”TRADITION ER EN FLOV undskyldning/ for en evig gentagelse/ af de samme dumheder.” Det sagde Dan Turell, der i øvrigt ikke ville lade sig konfirmere, fordi dét som alt andet i kirken var noget, der ”blev gjort ved én”. Dåb er en tradition, men det er en reel udfordring, at Dan Turell ikke får ret.
1) HVERT ÅR får et utal af unge mennesker at vide, at de med deres ”Ja” i kirken slet ikke bekræfter noget som helst.
Men at Gud ved deres konfirmation bekræfter sit løfte til dem i deres dåb. Kirken fremstår komisk, når den taler stik imod det, enhver kan se, og alle tilstedeværende føler: at de unge faktisk tager mod til sig for at stå ved en kristen identitet.
Præstevrøvl af ovennævnte slags tager brødet ud af munden på en hel generation og deres forældre, der med rette afskyr klerikal paternalisme. Baggrunden for sådan et formynderi på evangeliets vegne er vel frygt for, at et kristenmenneskes myndighed kunne rokke ved dåbsevangeliets gavekarakter.
Ved konfirmanddåben erstattes egentlig også modtagelsens ydmyghed med rituel ydmygelse, når unge menneskers image skal udfordres ved at modtage dåben på teksten om at ”lade de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i”. Den tankeløshed, som ved voksendåb insisterer på flosklen om, at al dåb er barnedåb, opstiller en vanskelig forhindring, som folkets forhold til kirken ikke tåler meget længere.
Præster løser ofte pinligheden – Luther ville have frådet – ved at holde privatmesser for at drage omsorg for skamfuldheden. Mange andre – for eksempel forældre til børn, der skal døbes – undslår sig fra selv at modtage dåben ud fra Dan Turells argumentation.
Hvad værre er: Det omtalte synspunkt er også elendig teologi om konfirmationen. Konfirmationen er en kirkelig handling og som sådan et – godt – menneskeværk, men har intet bibelsk grundlag, hvorfor Luther afviste den som sakramente. At gøre Gud til ”handlende subjekt i konfirmationen” er dog under hånden at genindføre den som sakramente. For det er blevet definitionen på sådan ét.
Pladsen er ikke til at gå ind i den ulyksalighed, der ligger i netop dette klodsede udtryk, der stammer fra Snedsted‑ sagen. Det monstrøse ordvalg viser, hvad der sker, når jurister skal til at fuske med teologi for at få en præst fyret. Den manglende poesi i udtrykket ”handlende subjekt” antyder, at her er der byttet rundt på lov og evangelium, sådan som det altid sker, når man driver ”retsteologisk” kætterjagt.
Netop denne sag, som handlede om en præsts afvigende dåbsteologi, har sikkert sat en stopper for, at nogen på ny tør reflektere om dåben under kliché‑ laget. Dåben er blevet en hellig ko, som ingen tør røre ved. Hverken dens teologi eller ritual. Derfor står stivnede klichéer med mindre og mindre overbevis‑ ningskraft i kø: ”Rør blot ikke ved min ba-arne-dåb.” En hellig ko risikerer at blive til en guldkalv. Det sker, hvis dåben opfattes som en kirkelig frelsesautomatik eller pastoral magi.
2) DET ER DÅBENS LØFTE, der er frelse i, ikke dens praksis.
Luthersk forstået er tro på en kirkelig praksis overtro. At gøre dåben til en frelses-betingelse er at binde Guds frie nåde, til et sted, hvor han har sat os stævne. Der er således en risiko for at gøre et troværdigt evangelium i den dyrebare dåb til en form for lovtrældom, hvis den gøres nødvendig. Kirken er kaldet til at døbe. Mennesker til at tro evangeliet, som skænkes dem i dåben med Helligånden, syndernes forladelse, og det evige liv. Men denne gave er åben for fortolkning.
3) JESUS PRÆDIKEDE IKKE om dåb, men om, at Guds rige var kommet nær.
Gud åbenbarer sig ikke kun i enkle svar, men allerede i menneskers spørgsmål. Derfor talte Jesus i lignelser. Nu er det en kendsgerning, at færre moderne mennesker spørger efter frelse ud af denne verden end efter retfærdiggørelse af, at vi er til i verden – som de syndere vi er. Dåben skænker effektivt Guds retfærdiggørelse af de gudløse ved Jesu Kristi kors og opstandelse. Så enkelt er det.
4) JESUS SAGDE IKKE: ”Gå hen og gør alle folkeslagene til mine pattebørn – men til mine disciple – idet I døber dem og lærer dem alt det, jeg har befalet jer”.
Rækkefølgen er vigtig: Døb alt, hvad I kan komme af sted med. Men at gøre dåbsoplæring til en betingelse for at modtage dåben vil i dagens samfund ofte være ”en hindring”, der er unødvendig. ”Skyd først, spørg bagefter.” Jesus sagde jo til den lamme i Markusevangeliets kapitel 2, endnu inden denne havde åbnet munden: ”Søn, dine synder tilgives dig.” Hvorfor vil kirken i bekymring på evangeliets vegne gøre det sværere at komme ind i Guds rige end at komme ud af kirken?
5) SELVFØLGELIG SKAL der læres.
Evangeliet kalder disciple og ikke pattebørn. Men faldende barnedåbstal vendes ikke ved at ”gentage de samme dumheder”. Der tænkes i mange kreative retninger for at nå familier i babyhøjde, så vi kan få lov at døbe deres børn. Ikke et ondt ord om dét. Men kirkens bragesnak om ”hud og hår-opstandelse” og argumentation mod ”homovielser” har fremmedgjort flere modne mennesker, end pastasovs kan hente hjem. Det er voksne, der lader deres børn døbe. Infantilisering og sentimentalisering af evangeliet er ikke den rigtige strategi for at vende kurven.
Jeg udfordrer derfor præstestanden til at erstatte 10 procent af babysalmesangen med studiekredse og filosofiske saloner med videre. At have Gud til far gør nemlig ikke mennesket barnligt. Barnekåret gør myndigt som arving (Gal. 4, 6). Hvorfor læser man ved en konfirmanddåb ikke denne smukke tekst fra Johannesevangeliets kapitel 1 i stedet for Markusevangeliets kapitel 10 om Jesus og de små børn (der heller ikke handler om dåb):
”Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.”
6) MAN BLIVER EN KRISTEN i dåben.
Mange er i dag kristne uden at være troende. Kan man det? Det er i hvert fald situationen. Bedrevidende kan kirken skyde dette ønske om kristen identitet ned. Men det er postmodernitetens gunstige vilkår for overhovedet at være folkekirke. Denne kristendom kan ytre sig i ønsket om at støtte kirken som kulturbærende institution og folkeligt samlingspunkt uden at skulle lade sig døbe til at være medlem. Men der skal langt mere voksent teologisk arbejde til, hvis forældre skal se relevansen i at lade deres børn døbe. Vejen til flere døbte er ikke at ”lægge hindringer i vejen” for folk ved at gøre oplæring til et krav – først – eller ved at insistere på ”umyndigheden” hos moderne modne mennesker.