Prøv avisen
Kronik

Holdninger til aktiv dødshjælp bør undersøges nærmere

Helle Timm

Et flertal i befolkningen ønsker, at aktiv dødshjælp bliver lovligt. Men læger og politikere siger nej, og argumenterne for og imod bare gentages og gentages, skriver kronikøren forud for et lukket samråd i Folketingets Sundhedsudvalg om emnet på onsdag

Debatten om aktiv dødshjælp ruller igen.

Aktiv dødshjælp er et kompliceret emne: Hvad menes der overhovedet, og hvordan skal man forholde sig til det?

Debatten kommer stadig ikke rigtig ud af de sædvanlige riller – for og imod, for og imod. Måske fordi vi aldrig undersøger holdninger og argumenter og deres ståsted nærmere?

Der er nødvendigvis forskel på at deltage i debatten som alvorligt syg/svækket/handicappet, som pårørende, som læge eller som folkevalgt. Forskellen handler ikke kun om personlige erfaringer, præferencer og holdninger – men om erfaring og viden, bundet til position og magt (eller magtesløshed).

Denne gang er debatten foranlediget af et konkret tilfælde og en dom i forbindelse med en mands drab på sin syge hustru. Aktiv dødshjælp, eutanasi, er forbudt i Danmark.

Men den aktuelle debat er også foranlediget af nye kliniske retningslinjer for bedøvende medicinering ind i døden, palliativ sedering, som er tilladt i Danmark. Banen er kridtet op: Hvorfor er den ene handling ulovlig og den anden lovlig, og hvem har magt til at bestemme hvorfor, hvornår og hvordan?

Det kan være hjælpsomt at skelne mellem følgende former for hjælp til at dø:

Lindring indtil døden, inklusive bedøvelse og dyb bedøvelse (palliativ sedering). Lovligt i Danmark.

Assisteret selvmord (hjælp til at dø for egen hånd). Ulovligt i Danmark.

Aktiv dødshjælp (hjælp til at dø for en andens hånd). Ulovligt i Danmark.

Dernæst er der holdninger for og imod. De mest gennemgående argumenter er den enkeltes ret til selv at bestemme over for en samfundsmæssig beskyttelse af svage borgere, herunder trængte pårørende.

Flere undersøgelser viser, at et flertal af ”befolkningen” ønsker at have mulighed for aktiv dødshjælp, mens et flertal i Folketinget er imod at ændre den nuværende lovgivning. Folketinget har opbakning fra de lægefaglige organisationer og fra et flertal i det rådgivende organ Det Etiske Råd.

Ovenstående er blevet beskrevet som et gab mellem befolkning og folkevalgte. Og det er her, perspektiver, positioner og magt/magtesløshed kommer ind.

For man kan ikke, om man diskuterer nok så meget – eller lovgiver anderledes – overvinde forskellen mellem at anskue et fænomen fra et personligt perspektiv, et professionsfagligt eller et parlamentarisk. Men man kan kende og prøve at forstå ”fornuften” i de respektive perspektiver.

Ét skridt på vejen er at undersøge de forskellige positionsbårne perspektiver nærmere: Hvorfor vil et flertal af borgere gerne have muligheden for aktiv dødshjælp, hvorfor vil læger generelt ikke, og hvorfor vil et flertal af folkevalgte ikke?

Et flertal af danskere er ifølge opinionsundersøgelser interesseret i, at der i forbindelse med livstruende sygdom er mulighed for aktiv dødshjælp.

Hvad der er meget vigtigt i den forbindelse er, at deltagerne i en undersøgelse gennemført i PAVI/REHPA også giver udtryk for manglende tillid til, at det eksisterende sundhedsvæsen, hvis de eller deres nærmeste blev ramt af alvorlig sygdom, vil kunne lindre deres psykiske, sociale og eksistentelt-åndelige lidelser (omend deres fysiske).

Hele udgangspunktet for den internationale hospicebevægelse og for udviklingen af et tværfagligt speciale (i Danmark kun et fagområde), palliation, var at sikre, at de lidelser, mennesker oplever, når de eller deres nærmeste rammes af alvorlig sygdom og trussel om død, lindres.

