Prøv avisen

Hjemløs i det digitale Danmark

Det vil næppe være de hjemløse, der står i kø for at få hjælp til at kommunikere digitalt, mener dagens kronikører.

Hvad gør de hjemløse, når fremtidens kommunikation mellem borgere og offentlige systemer skal foregå digitalt? Det fysiske møde er uomgængeligt, hvis vi skal lykkes med at hjælpe hjemløse medborgere til en mere værdig tilværelse med adgang til samfundets serviceydelser, mener dagens kronikører

HVAD GØR DE HJEMLØSE, når stort set al kommunikation mellem borgere og offentlige systemer fremover skal foregå digitalt? Hvordan skal man kunne betjene sig selv digitalt, når man ikke har bolig eller computer og heller ikke kender et tastatur?

De fleste danskere anskaffer sig uden problemer et NemID. Vi går online og indtaster cpr-nummer og kørekort- eller pasnummer, og så får vi NemID sendt til vores hjemmeadresse.

LÆS OGSÅ: Digitaliseringen er kommet for at blive.

En hjemløs, der ønsker NemID, skal personligt møde op på Borgerservice eller på et skattecenter og fremvise gyldig billedlegitimation som pas, kørekort eller opholdstilladelse. Han skal også medbringe legitimation med cpr-nummer, men det er der kun få hjemløse, der har, for rigtig mange mister eller får stjålet deres personlige ejendele. Det er desværre et vilkår, når man lever på gaden og har sit liv i en Netto-pose.

Peter fortæller, at han gerne vil have NemID. Han har hverken sygesikringskort, pas eller kørekort, så første skridt er at anskaffe et sygesikringskort. Det koster 180 kroner. Så skal han have noget billedlegitimation. Den billigste løsning er at anskaffe sig et knallertkørekort.

Peter har ikke nogen knallert, men nu får han i hvert fald noget billedlegitimation. For at få knallertkørekort skal han fremvise sin dåbsattest. Peter har for længst mistet sin dåbsattest, så han må på kirkekontoret og bede om en ny. Når han har fået den, skal han have lavet nogle pasfotos, som også koster penge. Endelig kan han hente sit knallertkørekort, som koster 100 kroner og med det i hånden kan han få lavet et NemID.

For Peter bliver det en omfattende og forvirrende proces at anskaffe sig et NemID, som hurtigt løber op i 400 kroner. En hjemløs uden penge og uden hjælp og støtte til at opmuntre undervejs i forløbet giver forståeligt nok op og fortsætter sin hjemløsetilværelse uden NemID, hvis navn i denne sammenhæng får en noget bitter smag.

Med digitaliseringsstrategien er der afsat midler til digital inklusion af borgere, der har svært ved at anvende de digitale løsninger, og som er i stand til at opsøge de tilbud, hvor udstyret stilles til rådighed, og hvor man kan få hjælp til at lære at bruge den ny teknologi.

DET VIL NÆPPE VÆRE de hjemløse, der står i kø for at få hjælp til at kommunikere digitalt. De har i forvejen ofte svært ved at kommunikere med det offentlige, og den barriere bliver ikke mindre af, at kommunikationen digitaliseres.

I projekt UDENFOR er vi bekymrede for, at sårbare, udsatte og hjemløse borgere vil føle sig yderligere marginaliseret, når de fremover skal kommunikere med det offentlige på en måde, som de ikke mestrer.

Nogle hjemløse er tilbageholdende med brug af NemID, enten fordi de ikke umiddelbart kan se nytteværdien, eller fordi de tekniske udfordringer ved at tage det i brug er for store.

Carl har flere gange forsøgt at tage NemID i brug men uden held. Han har henvendt sig hos Borgerservice og dér fået udstedt NemID, som straks blev aktiveret, men det er fortsat ikke lykkedes for ham at bruge det. Efter flere mislykkede forsøg har han nu opgivet at bruge NemID.

Andre hjemløse afviser NemID på grund af frygt for opsporing og overvågning. Ole føler sig utryg ved, at det offentlige kan overvåge ham gennem brug af NemID, og udtaler kategorisk: Jeg vil hellere flytte ud af landet end at få det NemID. En gadeplansmedarbejder forklarer Ole om formålet med NemID, men Ole svarer, at han er utryg ved, at muligheden for overvågning overhovedet er til stede. De ville jo heller aldrig fortælle os, hvis formålet med NemID var overvågning, vel?.

Til de allermest udsatte grupper hører også de kontaktafvisende, psykisk syge hjemløse. De opsøger ikke tilbud om hjælp. De henvender sig ikke på kommunen. De sender ikke en e-mail. De benægter typisk deres hjemløshed og ønsker at være i fred.

