Prøv avisen
Kronik

Hitlers spionchef reddede jøder

Admiral Wilhelm Canaris (1887-1945) german officer head of nazi secret services. Foto: Tallandier

Wilhelm Canaris var Hitlers militære efterretningschef og blev betragtet som én af Førerens bedste og mest betroede håndlangere. Men han var også Det Tredje Riges helt store skyggespiller, en tvetydig og gådefuld skikkelse, skriver dagens kronikør

NATTEN MELLEM den 9. og den 10. november 1938 markeres overalt med taler og fakkeltog som Krystalnatten - en nat, der ses som startskuddet til et nazistisk barbari uden sidestykke i verdenshistorien, hvor millioner bukkede under for Hitlers inferno af ghettoer, dødslejre og udryddelsesfabrikker, der myrdede løs.

Men efter den kolde novembernat skulle de tyske jøder få hjælp fra en ganske uventet kant.

Som én af de få protesterede præsten ved Pauluskirken i Berlin-Zehlendorf Walther Heyden i sin prædiken mod overgrebet på jøderne. Han blev uden videre hentet af Gestapo, lagt i håndjern og smidt i en fængselscelle. Deportation til kz-lejr truede.

Nyheden om arrestationen spredte sig som en løbeild gennem menigheden, hvor et af medlemmerne var admiral Wilhelm Canaris. Han kendte Walther Heyden fra kirken, hvor hans datter Brigitte deltog i konfirmandundervisning hos præsten.

Canaris var Hitlers militære efterretningschef og blev betragtet som én af Førerens bedste og mest betroede håndlangere. Men han var også Det Tredje Riges helt store skyggespiller, en tvetydig og gådefuld skikkelse.

Han besluttede at gribe ind og fik præsten løsladt. Senere gennemførte admiral Canaris på Heydens forbøn en redningsaktion af flere jøder fra Berlin-Zehlendorf. De blev alle forsynet med diplomatisk immunitet gennem den militære efterretningstjeneste Abwehr og fik lov til at rejse til Spanien og herfra videre til sikkerhed i England og Amerika.

Den tyske historiker Guido Knopp har fremhævet disse som de første af Canaris' hjælpeaktioner, men mange skulle komme til: ”Om det drejede sig om socialister, kommunister, frimurere, jøder eller bibelforskere - alle kunne finde beskyttelse under efterretningstjenestens tag.”

WILHELM CANARIS VAR BLEVET udnævnt til leder af Abwehr i 1935 og fik opbygget en effektiv spionageorganisation med en hær af agenter og enorme ressourcer til rådighed. Han så længe Hitler som det eneste effektive bolværk mod kommunismen, men Hitlers planer om en altomspændende aggressionskrig fik ham til at distancere sig fra Føreren.

I årene herefter forsøgte han at underminere det nazistiske terrorsystem, som han selv var blevet en del af. Han saboterede Hitlers planer og bekæmpede indædt den mand, hvis modstander og håndlanger han var på samme tid.

Allerede før krigen tog Canaris i dybeste hemmelighed kontakt til den britiske efterretningstjeneste MI6, ligesom han var dybt involveret i planerne om et statskup for at styrte Hitler, men aktionen løb ud i sandet med München-aftalen i september 1938.

I 1942 organiserede admiral Canaris en storstilet redningsaktion, hvor flere hundrede jøder blev forsynet med pas, visa og papirer, der dokumenterede, at de var tilknyttet efterretningstjenesten som agenter og informanter. Således sikret immunitet lykkedes det at få mange jøder ud af Tyskland og videre til friheden i et neutralt land.

Admiral Canaris var i stand til at sikre sig Hitlers tillid så uforbeholdent, at Føreren næsten til det sidste nægtede at tro på hans indblanding i sammensværgelsen mod ham. Også Himmler og Goebbels lod sig i årevis føre bag lyset.

Så sent som den 9. april 1943 noterede Goebbels i sine efterladte dagbøger:”Jeg aftalte med Canaris, at vi bør arbejde tættere sammen i fremtiden.”

Canaris formåede gennem et kompliceret dobbeltspil at gøre Abwehr til centrum for regimets modstandere og sammensværgelsen mod Hitler.

Ifølge hans medarbejder Hans Bernd Gisevius hadede Canaris ”ikke alene Hitler og Himmler lidenskabeligt, men hele nazisystemet som politisk fænomen (“) hans eneste mål var at forhindre grusomheder, mord, frihedsberøvelse, krig”.

