VEJEN TIL SUCCES er sjældent lige og fremkommelig. Det samme er tilfældet for de danske højskoler, der først efter godt 20 år fandt en skoleform, som viste sig gangbar og vandt indpas rundtomkring i landet. Det var Askov Højskole, der som foregangsskole var toneangivende i det danske højskolelandskab og lagde fundamentet til den skoleform, vi i dag associerer med højskoleformen. Den succes, som Askov Højskole opnåede efter nederlaget i 1864, forsøger mange højskolehistorikere imidlertid at tilbageprojicere på skolen i Rødding, således at Rødding Højskole bliver tildelt en væsentligt større indflydelse og betydning i det danske højskolelandskab, end den i realiteten havde.
Selvom forberedelserne til oprettelsen af Rødding Højskole havde været undervejs i årene op til indvielsen, så var skolens ungdomsår ikke uden tumult. Da skolen åbnede i 1844, var det med Johan Wegener som forstander. Wegener blev efter få måneder erstattet af Christian Flor. Han sad derefter på posten i to år for i 1846 at blive udskiftet til fordel for Frederik Helweg. Allerede i 1850 måtte Helweg imidlertid videregive forstander-embedet til Sofus Høgsbro, der med sine 12 år som forstander fik skabt et roligere miljø, hvori der kunne oparbejdes en undervisningsmæssig praksis.
Da skolen var en af de første skoler i landet, havde man ikke mange erfaringer med, hvordan man skulle indrette en højskole, og de mange forstanderskift gjorde det ikke nemmere at finde en konsistent form for, hvordan højskolen skulle holdes.
Fra 1842 til 1864 blev der oprettet omkring 20 højskoler rundtom i landet. Disse højskoler udmærkede sig ved ikke at have noget samarbejde på tværs af de forskellige læringsanstalter, lige så vel som de ikke havde noget fælles idégrundlag at lave højskole ud fra.
Man kan derfor ikke tale om nogen egentlig højskolebevægelse før efter 1865, hvor Rødding-skolen efter tabet af Slesvig og Holstein blev rykket til Askov nord for Kongeåen. Herfra indledte Askov Højskoles forstander Ludvig Schrøder, der havde afløst Sofus Høgsbro på forstanderposten i 1862, et sparringssamarbejde med Vallekilde Højskoles forstander Ernst Trier og Testrup Højskoles Jens Nørregaard.
Forstanderne på disse tre skoler kunne drage fordel af, at de alle tre var uddannet i teologi ved Københavns Universitet og havde et godt kendskab til hinanden fra studietiden, hvor de havde stiftet studenterkredsen Lille Theologicum. I studentertiden mødtes kredsen og diskuterede og talte – og foruden de tre forstandere også Askov Højskoles og Testrup Højskoles andenlærere, Heinrich von Nutzhorn og Christoffer Bågø.
Efter endt studietid vedblev Schrøder, Nutzhorn, Trier, Nørregaard og Bågø at holde kontakten til hinanden, og der opstod hurtigt et samarbejde og en sparring på tværs af højskolerne.
Ved at udveksle erfaringer kom disse tre skoler til at gøre fælles højskolefront og blev toneangivende inden for højskoleverdenen og satte højskolerne i fælles bevægelse. Med tiden udviklede denne højskoletreenighed en skoleform, der viste sig så gangbar, at mange samtidige og efterfølgende skoler abonnerede på den højskoleindretning, som man praktiserede på Askov Højskole, Vallekilde Højskole og Testrup Højskole. Denne skoleform blev med tiden den dominerende og er grundlaget for de fleste højskoler den dag i dag.
Til trods for det treenige højskolesamarbejde var Askov Højskole alligevel den mest betydningsfulde og indflydelsesrige skole i Danmark. Imidlertid forsøger megen højskolehistorisk litteratur at projicere Askov Højskoles position i og betydning for højskolebevægelsen tilbage på den tidlige skole i Rødding, således at Rødding Højskole bliver tildelt en væsentligt større indflydelse og betydning, end den i realiteten havde.
