SAMTLIGE PARTIER I FOLKETINGET kan blive enige om, at integration af flygtninge og indvandrere i det store og hele er slået fejl. Det er kun delvist lykkedes at give første- og andengenerationsindvandrere et tilstrækkeligt indblik i det at være dansk, så de har fået øje for og har lært værdien i det særligt danske.
Nogle har fået den fejlagtige opfattelse, at det vigtigste for danskerne er penge, og det vigtigste i forholdet til flygtninge og indvandrere derfor er, at de ikke kommer til at koste noget for samfundet. Arbejd hårdt og gerne billigt, og hold dig fra kriminalitet, så er du hos mange velkommen, selvom du blot taler et mådeholdent tyrkerdansk.
Ved indfødsretsprøver konstaterer vi, om flygtninge og indvandrere er i stand til at lære udenad. De skal papegøjesvare på spørgsmål om Olsen-banden og Kanslergadeforliget. Der er dog også relevante spørgsmål om demokrati og familie- og kønspolitik i prøverne, men spørgsmålet er ikke, om nydanskerne har forstået vore danske holdninger, men blot om de har lært at svare rigtigt.
DANMARK ER ET KRISTENT LAND. Sådan står der i Venstre-regeringens arbejdsprogram, det såkaldte regeringsgrundlag. Det er en overordentlig problematisk udtalelse, som måske vanskeligt kan fattes i sammenhæng med, at samme kristne land har vedtaget ikke at have så megen medynk med kvoteflygtninge, denne verdens mest udsatte, hjælpeløse mennesker, så vi, et af verdens rigeste samfund, årligt vil påtage os besværet med og udgifterne til at hjælpe en lille slat af disse verdens nødstedte til et liv hos os. Argumentet for afvisning af kvoteflygtninge er, at det går for dårligt med integration af de flygtninge, som vi allerede har modtaget. Flygtninge er for dyre, og den i vort samfund konkurrerende gud, mammon, vil ikke tolerere flere udgiftskrævende næster.
Vi kan ikke overkomme at integrere disse mennesker i vort velfærdssamfund. Det er for stor en opgave, og flygtninge er en uoverkommelig udfordring for vort land og truer sammenhængskraften, siger mange politikere. Sammenhængskraft er et modeord, der indikerer, at der er en eller anden lim, der binder os sammen. Nogle hævder, at det er kristendom, der er limen.
TIDLIGERE INTEGRATIONSMINISTER Bertel Haarder (V) skriver i Kristeligt Dagblad 25. oktober 2017 om dem, der misbruger friheden i vort kristne land: ”Borgerne er ved at gå op i limningen på grund af elendig integration og fremvækst af parallelsamfund.” Ordet parallelsamfund er igen et ord, der hos politikere kan give røde knopper – ja, skriver vores tidligere integrations- og kirkeminister med mere: ”Fremtidens største problem er den voksende gruppe, som ikke vil Danmark, og som gør alt for, at deres børn ikke skal blive danske.”
Haarder skriver om en voksende del af befolkningen, som vender ryggen til det hele, over for hvem vi burde sætte grænser. ”Flertallet skal være meget mere tydeligt med hensyn til, hvad vi forlanger. Det gælder sproglige krav, krav til uddannelse, beskæftigelse og så videre.”
Det kan godt forundre, at den fremmeste repræsentant for højskolevenstre ikke er kommet på tanken at gøre højskolen til integrationslokomotiv, hvis ønsket virkelig er ment.
DEN STØRSTE sammenhængskraft og den største hjælp mod dannelsen af parallelsamfund i vort land har uden tvivl gennem de seneste 500 år været vort fælles sprog og vore fællessange og fællessalmer. På et kursus i Løgumkloster for nogle år siden bedyrede en tysk professor, at det, der efter Reformationen var fællesskabsstiftende for Danmark, det der var limen og skabte sammenhængskraft, var fælles sprog og fælles sang i salmebogen og i højskolesangbogen.
