Prøv avisen
Kronik

Høflighed og individualisme er ikke modsætninger

Japan har nærmest ikonisk status som høflighedens højborg. Men høfligheden sidder ikke i generne. Det er kultur, der skal læres. Den går ikke automatisk væk på grund af individualisme, men er måske sværere at bibeholde, når jeget får større vægt

Danskerne er ikke høflige. Det var budskabet i Kristeligt Dagblad den 14. juli, både på forsiden, i lederartiklen og i et interview med centerleder Michael Böss, der peger på dybere sammenhænge mellem værdier og normer for opførsel. Vi er simpelthen ikke gode nok til at smile og tale pænt til vores gæster. Man må gå ud fra, at stigende antal turister herhjemme skyldes noget andet. Måske er det lidt hipt og eksotisk at møde det primitive folkefærd fra nord?

Man kunne betvivle, at der er noget om snakken. Der er da heldigvis også mange turister, der ikke er enige. Men som også Michael Böss påpeger, så lægger man mærke til den, når man ser det udefra og har noget at sammenligne med. Han nævner sit eget velkendte Canada og Japan.

Jeg vil pille lidt videre i sidstnævnte. For er der en kultur, der nærmest har ikonisk status som høflighedens højborg, er det den japanske. Rejsende til Japan forbløffes da også over høflighedsniveauet, når der bukkes, smiles og gestikuleres, så man ikke er i tvivl om, at de fremmede både er velkomne, og at japanerne selv kan kunsten at omgås andre med dannelse til fingerspidserne.

Servicen er helt i top, og overgår på alle parametre Danmark. Personalet på hoteller, restauranter og i butikker mestrer den til fulde. I byernes offentlige rum er der larm fra trafik og butikker, men tonen hos menigmand er kultiveret, ofte underspillet. Man pudser end ikke næse offentligt. Så hellere snøfte, holde det inden i sig, indtil man i privaten kan få afløb for alskens indre snask.

Det gælder i det hele taget i kulturen. Man pakker alt ind. Fra gaver til sprog og handlinger. For god omgangstone er indlært som en kollektiv værdi med et høflighedskodeks baseret på rituel formalisme. Karateinstruktøren, zen-mesteren og moderen til den lille purk viser normerne for omgangstone ved egen livsførsel: at former skaber indhold.

I Japan rimer her kommer jeg-holdningen ikke på dannelse, og der er heller ikke umiddelbar forståelse for individets ret til at være sig selv på bekostning af andre. Der er da heller ingen smadrede busskilte, ingen brostenskastende unge, ingen brovtende bøvehoveder i metroen, ingen hooliganisme på fodboldstadioner. Gymnasieelevers hærgen på ferier i udlandet er nærmest utænkelig, ligesom en tur i Tokyos eller Kyotos natteliv nok byder på fulde japanere, men aldrig på ubehagelige aggressioner vendt mod andre. Man ser ikke bøllebander i gaderne, for bandekonflikter er begrænset til opgør mellem mafiagrupper, der nok har magt, men yderst sjældent lader de lyssky forretninger ramme uskyldige i det offentlige rum. Japan er verdens sikreste rejseland.

Forskellen til Danmark er åbenlys. Jeg ved fra egen og andres erfaring, at et længere ophold i Japan typisk medfører et negativt kulturchok ved tilbagevenden fra civilisationen til det selvfede Danmark. Jeg husker den pinlige tåkrumning, da jeg for nogle år siden, som afslutning på en konference, var på en københavnsk restaurant med nogle japanere og hjemlige Japan-forskere. Der blev holdt taler, mens det meget afslappede danske selskab bagved brovtende kom med fuldemandskommentarer, hvis formål var at grinagtiggøre de fremmede. Oplevelsen står for mig ikonisk indprentet som indbegrebet af kulturforskel.