Men han følte måske, hvor det bar hen, og udfoldede en hektisk rejseaktivitet - han var hér, dér og alle vegne. Snart fløj han til Madrid i Spanien for at aflægge besøg hos general Franco, hvor han advarede denne mod at gå ind i krigen på Hitlertysklands side.

Snart tog han til krigsfronten, hvor han forgæves forsøgte at få feltmarskal Keitel til at sætte en stopper for Einsatzgruppernes mord på østeuropæiske jøder. Senere dukkede han op i ørkenen i Nordafrika for at drøfte krigens gang med Rommel, samtidigt med at han viste ham Abwehrs hemmelige rapporter om nazistiske grusomheder i de besatte områder.

Eller han viste sig i ruinerne i det sønderbombede Warszawa for at få et førsteindtryk af ødelæggelserne. Da han så de endeløse rækker af flygtninge, råbte han til sin adjudant: ”Dét hér kommer til at gå ud over vores børnebørn (“) Guds retfærdighed vil komme over os.”

Til andre tider kunne man finde en træt og fortvivlet efterretningschef sidde og gruble alene i halvmørket i gamle katolske kirker, omgivet af fresker, mosaikker, kalkmalerier - og stilheden.

En medarbejder, Reinhard Spitzy, fortalte senere:”Jeg tror, at Canaris led forfærdeligt hele krigen igennem. Derfor rejste han også så meget. Og derfor blev han så urolig (“) pludseligt var han væk. I en hel uge. Og så med èt var han tilbage igen.”

DA CANARIS I SOMMEREN 1943 fik kendskab til Hitlers planer om bortførelse af Italiens konge, Victor Emanuel III, og pave Pius XII, fløj han straks til Venedig.

På hemmelige møder den 29-30. juli 1943 advarede han sin italienske kollega, general Cesare Amé, om den forestående aktion. Da general Amé vendte tilbage til Rom, sørgede han for, at planerne blev lækket, og Hitler måtte skrinlægge planerne.

Canaris var involveret i flere attentatforsøg på Hitler som i 1943, hvor han i marts fløj til Smolensk for at deltage i en konference med Hitler. I sin bagage medbragte han en kasse med sprængstof, beregnet til et attentat på Føreren.

To tidsindstillede bomber blev få dage senere anbragt i bagagen på Hitlers specialfly, skjult i en kasse med cognacflasker. Men attentatet slog fejl - tændsatsen virkede ikke på grund af den stærke kulde.

Canaris blev afskediget af Hitler i februar 1944 og sat i husarrest. Efter det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli blev han smidt i en celle i fængslet i Prinz-Albrecht-Strasse, og han blev udsat for grusom tortur, men SS kunne ikke knække ham, og beviser for hans deltagelse i sammensværgelsen manglede.

I begyndelsen af april fandt Gestapo belastende materiale i et pengeskab i det militære hovedkvarter i Zossen, der bragte nye afslørende detaljer om statskups-planerne for dagen - løbet var kørt.

Den øverste chef for sikkerhedspolitiet, Ernst Kaltenbrunner, bemærkede rasende: ”Denne Canaris har stukket blår i øjnene på dem allesammen: Heydrich, Himmler, Keitel, Ribbentrop og selv Føreren.”Efter en kort skinproces blev Canaris hængt i fængselsgården i de tidlige morgentimer den 9. april 1945, kun få dage før KZ Flossenburg blev befriet af allierede tropper.

Den danske efterretningsofficer Hans M. Lunding sad fængslet i en nabocelle til Canaris, og aftenen forinden fik han en besked fra Canaris gennem bankesignaler på væggen. Han var blevet mishandlet, tøjet var gennemvædet af blod og næsen brækket. Spillet var ude, og han bad Lunding give en besked til Canaris' familie. En bøn, Lunding kunne opfylde få måneder senere.

Efterkrigsårene blev svære for enken, Erika Canaris, der i sit hjemland blev behandlet som en udstødt, en paria. Hun og datteren Brigitte måtte flygte fra tyske nynazisters had og forfølgelse, og efter et selvmordsforsøg slog hun sig ned i Schweiz, senere Spanien.

Familien klarede sig kun igennem takket være hjælp og gaver, der strømmede ind fra hele verden fra taknemlige jøder, som admiral Canaris havde reddet fra de nazistiske dødslejre.

Louis Bülow er forfatter og freelanceskribent