Kronik af Bent Lexner, overrabbiner i København
DA ANORDNINGEN AF 29. marts 1814 blev givet til de danske jøder, havde der været jøder i Danmark i mere end 150 år. De 150 år havde ikke været nogen dans på roser for de jøder der havde fået lov til at komme ind i landet.
Omkring 1711 boede der i København 350 personer, der tilhørte den jødiske nation, ikke desto mindre frygtede magistraten, at der ville komme flere, og de udstedte en forordning, hvoraf det fremgik, at ingen jøde i fremtiden kunne bosætte sig i København medmindre han ejede 1000 rigsdaler. Eller indrettede en form for manufakturhandel.
Ingen jøde kunne blive medlem af et handels- eller håndværkerlav. I forhold til mange andre lande blev de behandlet hæderligt, men ingen tvivl om, at der herskede stor mistillid til den jødiske befolkning.
Der kom flere jøder til, og de evnede lidt efter lidt at skabe en rimelig tilværelse for deres familier. Jødiske børn kunne dog fortsat ikke gå i kristne skoler, og derfor ansøgte en del af menigheden i 1770 magistraten om tilladelse til at ansætte særlige skolemestre til deres børn.
Man levede temmelig isoleret fra det øvrige samfund og indrettede sit liv efter de gamle jødiske traditioner. Man havde sit eget fattigvæsen, og ægteskab og skilsmisser foregik i henhold til de rabbinske love.
Påvirkninger, ikke mindst fra Tyskland, gjorde, at en gruppe jøder begyndte at arbejde for, at jøderne mere og mere skulle glide ind i det danske samfund og assimilere sig. Efter en del stridigheder mellem de mere moderne indstillede og de traditionelle accepterede de forskellige grupper en kommission, der skulle sikre, at menigheden blev styret efter statens love, og at for eksempel offentlige protokoller fremover skulle affattes så vel på dansk som på tysk.
LÆS OGSÅ: LEDER: Jødisk frihed er igen under pres
I 1801 fik jøder ret til at erhverve jord, og da adskillige jøder endog viiste udmærket got forhold i slaget på Kjøbenhavns Rhed den 2. april, nåede kancelliet til den kendsgerning, at det ville være en uretfærdighed mod disse, at de ikke måtte deltage i statens forsvar, og herefter kunne jøder også aftjene værnepligt.
I 1805 åbnedes en skole for fattige jødiske drenge, og i 1810 gav Frederik VI tilladelse til at oprette en jødisk pigeskole, der fik navn efter hans datter Caroline.
NÅR JEG IGENNEM TIDERNE har tænkt på ovennævnte anordning, har det først og fremmest drejet sig om det, der foregår i synagogen. På mange måder blev assimilationsprocessen toneangivende for, hvorledes synagogen, der blev indviet i 1833, kom til at fungere.
På trods af mange brydninger, blev det en synagoge, hvor man holdt ortodoks gudstjeneste. Der var en del pres fra mere reformvenlige kredse om, at den nye centrale synagoge skulle ligne de tyske reformsynagoger, men dette skete ikke.
Først og fremmest fordi menighedens daværende overrabbiner, Abraham Alexander Wolff, gennemtrumfede fastholdelsen af, at de velkendte traditionelle bønner skulle bedes på hebraisk, samtidig med at han kastede små krummer ud til reformbevægelsen.
Han accepterede en såkaldt konfirmation en højtidelighed, hvor så vel drenge som piger skulle overhøres i religion, og han indførte, at der før og efter prædikenen kunne synges salmer på dansk, der som oftest var gendigtet fra nogle af Davids Salmer, og han udgav en agenda eller vejledning i alt, hvad der knyttede sig til det jødiske livs ritualer og forordninger.
Denne agenda danner fortsat baggrund for synagogens centrale placering i menigheden, og selvom der er sket små evolutioner undervejs, så er denne lille bog et fremragende bevis på, at der dengang i 1833 blev lagt nogle linjer i Det Mosaiske Troessamfund, som gælder den dag i dag.
Et af de fornemste værker, der beskriver jødernes historie i Danmark, er skrevet af den kirkehistoriske professor Martin Schwarz Lausten. Den bog, der beskriver forholdet mellem kristne og jøder efter anordningen, har han navngivet Frie jøder?.