Japan er på ingen måder et ideelt samfund. Høfligheden mod udlændinge betyder heller ikke nødvendigvis kærlighed til de(t) fremmede, for der er også udbredt mistænksomhed mod fremmede og blandt visse grupper en nationalkonservativisme, der til sammenligning vil få Marie Krarup (DF) til at fremstå som kulturradikal halalhippie. Ligesom vi danskere er blevet oplært med fortællingen om den grimme ælling, som dybest set er mindst lige så god som alle andre, har japanerne en nationalfortælling, der sætter Japan i verdens centrum. De blev, siger myterne, jo også skabt direkte af guderne.

Måske også derfor er man bange for at blive besudlet udefra. I mere end 200 år sørgede militærstyret (shogunatet) for at holde landet isoleret fra omverden. I dag har man en meget restriktiv indvandringspolitik med indbygget mistænksomhed mod dem udefra, man ikke tror kan eller vil indordne sig.

Ordet for udlænding, ” gaijin ”, betyder ”fremmed person” og forstås ofte med negative konnotationer. Det anvendes både om hvide vesterlændinge og andre asiater, især kineserne, som nu strømmer til Japan i hobetal som turister, de mere rejsebevidste af dem med en guide under armen med de mest nødtørftige bud på, hvordan man skal opføre sig. Man er fra officiel kinesisk side nemlig opmærksom på værdien i ikke at leve op til stereotypen om de uciviliserede kinesere, der larmer, sviner og dybest set slet ingen dannelse har. Kinesisk kultur var ellers hovedkilden til den japanske langt tilbage i historien, både hvad angår skriftsprog, religion, æstetik, og dannelse.

Til gengæld er megen moderne kultur kopieret fra Vesten, for det var herfra, inspirationen kom i forbindelse med Japans åbning mod omverden. Ud over de tekniske vidundere og den fantastiske videnskab, lærte man også at spise med kniv og gaffel og bruge toiletpapir. Man lærte at værdsætte de uciviliserede vesterlændinge og efterhånden også frihedens og individualismens lyksaligheder. Kollektivismens rammer er dog stadig for de fleste den barriere mod selvfed egoisme, som både buddhismen, shinto, konfucianismen, kristendommen, de mange nye religioner og de mange former for sekulær etik advarer imod.

Den svære balance mellem individet og gruppen er et velkendt tema i japansk åndsliv. Social kontrol og grænser for frihed kendes af både psykologer, terapeuter og forfattere. Navlepillende unge er et velkendt skræmmetema blandt de ældre, der ikke altid formår at skelne mellem egoisme og manglende lyst til blindt at efterleve traditionens påbud. ”De nye mennesker” kender ikke til efterkrigstidsgenerationens opofrelse for samfundet og firmaet. Flere står af ræset fra forældrenes konformsamfund, og især kvinderne har frustreret de demografiske prognoser ved i alt for højt tal at bryde normerne med at blive gift og få børn. Individualismen kommer ganske vist snigende også i Østasien og Japan. Den vil givetvis betyde væsentlige ændringer i kulturen.

Som rejsende opdager man det sjældent. Der bukkes og smiles og ydes service på et for danskerne nærmest abstrakt højt niveau. Høfligheden er stadig et herligt kendetegn for stort set alt. Men høflighed sidder ikke i generne. Det er kultur, der skal læres. Den går ikke automatisk væk på grund af individualisme, men er måske sværere at bibeholde, når jeget får større vægt som autonom værdi.

Til gengæld er den formaliserede ritualisme med til at understøtte en omgangstone, der måske for en vesterlænding kan synes krampagtig og kunstig, men som faktisk har en behagelig effekt på måden, mennesker er sammen på. Den er givetvis for stedse begravet i Danmark.

Det er da også fint, at den sorte skole og Emma Gads ”Takt og tone” er gået på pension, for med den stive formalisme ligger der også en undertrykkende magtudøvelse, som ingen i dag har brug for. Tilbagelænet mentalitet og uformel hygge er da også værdier, et nærmest lykkeligt land kan være stolt af at vise frem. Men det kræver balance at manøvrere rundt i uden rammer. At høflighed, dannelse og stigende grad af individualisme ikke er hinandens modsætninger, er Japan et eksempel på. Det kunne danskerne godt lære noget af.

Jørn Borup er cand.mag.