Homoseksuel præst: Derfor har jeg valgt cølibatet

Sex er blevet gjort til en nærmest guddommelig livskraft, som kan skabe lykke. Den tankegang præger homobevægelsen og identitetspolitikken. Jeg har fundet det frugtbart at møde min homoseksualitet med cølibatets udfordring, skriver dagens kronikør

Det handler om at finde veje til at leve et sundt liv i cølibat og undersøge, hvordan det kan åbne veje til et dybere spirituelt liv med Gud, skriver dagens kronikør.
Det handler om at finde veje til at leve et sundt liv i cølibat og undersøge, hvordan det kan åbne veje til et dybere spirituelt liv med Gud, skriver dagens kronikør.

I DEN MODERNE lutherske tradition står cølibatet – det vil sige en permanent eller periodisk tilstand af seksuel afholdenhed – ikke særligt stærkt. Dette hænger dels sammen med Martin Luthers betoning af familielivet frem for klosterlivet, dels at kirken i sin tilpasning til en (post)moderne virkelighedsforståelse har udvandet først rammerne og dermed siden indholdet af den bibelske seksualitetsforståelse.

Som det vil være mange af Kristeligt Dagblads læsere bekendt, befinder vi os i en tid, hvor stærke kræfter forsøger at omdefinere den måde, vi mennesker er sammen på i det intime samliv og i familien. Queer-ideologien er et udspring af den såkaldte seksuelle revolution, som fandt sted i årene omkring 1970, hvor pornografiens frigivelse og den fri abort gav gode muligheder for, at seksualiteten kunne udfolde sig på måder løsrevet fra det etiske ansvar, som ellers knytter sig til seksualiteten. Desuden skabte det grobund for, at seksualiteten kunne udleves på alternative måder i overensstemmelse med samfundets udvikling bort fra den kristne kulturforståelse.

Der er en populær og udbredt opfattelse i vores tid, som siger, at mennesket er et højtudviklet dyr, der langt hen ad vejen kan slippe af sted med at give sig hen i et selvoptaget liv præget af instinkter. Sex er blevet gjort til en nærmest guddommelig livskraft, som i sig selv kan skabe lykke og livsfylde. Det er en tankegang, som præger homobevægelsen og dermed også identitetspolitikken. Jeg har lyst – derfor er jeg: Min lyst er min identitet.

En anden og lige så skæv opfattelse gør seksualiteten til noget mindreværdigt. Mennesket bliver en dualistisk størrelse, hvor det kropslige står som noget mindreværdigt i forhold til det sjælelige. Det gælder derfor om at undertrykke det seksuelle, og det er nærmest blevet behandlet som noget urent og syndigt. Kirken har i perioder været stærkt præget af en sådan forståelse, og det var en af grundene til, at reformatorerne gjorde ret i at betone familielivet som mindst lige så helligt og gavnligt som et liv i cølibat.

I BIBELSK ETIK er seksualiteten skabt af Gud som en livsforløsende kraft, der skal skabe fællesskab og intimitet. Seksualiteten udtrykker komplementariteten og sammenhængskraften mellem mand og kvinde. Seksuallivet er forpligtende og hører hjemme i ægteskabet, fordi det står i forplantningens tjeneste.

Det fremgår dog også klart, at ikke alle egner sig til at leve i et ægteskab af forskellige grunde, og i dette fremstår seksuel afholdenhed som normen. Det er ikke let, og det vil højst sandsynligt være et uperfekt liv med fald, men ikke desto mindre kan det være et liv, hvor afholdenheden kan åbne kanaler til et dybere åndeligt lag i forhold til relationen med og troen på Gud.

Det handler om at finde veje til at leve et sundt liv i cølibat og undersøge, hvordan det kan åbne veje til et dybere spirituelt liv med Gud.

Dette er især relevant i forbindelse med kirkens håndtering af homoseksualitet og støtte til kristne med en homoseksuel problemstilling. Det har alle dage været den nemmeste løsning blot at give folk, hvad de vil have. Men det kan ikke være kirkens svar, hvis den vil tage sin Herres kald til efterfølgelse alvorligt.