Spørgsmålstegnet antyder de spørgsmål, han forsøger at besvare. Blev jøderne virkelig frie, og følte de dette? Det fører alt for vidt at komme ind på det fremragende materiale, som han benytter som svar på disse spørgsmål, men et par episoder er nu meget belysende for den omtalte frihed.
Det må siges at være højst mærkværdigt, at anordningen indeholder en bestemmelse om, at det var kongen, der skulle udnævne præsten ved synagogen. I dag er der fortsat en kongelig udnævnelse, men det må betragtes mere som en ceremoniel sag, men dengang drejede det sig om en enevældig konge.
Efter at Abraham Alexander Wolff var blevet ansat i menigheden i 1828, blev det bestemt af kongen, at Wolff inden for to år skulle holde sine prædikener på dansk. Hvor fremragende han var som prædikant på tysk, lige så håbløs var han på dansk, og Wolff anmodede gentagne gange kongen om udsættelse.
Kongen besluttede, at i løbet af året 1836 skulle hver fjerde prædiken holdes på dansk, og fra 1838 skulle alle prædikener holdes på dansk. Et kuriosum er, at det faktisk var Wolff, der havde ønsket dansk indført i den ortodokse gudstjeneste.
Et andet tilfælde, hvor jøderne måtte afgive frihed og lade andre bestemme, drejede sig om regler for omskærelse. I den før omtalte agenda havde Wolff skrevet, at man fremover ikke kunne foretage drengenes omskærelse i kirken, men at dette, i modsætning til tidligere, skulle foregå i familiernes hjem.
EN ISRAEL SALOMON sendte en forespørgsel til Danske Kancelli, hvor han bad om tilladelse til, at omskærelsen af hans endnu ikke fødte dreng kunne foregå som hidtil i synagogen. Det Danske Kancelli ville ikke i første omgang selv tage stilling til sagen og sendte forespørgselen videre til høring hos Københavns Magistrat. Efter mange møder besluttede Danske Kancelli ikke at efterkomme ansøgerens ønske.
For at man kunne være sikker på, at jødiske drenge og piger fik ordentlig undervisning, indstiftede man en offentlig religionsprøve, svarende til konfirmationen i den kristne kirke. Der blev nedsat et udvalg, der skulle kontrollere, om nu prøven blev afviklet efter de lovmæssige krav.
Som eksempel på en af indberetningerne fra udvalget anfører Martin Schwarz Lausten følgende fra 1835: Den 17de i denne Maaned blev igien, i vor Overværelse, af Præsten ved det mosaiske Troessamfund her i Staden, Doctor Wolff, foretaget den i den §14 af Anordningen for bekjendere af bemeldte Tro ommeldte offentlige Religionsprøve (...) med 29 Drenge og 29 Piger. Indberetningen slutter med en konstatering af at: Handlingen blev foretaget med Høitidelighed og Orden.
Jeg er ikke helt klar over, hvornår man forlod dette krav om religionsprøve, men konfirmationshøjtideligheden i synagogen fortsatte igennem 150 år.
Siden 1814, eller i det mindste siden 1849 ved Grundlovens vedtagelse, har jøder i Danmark nydt at være en aktiv, ofte stille minoritet i det danske samfund, og det har passet jøderne godt. Vi har følt, at vi var helt integreret og respekteret, og kun sjældent har der været grund til at råbe op.
Desværre må vi erkende, at de seneste år har vist, at det ikke er sikkert, at denne accept og tolerance vil fortsætte. Nogle sætter i dag spørgsmålstegn ved væsentlige elementer i jødedommen, omskærelse og alternativ slagtemetode. Der tales blandt andet om hensynet til dyrene.
Jeg ville ønske, at man i anledning af 200-året for jødernes frihedsbrev ville erkende, at den religion, som i dag påstås at være dyrefjendsk, er den religion, der først og fremmest har ført begreber som moral og etik ind den moderne verden, moral og etik så vel over for dyr som over for mennesker.
Jeg håber trods alt, at Danmark fortsat anser den jødiske minoritet som et aktivt og positivt element og vil forstå, at majoritetens fornemste opgave er at forsvare minoriteten.
Bent Lexner er overrabbiner i København