Coronakrisen har skærpet, hvad vi nok har kunnet se i horisonten, men ikke brudt os om at se: at humanismen er på retræte. Ikke humanitet forstået som almindelig menneskelighed, hjælpsomhed, hensyntagen og endda offervilje. Det er der heldigvis meget af. Men humanisme forstået som livsanskuelse, et sammenhængende kompleks af idéer, der skaber identitet og fællesskab, er på retræte. Hvad er humanisme?
Det er der forskellige opfattelser af. Nogle vil hævde, at den blev grundlagt i antikken af stoikerne og deres moralske dyder som for eksempel tålmodighed, tilbageholdenhed og selvbeherskelse. Samtidig skulle det enkelte individ lære at trække sig tilbage fra verden til fordel for en bevidstgørelse af dyderne. Jo mere bevidstgørelse, jo mere dyd og jo færre ødelæggende lidenskaber.
Andre vil sige, at den egentlige humanisme blev til med kristendommen, hvor netop mennesket og ikke Gud blev sat i centrum for opmærksomheden. Samtidig blev fænomenet næstekærlighed som et påbud bundet til folkets kult og dermed almengjort. Det bevægede sig fra en bevidstgjort, filosofisk uddannet elite til alle folkeslag.
Andre igen vil holde sig til, at humanismens begyndelse var en litterær bevægelse i tiden op til de store reformationer i Europa. Herefter fik humanismen for alvor luft under vingerne som menneskelig selvudfoldelse og mennesket som altings målestok; det centrale begreb tolerance blev efterhånden allemandseje. Hånd i hånd med videnskabernes udvikling i oplysningstiden og kristendommens og kirkernes tilbagetrængning i nyere tid blev humanismen omsat til menneskerettigheder, udvikling af demokrati og nationalstater, og blev kort fortalt det moralske grundlag for politik helt op til vor tid. Næsten alle moralske opgør og i hvert fald alle politiske partier hævder at stå på humanismens grund. Med disse sejre er humanismen som livsanskuelse samtidig blevet utydelig og kan kun dårligt definere et samfundsfællesskab.
Humanismen er i dag blevet til, at kun mennesket kan være autoritet (autonomi). Der findes ingen anden, og autoriteten er blevet mere og mere individuel. Vi er hver vores egen humanist i en eller anden grad.
Den israelske historiker Yuval Noah Harari siger, at mennesket er blevet den eneste kilde til mening, at vores fri vilje er den højeste autoritet af alle, og at et menneskes personlige følelser betyder alt. Om moralen siger humanismen: ”Hvis det føles godt – så gør det.” Om politikken siger humanismen: ”Vælgeren ved bedst.” I forretningslivet hedder det: ”Kunden har altid ret.” Om skønhed siger humanismen, at den afhænger af øjnene, som ser (”Homo deus”).
Det er dette grundlag, som er på retræte. Vi mærker nu begrænsningerne. Nogle eksempler:
1. Helt ligefremt og håndfast kaldes der nu på begrænsning af menneskelig udfoldelse. Vi skal være mere intolerante på fællesskabets vegne. Staten griber hårdt ind, og der skelnes i øjeblikket ikke mellem stat og samfund. Covid-19 vil formodentlig sætte sig i os som en langtidsvirkning. ”Vi skal være sammen om at holde afstand” er et effektivt slogan i coronaens tid, men om kort tid både en umulighed og uden mening. Vi bliver nødt til at rykke mere sammen for at holde noget (og dermed nogle) ude. Mon grænsebevogtningen ved Tyskland bliver fuldstændig ophævet igen? Schengenaftalen, aftalen om den store, grænseløse samdrægtighed mellem meget forskellige individer, betyder ingenting i praksis.