Kirken i Vesten har haft særdeles svært ved at tackle den seksuelle revolution, som har hærget vores civilisation i de seneste 60 år. Der har enten været en tendens til at besvare udfordringen med overfladiske forbud, som ikke gav mening for de berørte, eller bare at give efter og velsigne en livsstil og livssituation, man ikke kunne rumme.

Det har især været vanskeligt for folkekirkerne, som synes at være meget bange for at miste folkets sympati og fremstå som umoderne.

Det kræver ikke mod at indføre vielse af homoseksuelle i dagens Danmark. Det kræver nærmere mod at gå imod tidsånden og vælge den mere udfordrende vej at stå ved det bibelske alternativ. Den nuværende udbredte praksis i folkekirken med reservationsløse vielser af både hetero- og homoseksuelle partnerskaber er visionsløs. Den sætter ikke de nødvendige kritiske spørgsmål ved tidens konsumagtige tilgang til kærligheden, og den afstumper det bibelske kærlighedsbegreb.

I MØDET MED min egen homoseksuelle problemstilling har jeg fundet det frugtbart – både menneskeligt og teologisk – at møde min homoseksualitet med cølibatets udfordring. Det handler ikke om fortrængning og fornægtelse, men om sammen med Gud at vandre ind i en dybere forståelse af mig selv og min seksualitet i lyset af de bibelske udsagn og gennem tilsigelsen af syndernes forladelse.

Her kan moderne psykologi være til stor hjælp, og jeg savner en større kritisk tilgang til fænomenet homoseksualitet fra psykologiens side i den offentlige debat. Vi vil ikke være i stand til at forstå fænomenet homoseksualitet ordentligt, hvis ikke psykologien vil eller må være med til at stille kritiske spørgsmål ved tidens personlighedsdannelser og samværsformer. Det er for billigt bare at sige: At har du lyst, så har du lov.

Cølibatet udfordrer vores samvær med hinanden. En lyststyret tilgang til livet gør det overfladisk og uforpligtende. Livet i seksuel afholdenhed er krævende, men bliver det brugt i det intime liv med Gud, åbner det op for helende kanaler, som man ellers ikke oplever.

Kombineres det med et løbende arbejde med os selv mod personlig modenhed, kan det åbne nye veje, som vi ellers ikke troede muligt. Det har været min egen erfaring i rejsen fra en homoseksuel til en heteroseksuel orientering.

Hvis cølibatet ikke er et liv i dyb afhængighed af Gud og hans arbejde i os, kan det slet ikke skabe den modvægt til tidens massive seksualisering af alle mulige områder af livet, der er brug for.

Når kirken gennem tiderne har forkyndt og praktiseret idealet om det cølibatære liv, har det været i forlængelse af Jesu og apostlenes undervisning om det hellige liv i efterfølgelse.

Vi har for nyligt fejret Mariæ bebudelse, og centralt for inkarnationen står familien. Gud valgte at blive kød i en sårbar jordisk familie, som bestod af en ung uerfaren mor og en usikker far.

Ikke desto mindre blev de udvalgt, fordi det nye liv i verden skabes og formes i foreningen af mand og kvinde i den skaberakt, som går helt tilbage til den første families dannelse i Paradiset: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mos. 1, 27).

Det er i samspillet mellem mænd og kvinder, at det gode familieliv udvikler sig. Konkurrence og kamp mellem kønnene fører til fremmedgørelse og opløsning. Juleevangeliet fortæller os, at Gud åbenbarer sig gennem familien og slægten. Både Matthæus og Lukas har slægtstavlerne med, og familien står som et centralt sted, hvor kendskabet til Gud og livet i Gud gives videre ind i verden.

TIDENS OPLØSNING af familielivet, som det kommer til udtryk i seksuelle eksperimenter og kønsforvirring, må derfor udfordres af kirken. At fremme opløsningen ved at velsigne den, er et groft svigt af kirkens kald og går direkte imod dens budskab. I stedet er kirken kaldet til at øve hjælp og sjælesorg for os, som kæmper med vores seksuelle lyst og identitet, til at finde det, som med Dietrich Bonhoeffers ord kaldes den dyre nåde. Det er den nåde, som gives os, når vi opgiver os selv for det højere mål at følge Jesus Kristus uanset omkostningerne. Her er cølibatet en nødvendig station, som den lutherske kirke trænger til at genopdage.