At mennesker i en livstruet situation får støtte til at leve det liv, de har tilbage, bedst muligt og vished for, at de får hjælp til det sidste – det vil sige til og med døden. Og for de pårørende også efter – til at komme videre med livet.

Der er inden for de seneste 25 år sket en væsentlig udvikling af specialiseret palliativ indsats i Danmark, således at der nu er hospicer, palliative teams og palliative specialafdelinger i de fleste regioner. De kommer hvert år en stor gruppe af kræftpatienter (97 procent har kræft, tre procent andre sygdomme) og deres pårørende til gode.

Der er også voksende fokus på den basale palliative indsats på almindelige hospitalsafdelinger og i kommunerne. Men det er altså ikke nok til at give befolkningen tillid til, at de nok skal få den nødvendige hjælp. Hvorfor ikke?

Formodninger kunne være: Mange oplever, at alvorlig sygdom, svækkelse og død er et vilkår, som man ikke kan forudsige eller planlægge – men kun frygte.

Frygten kan hænge sammen med, at mange ved, at det langtfra er alle, der kan få hjælp fra eksperter. Og mange ved, at den (i forvejen begrænsede) støtte og hjælp, man kan få på hospitaler, på plejehjem og i hjemme- og sygepleje er underlagt stadig flere krav om besparelser og effektivitet.

Det er ikke sikkert, disse formodninger holder stik, og der kan være flere. Uanset hvilke, bør man vel undersøge de erfaringer og forståelser, der ligger bag et udbredt ønske om aktiv dødshjælp som en mulighed?

Og så er der lægernes perspektiv. Lægernes organisationer og Dansk Selskab for Palliativ Medicin er modstandere af aktiv dødshjælp.

I de etiske regler for læger i Danmark betones det, at en læge skal tjene samfundet og sine patienter bedst muligt, blandt andet ved at følge hans/hendes ønsker. Hvad det faktisk indebærer, vil altid være en konkret vurdering inden for de til enhver tid givne samfundsmæssige rammer.

Der er ikke noget i hverken lægeløftet eller de etiske regler for læger i Danmark, der forhindrer deltagelse i aktiv dødshjælp – hvis det vel at mærke var lovligt.

Men hvorfor er lægerne ikke interesseret i en lovliggørelse? Et centralt argument er, at der er udmærket råderum for at lindre selv alvorlig lidelse inden for gældende lovgivning.

Men man kan have en formodning om, at lægernes råderum i forhold til at lindre ind i døden kan være forbundet med uklarhed og/eller utryghed hos borgerne. Hvad er det, lægerne allerede må og kan?

De må ifølge gældende retningslinjer lindre ”en uafvendeligt døendes” ubærlige lidelser ved at bedøve den døende – ind i døden. Enten ved dyb bedøvelse i form af palliativ sedering eller ved gradvis og løbende lindring indtil døden.

For lægfolk kan det opleves som vanskeligt at se forskellen på denne praksis og aktiv dødshjælp. For lægerne (og inden for gældende lovgivning) er den helt afgørende forskel, hvorvidt intentionen er at slå ihjel eller at lindre (uanset udkommet er det samme), samt hvorvidt den pågældende er uafvendeligt døende eller ej.

Men vi er vel nødt til at få undersøgt og formidlet bedre, hvad der faktisk foregår i dette lovlige råderum. Ikke bare set fra lægers og andre eksperters perspektiv, men også fra patienters og pårørendes?

Og endelig er der den lovgivende forsamling. Politikerne skal forvalte balancen mellem den enkeltes og almenvældets interesser. Og det er langtfra enkelt her.

Loven om fri abort er det bedst sammenlignelige eksempel på det dilemma, det er at lovgive på et område, hvor det handler om liv og død. Lovgivning bygger på forhandling og valg taget inden for bestemte samfundsmæssige rammer.

Aktuelt skal politikerne forhandle ud fra befolkningens manglende tillid til sundhedsvæsenet/ønske om aktiv dødshjælp som en mulig ”udgang”, dokumenteret mangel på tilbud om lindring til alle, der lider alvorligt på grund af livstruende tilstande samt politikernes egne erfaringer og overbevisning. Er der ikke brug for at undersøge det såkaldte gab nærmere, forud for ændret lovgivning