Ser man nærmere på elevantallet for Rødding Højskole, giver dette ikke indtryk af, at Rødding Højskole i sin samtid skulle være nogen bemærkelsesværdig populær skole. Derimod udvikler Hindholm Højskole på Sydsjælland sig fra sin oprettelse i 1852-1853 til at blive den – ud fra elevantallet betragtet – ubetinget mest populære skole.
Hindholm Højskole når i 1862-1863 op på et trecifret elevantal og har i perioden op til 1864 gerne dobbelt så mange elever som Rødding Højskole – og enkelte gange endda det tredobbelte antal. Elevtallene for Askov Højskole er ikke lige så detaljeret beskrevet, men i grove linjer kan vi se, at elevtallet stiger fra 39 elever i 1866 til 160 elever i 1877.
Omend man ikke kan måle indflydelse ud fra en enkelt faktor som ”elevpopularitet”, så er forskellen i elevantallet alligevel et praj om, at Rødding Højskole ikke har været lige så dominerende, som Askov Højskole siden hen blev. Dette vidner om, at det store højskolehistoriske fokus på Rødding-skolen højst sandsynligt er skabt i kølvandet på Askov Højskoles succes. Med denne tilbageprojicering af Askov Højskoles indflydelse til Rødding Højskole bliver der skabt en forbindelse mellem Rødding-skolen og den senere dominerende højskoleskoleform.
Dette er en rigtig god fortælling, som skaber en lige højskolehistorisk linje fra den påståede første højskole til den skoleform, som er den mest udbredte i nutidens højskoleverden. Denne gode fortælling kan samtidig også være årsag til, at Rødding Højskole til stadighed bliver trukket frem som værende Danmarks ældste højskole.
Til trods for Rødding-skolens popularitet, og at dens forbindelse til Askov Højskole er blevet skrevet betydelig mere frem i den højskolehistoriske litteratur, end der er belæg for, så er der også lighedspunkter skolerne imellem. Eksempelvis på spørgsmålet om eksamen.
1860’ernes dominerende højskoletreenighed – bestående af Askov Højskole, Vallekilde Højskole og Testrup Højskole – var meget udtalte i modstanden mod al eksamen og overhøring. Den eksamensfrie undervisning er sidenhen blevet normen på de forskellige skoler, hvor højskoleformen og eksamen i dag virker som to uforenelige begreber.
Det var imidlertid ikke en selvfølge, at en højskole ikke gjorde brug af eksamen og overhøring som undervisningsmæssige redskaber i højskolernes ungdomstid. Kaster man således et blik ud over det tidlige højskolelandskab, vil man se, at mindst halvdelen af de højskoler, der blev oprettet i perioden 1842-1857, anvendte eksamen og overhøring. Dette gjorde Rødding Højskole imidlertid ikke, hvilket er med til at styrke en vis forbindelse mellem Rødding Højskole og den efterfølgende dominerende højskoleform, omend den ikke er så omfattende som den ofte bliver fremlagt.
Når Rødding Højskole den 7. november runder sit 175. år, har Folkehøjskolernes Forening i samme moment valgt at markere hele højskolebevægelsens 175-årsjubilæum. De historiske kendsgerninger vil imidlertid fortælle, at Rødding Højskole er den tredje i rækken af højskoler i Danmark. I 1842 blev der oprettet en højere folkeskole i Rendsborg, og tre uger før Rødding slog dørene op, blev den højere bondeskole i Sundbylille indviet. Disse skoler byggede på mange af de samme folkeoplysende undervisningsprincipper, som kom til at kendetegne højskolerne i deres ungdomstid. Begge skoler måtte desværre se sig nødsaget til at dreje nøglen om efter en levetid på blot fem år. Alligevel lever historien om, at det var på Rødding Højskole, det hele begyndte, videre i bedste velgående. Denne fortælling har vist sig at være svær at punktere og står på grund af fremskrivning af forbindelsen mellem Rødding Højskole og Askov Højskole meget stærkt, da det er en utrolig god fortælling, at den første højskole med tiden viser sig at blive den mest dominerende.