Prøv avisen
Kronik

Hjælp, vores arbejde som mødre bliver ikke værdsat

Karen Lumholt, Forfatter og medstifter af Familiepolitisk Netværk

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mødre i dag forventes at arbejde, som om de ikke havde børn – og at have børn, som om de ikke gik på arbejde, samtidig med, at de kan se, at deres børn ikke trives i vuggestuerne. Vi må gøre arbejdstiden mere fleksibel for børnefamilier, mener Karen Lumholt

”LIVET ER ANDET end excelark og økonomi. Der skal genoprettes en balance og forbindelse til den vigtigste opgave, vi har: relationer, forbundethed og kærlighed!”. Sådan lyder det i ét ud af 1000 svar fra Familiepolitisk Netværks 10.000 medlemmer, som fortrinsvis tæller kvinder mellem 25 og 44 år. Det er svar på et spørgsmål, som jeg, netværkets administrator, har kastet ud i gruppen: ”Hvordan er moderskabet anderledes eller sværere i dag?”. Hurtigt samler ét af udsagnene opbakning fra mere end 200 svarere. Udsagnet lyder: ”Vi stoler ikke længere på, at det nødvendigvis er godt for barnet at være i vuggestue/børnehave. Samfundskontrakten er brudt.”

Det handler både om manglende tillid til de institutioner, hvor ”pengene bliver brugt på projekter og konsulenter i stedet for på nok pædagoger”, som en far uddyber. Men også om en voksende skepsis over for institutionaliseringen som sådan. I intet andet land i verden bliver så stor en andel af de et-to-årige passet i institution. ”Det er jo ikke i barnets tarv at opholde sig dér ni timer om dagen, uanset institutionens kvalitet. Og med pendlertid er det det, som sker,” som en mor skriver. ”Der er en manglende fleksibilitet i systemet til at imødekomme små børns reelle behov,” skriver en anden mor.

Et andet udsagn samler lige så stor tilslutning, nemlig at ”den omsorg, som forældrene giver, ikke tillægges nogen samfundsøkonomisk værdi”. Politisk er der stor interesse for institutionerne, men værdien af forældreomsorg er en blind plet hos politikere og økonomer, siges det. ”Arbejdsmarkedet ser ned på kvinder, der har været væk lidt for længe,” skriver en kvinde. Selvom al forskning i det lille barns udvikling fortæller, at børn med trygge og tætte relationer til deres nære voksne klarer sig mærkbart bedre – og er billigere for skatteyderne.

At der stadig er store kønsforskelle, men at vi ikke anerkender dem, er med til at presse moderskabet ud i et dilemmafyldt mørkeland. ”Der er reelt ikke ligestilling i Danmark. Det opdager man først, når man får sit første barn,” konstaterer én. ”Man klarer det meste derhjemme og forventes stadig at kunne bestride et fuldtidsjob,” lyder det lakonisk fra en mor.

SELVOM MODEREN stadig er den primære omsorgsperson derhjemme, er 35-årige kvinder i dag på vej til at være dobbelt så veluddannede som 35-årige mænd. Alle inklusive dem selv forventer, at de skal have spændende stillinger på arbejdsmarkedet. Men når moderen til det lille barn, der lige er startet i vuggestue, erfarer, at barnets tarv fylder mere i hende end jobbet, må hun gå stille med dørene og bide savnet i sig.

Lige så dilemmafyldt er det for de mødre, som oplever barselstiden som trist og ensom, adskilte som de er fra det arbejdsliv, de har uddannet sig til og elsker. De er blevet parkeret på et sidespor, mens andre overhaler dem. De har fået en privilegeret barselsydelse af samfundet og forventes at være taknemmelige for dette – og for moderskabet, der ikke skal tages som en selvfølge.

For de fleste mødre med småbørn – og fædre i øvrigt – er det optimale at arbejde mindre, men stadig at være på arbejdsmarkedet. Mange småbørnsmødre ønsker sig at arbejde på deltid, men det er i mange brancher et risikabelt ønske. ”Der er ikke store muligheder for at vende tilbage til et fleksibelt arbejdsmarked efter barsel,” nævner en veluddannet kvinde i netværket. Mændene avancerer da også hurtigere på jobmarkedet end kvinderne trods mindre uddannelse.