I en af projekt UDENFORs journaler kan vi læse: Det er svært at hjælpe hende på det praktiske plan. Hun ønsker ikke hjælp til et pensionistkort til S-toget, da hun mener, at hun som adelig har fri rejsehjemmel. Togrevisorerne har ikke forståelse for den slags, så hun får rigtig mange bøder. I øvrigt oplever hun sig ikke som hjemløs, men som kortsluttet ud af sine forhold. Hun ønsker heller ikke at modtage sine ydelser fra ATP; dels er det ikke hendes navn, der står på papirerne, dels kan hun ikke have noget med staten at gøre, eftersom hun er kongelig.

LÆS OGSÅ: Jobløse afrikanere fra Sydeuropa ender som hjemløse i Danmark

Det fremgår af digitaliseringsstrategien, at God service kræver ikke nødvendigvis et fysisk møde. I mange tilfælde kan digitale løsninger eller ny teknologi levere en mere moderne og effektiv service.

Men netop det fysiske møde er uomgængeligt, hvis vi skal lykkes med at hjælpe udsatte og hjemløse medborgere til en mere værdig tilværelse med adgang til samfundets serviceydelser. At blive mødt i øjenhøjde, mærke nærheden og opleve samværet med den anden er forudsætningen for at kunne etablere den positive kontakt, som er fundamentet for al videre hjælp.

DET BEKYMRER OS DERFOR, at udviklingen af den offentlige sektor efterhånden udelukkende er styret af politiske, økonomiske og teknologiske prioriteter. Vi er på vej til at tømme det borgernære arbejde for menneskelig kontakt, og den udvikling kan føre til yderligere marginalisering og eksklusion af de allermest sårbare borgere.

For at støtte de hjemløse til at deltage i det digitale samfund iværksatte projekt UDENFOR i slutningen af 2012 med støtte fra Social- og Integrationsministeriets pulje et digitaliseringsinitiativ for socialt udsatte, et it-projekt, der har til formål at øge de hjemløses og tidligere hjemløses færdigheder i brug af it, så de kan blive fortrolige med og trygge ved at bruge it som redskab og mulighed for kontakt til myndigheder, bank, læge og så videre.

Louis tør endnu ikke selv trykke på skærmen. Han er bange for at gøre noget forkert eller ødelægge iPaden. Han vil gerne finde en kirke, hvor han kan praktisere sin tro, og bliver glad, da vi på iPaden finder en kirke lige i nærheden.

Louis har også et andet, mere påtrængende og personligt behov for information. Fra en anden hjemløs har han hørt, at der er store skovbrande i deres hjemland, og han bekymrer sig nu for sin familie dér. Sammen finder vi på iPaden nyheder om de omfattende skovbrande, der heldigvis ikke har ramt hans hjemegn. Han ånder lettet op og udtrykker stor taknemmelighed over for gadeplansmedarbejderen. Efterfølgende sidder han og mumler for sig selv: Det er fantastisk

Tid, tålmodighed, troværdighed, tillid og timing er nogle af de vigtigste byggesten i it-projektet: tid til at være på gaden og opsøge den hjemløse og tid til at etablere en relation til ham. Tid til at være sammen om den aktivitet, som vi bliver enige om, og tid til at tilbyde hjælpen gentagne gange, førend den hjemløse beslutter at tage imod.

Tålmodighed er en dyd, for gadeplansmedarbejderen skal være tålmodig i selve relationen og anstrenge sig for at skabe et trygt rum, hvor den hjemløse tør lære nyt. Hun må ikke skynde på den hjemløse. Deres samvær skal for alt i verden ikke bare overståes. Tålmodighed har også betydning i de situationer, hvor den hjemløse ikke møder op til en aftale, som han måske har glemt, eller som han udebliver fra for at teste gadeplansmedarbejderens troværdighed.

Tillid er ligeledes et nødvendigt grundelement i arbejdet. Først når tilliden er skabt, tør den hjemløse tage imod hjælp og støtte, udfolde sig og vise den usikkerhed og sårbarhed, som indgår i al udvikling.

Hvis det skal lykkes at inkludere de hjemløse i det digitale samfund, må vi tænke ud af boksen og benytte alternative metoder til inddragelse. En opsøgende, nærværende og håndholdt indsats er vores bedste bud på et værktøj, der virker.

Tabita Nyberg Petersen er gadeplansmedarbejder, og Jane Laustsen er uddannelsesansvarlig, og begge er tilknyttet projekt UDENFOR. Fonden projekt UDENFOR kombinerer gadeplansarbejde blandt de hjemløse med undervisning og forskning i hjemløshed og udstødelse