. Nazismens forbrydelser kan og skal tjene som pejlemærke, når vi minder hinanden om, at der er historiske erfaringer, som vi aldrig vil se gentaget. Derfor kan nazisme-prædikatet fungere som en bevægemelder, der slår ud, hver gang der sker noget nyt på det politiske spektrums yderfløje. Men det kan ikke bidrage til en kvalificeret beskrivelse af de nye politiske partiers ideologier eller til at forudsige, hvad de vil gøre, hvis de får andel i magten. Det er heller ikke nødvendigt.

Vi har indlejret i lovgivning og den politiske tradition en hel række andre positive begreber til vores rådighed til at definere, diskutere og opretholde det retfærdige, det gode, det værdige samfund. Derfor er vi også i stand til – med en formulering lånt fra Kristeligt Dagblads debatredaktør – at identificere synspunkter, hvis realisering vores demokrati ikke kan bære.