KAN ÉN AF FORÆLDRENE ikke bare vælge at gå hjemme, mens børnene er små? Jo da. Hvis den anden part tjener rigtig mange penge. Eller hvis man er så heldig at have slået sig ned på landet, hvor omkostningerne er lave – men hvor der er færre jobs. Hvis man vil bo i byen, er det kun de mest privilegerede, der kan tillade sig at gå ned i indtægt, mens børnene er små. Nogle få modige og ressourcestærke gør det alligevel – siger nej til ejerlejlighed, bil, nyt tøj, møbler og skiferier og overlever fint med småbørn på noget, der minder om en SU. For flertallet er det dog svært at vælge forbrugsræset fra.

Endnu en årsag til, at kernefamilien er langt mere sårbar i dag, er, at mange unge flytter langt væk fra deres oprindelige familienetværk. De lokale og regionale uddannelsesinstitutioner er centraliseret. Mange unge havner – hvert fald for en tid – i en af de fem største uddannelsesbyer. Her slår de sig typisk ned med en partner, de har fundet under uddannelsen. Og når det første barn kommer, er der ingen mor, far, moster, onkel, barndomsveninde eller ældre søster at støtte sig til. Heldigvis er en modtrend på vej. 25-35-årige flytter i stigende grad tilbage til der, hvor enten den ene eller den anden kom fra.

De fleste unge er dog meget alene under familiedannelsen og skal selv ”opfinde”, hvordan de vil være familie. Det foregår typisk ved at mor læser en masse på nettet og opsøger fora af jævnaldrende, som hun rådfører sig med. De erfarne og lidt ældre mødre mangler. ”Der er så mange informationer om rigtigt/forkert på nettet, som man skal forholde sig til, og som gør mødre usikre,” påpeger svarene i Familiepolitisk Netværk.

Dertil kommer, at familiedannelsen falder sammen med uddannelsens afslutning og første job, hvilket giver ”et dobbelt praksischok”, som de unge forældre skal håndtere uden gode, støttende og måske mere pragmatiske rollemodeller.

”De, der bliver mødre i dag, er selv institutionsbørn og har måske et stort hul indeni, fordi de ikke har oplevet den tætte mor-barn-relation. De har savnet den og er måske fremmede for, hvordan de selv skal skabe den,” hedder det i et af svarene. Mødrene har ikke selv en særlig klar erindring om, hvordan man var mor, da de selv voksede op. Mor var nemlig ikke hjemme.

Familiepolitik er en rigtig god samfundsinvestering, fordi det skaber mere robuste børn, unge og voksne. Sagen er ikke løst med at gøre barslen længere, for det vil gøre mødrene endnu mere uønskede på et arbejdsmarked, hvor kvinder på barsel aldeles kan vælte økonomien.

Vejen frem er derimod at gøre arbejdstiden mere fleksibel for alle – som minimum for dem med små børn. Nogle vil måske gerne arbejde en-to dage om ugen allerede tre uger efter fødslen. Andre ønsker måske at dele et fuldtidsjob – og her taler vi både om mødre og fædre.

LEVEOMKOSTNINGERNE skal være lavere. Vi skal have flere billige boliger i byerne. Og vi skal genbruge, dele og bytte noget mere. Vi må gøre op med forbrugskulturen, de dyre rejser og idealerne om, at et godt børneliv kræver, at forældrene tjener mange penge. Lønmodtagere skal via en forsikringsordning få ret til at gå hjemme og passe deres børn på dagpengesats, når børnene er syge. I Sverige har en sådan ordning eksisteret i 40 år – og fører ikke til flere sygedage, tværtimod. At man ikke har ret til at give sit barn omsorg, når barnet trænger til ekstra omsorg fra mor og far, presser rigtig mange forældre i dag.

Og så skal institutionerne have kvaliteten tilbage. Hvis forældre får bedre mulighed for at arbejde mindre, indtil børnene er tre år – som i Finland, hvor der stort set ikke findes vuggestuer – vil det også lette presset på den offentlige dagpasning. Siden pasningsgarantien blev indført i slutfirserne, har kvantitet rangeret over kvalitet i dagpasningen.

Hvis færre børn tvinges for tidligt i institution, kan ressourcerne bruges på de lidt større børn, som er der, og som har glæde af at være i lidt større børnegrupper. Institutioner skal ikke være masseopbevaring – de skal være udviklende tilbud. Som de var tænkt fra starten.