Efter Reformationen med fremme af fælles sprog gennem bibel på rigsdansk, fælles katekismus, fælles salmebog og fælles højskolesangbog var det vigtigste grundlag for sammenhængskraften i det danske folk lagt. ”Intet andet folk synger så meget fælles som det danske folk,” sagde den tyske professor.
I Mariager modtog vi for et par år siden en halv snes unge eritreiske mænd, der var flygtet fra det umenneskelige styre i Eritrea, et styre, hvis metoder kan sammenlignes med metoderne i Nordkorea. De har nu ventet tålmodigt længe på deres unge koner og små børn, der enten har levet i flygtningelejre i Sudan, Etiopien eller spærret inde i fængsler i Eritrea, fordi de har søgt at følge deres mænd. I Eritrea indrulleres alle mænd i hæren, der suverænt afgør deres livsvej.De fleste af de unge eritreiske mænd i Mariager er ortodokse kristne og adskiller sig ved at leve med ganske særlige fasteregler, men er samtidig meget optaget af det særligt danske. I Mariager fik alle de unge eritreere værtsfamilier, de fik danskundervisning, gik i lektiecafé og kom i praktik hos håndværksmestre og på fabrikker og i landbruget på egnen. De har alle klaret sig godt, da de er venlige og behagelige mennesker. De taler efterhånden et forståeligt dansk, er vant til at parere ordre, og mange af dem har nu fast arbejde, og deres familier er så småt ved at ankomme.
Så langt, så godt. Men er integrationen lykkedes, blot fordi man taler et forståeligt dansk, og blot fordi man har fået et arbejde og tjener penge?
Arbejdet er blevet næsten helligt. Det vigtigste er at få dem i arbejde, så de ikke bliver en økonomisk belastning, siger mange politikere, og hermed ligner det jo noget, som det er lykkedes dem at flygte fra. Hvad med sammenhængskraften – hvad med parallelsamfundet?
I et spændende interview med Guy Standing i Kristeligt Dagblad lærte vi for nylig et nyt ord: prekariatet. Det er mennesker i vort samfund, både indvandrere og danske, som lever i kortere ansættelsesforhold og uden nogen form for sikkerhed, og mange afslutter aldrig et uddannelsesforløb. Efter forfatterens mening skaber prekariatet på den ene side parallelsamfund og er på den anden side en Guds gave til kapitalen.
Vi har i Mariager søgt at slå til lyd for, at mennesker er andet og mere end arbejde, og at integration er andet og mere end at lære et tåleligt ”tyrkerdansk”, så man kan klare at handle i Netto.
Forfatteren Svend Åge Madsen skriver i sin seneste bog, hvor mennesker skal opfinde en sammenhængskraft og modvirke parallelsamfund: ”Piat, let, næsten svævende, hævder, at hvis vi bruger ordene på samme måde, vil vi blive i stand til at flytte ind i den samme verden, eller vores verdener, så forskellige som de er, vil begynde at ligne hinanden. Derved vil vi kunne gøre gode ting for hinanden, med hinanden.”
Men midt i alt mørket der brænder et lys
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes
vi må lære det gamle igen.
SÅDAN SKRIVER Benny Holst i det sidste vers af ”Julies sprog” om sproget og om fællessangen. Sproget og fællessangen i kirker og på højskoler er grundlaget for vores sammenhængskraft. Vi forsøgte for integrationens skyld i Mariager at slå til lyd for at bruge højskolen som integrationslokomotiv. Her kunne flygtninge og indvandrere på tre- eller seks-månederskurser sammen med danske unge lære om sammenhængskraft. De skulle selvfølgelig først tilegne sig sproget på danskkurser, men herefter skulle de lære om demokrati, den danske arbejdsmodel, dansk kønsforståelse og familiepolitik og lære at synge i fællesskab. Måske kunne vi så erfare, at integration kan lykkes, så nogle af flygtningene og indvandrerne ikke blot ville blive gode danskere, men måske også kunne tilføje noget til vores kultur.