2. Vore moralske konflikter er ikke idébårne og har sjældent noget med Gud at gøre. De er oftest følelsessammenstød, og det gør dem sværere at løse. Deraf udspringer for eksempel hele krænkelsesdebatten herunder retten til at føle sig krænket over meget små ting. Krænkelsesideologerne opløser det større fællesskab for at indføre nogle meget små énmands-følelsesfællesskaber. Det er der ingen fremtid i. Det er en humanistisk blindgyde.
3. En af de blomster, som humanismen har sat, og som vi har ført blodige krige for at værne om og gøde, er menneskerettighederne. De har sejret, og derved har humanismen sejret, men de har – i hvert fald på vore breddegrader – nået en grænse for deres virke og endda overskredet den. Menneskerettighederne kan ikke løse migrationsproblemerne. Vi går til helt op til rettighedernes grænse, presser, forsøger at omgå dem, og det har vist sig nødvendigt.
At vi for eksempel ikke kan udvise serbiske vaneforbrydere, undergraver rettighederne. Det gør ikke menneskerettighederne kassable. Men de er stødt på en grænse og mister dermed autoritet. EU, som bygger på menneskerettighederne, har i mangt og meget været magtesløs undtagen i strengt økonomiske anliggender.
4. Menneskets selvudfoldelse som højeste autoritet, autonomien, vil ødelægge mange menneskers og dyrs tilværelse. Vores fri vilje, at vi gør, som vi har lyst til, kan ikke styre klimaet og kommer aldrig til det. Men vi kan i stort omfang lade være med at forurene, og vi kan lade være med at bosætte os i hver eneste afkrog af kloden. Vi kan blive færre mennesker. Men vi kan ikke længere opretholde et ideal om at gøre, hvad vi har lyst til, for det er ikke svaret på miljøkrise og overbefolkning.
Humanismen som livsanskuelse eller som en pagt, vi har indgået med en autoritativ magt, under hvilken vi frivilligt bøjer os, nærmer sig sin udløbsdato sådan som det sker for ethvert magtfuldt fænomen i historien. Det betyder ikke, at humanismens landvindinger vil forsvinde, men de kan ikke længere begrunde sig selv. De er ikke længere helt selvfølgelige, og de vil udfordres, i takt med at der opstår problemer, som humanismen ikke kan angive en løsning på. Derfor leder vi efter en ny pagt, en autoritet, som har magt over sindene som en gud, for mindre kan næppe gøre det (humanismen har også på mange måder haft status som religion).
Hvad vil det være for en autoritet? Hvilken pagt?
Ingen kan svare, for ingen ved det. Vi skal dog huske, at en sådan ny pagt vil komme fra fuldbyrdelsen af den seneste, altså et barn eller barnebarn af den aldrende humanisme, der som en gammel bedstemor endnu samler familien ved symbolske lejligheder og ikke har anden magt over børn og børnebørn end den, som symbolet indirekte har. Symboler er vore historiske forudsætninger sammentrængt i kortest mulige form. De er vigtige tegn på folkelig identitet, men de skal med jævne mellemrum testes, om de stadig har udsigelseskraft og kan befrugtes af en ny tid.
Testen sker omtrent af sig selv. Den finder for eksempel sted lige nu, hvor covid-19 kalder på noget af det bedste i dansk folkelighed i form af for eksempel omfattende hjælpsomhed og offervilje.
Vi skal blot stille os ind under symbolerne, eksempelvis billedet af den opofrende, maskeklædte sygeplejerske, for at høre, om de stadig kan tale og inspirere. Et af de vigtigste, dronning Margrethe, har allerede talt, ikke som en røst fra fortiden, men netop som en højst levende, symbolsk bedstemor, som dermed er i færd med at forme fremtiden.
Historien kalder af sig selv på fremtiden, som i øvrigt kommer anstigende af sig selv. Humanismen er en del af vores historie, men med vigende definitorisk kraft.
Vi skal tage imod morgendagen med vore symboler i ryggen, og der er flere forskellige i spil, nationale, religiøse og symboler i de enkelte familier. Hvilke der er vigtigst, vil vi fortsat strides om efter undtagelsestilstanden.