SAMMENHÆNGSKRAFTEN skabes af fælles åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af de store ånder, som stod frem i tidens fylde. Disse tidløse sandheder må fastholdes og vedligeholdes gennem opdragelse og undervisning og kun ændres yderst forsigtigt med ny viden og erfaring. Så er vi ikke ubefæstede sjæle.
Sociologen Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere. Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer. Kulturen må besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier. Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier. Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.
Et homogent samfund kan bedre fungere uden evindelige ødelæggende kriser og konflikter, da lovgivningen i høj grad vil være bestemt af de fælles åndelige grundværdier. Men hvis grundværdierne smuldrer, vil der opstå kaotiske tilstande. Og så vil friheden forsvinde. Problemerne skal jo løses. At det ikke er gået helt galt endnu, skyldes, at vi endnu lever højt på de sørgelige rester af den smuldrende åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen.
Vi skal ikke smide alt det gamle væk og indføre noget helt nyt. Det ender altid i katastrofer, fordi lidenskaberne fortrænger besindigheden. Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består da i at genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, den græsk-kristne humanitet, som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk.
Det er muligt, at visse historisk betingede teorier og dogmer må revideres forsigtigt, da intet forbliver upåvirket af udviklingen uden at forstene. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre.
Humaniteten, som er den europæiske højkulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2600 år. Nogle af dens tanker hører formentlig til menneskehedens arketyper. I sin oprindelse bygger den måske på guddommelig inspiration. Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker, også unge intellektuelle, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Og det har kulturradikalismen, nymarxismen og værdirelativismen alle bidraget til.
Humanismen kan ikke erstatte kristendommen. Hvis det menneskelige hovmod fortrænger ydmygheden, ødelægger vi livet på jorden. Hal Koch sagde, at humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazaret, som forkyndte.
Grækerne ville opdrage og forme det enkelte menneske, så dets sjæl kunne blive god og smuk og nå til erkendelse af de største sandheder. For kristendommen var medmenneskeligheden det afgørende. Vi er bundet i vort forhold til næsten.
Men det blev ikke et enten-eller. De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag. I den nyere tid lykkedes det at forene de to kulturstrømninger i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.
I sin berømte, lille bog fra 1945 "Hvad er demokrati" skrev Hal Koch: "Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold."
Derfor måtte den bibringes hvert nyt slægtled gennem opdragelse og undervisning, hvilket Hal Koch selv bidrog til gennem sin store indsats i folkeoplysningens tjeneste.
Men det skete lige præcis ikke i efterkrigstiden! I hvert fald ikke efter Hal Kochs egen tid. Han døde i 1963. Den slags visioner stod ikke ligefrem øverst på den intellektuelle hitliste, hverken hos de kulturradikale, nymarxisterne eller postmodernisterne.
Men det er altså denne græsk-kristelige humanisme, sammenhængskraften er udsprunget af. Den sammenhængskraft, som stadig flere føler savnet af i en splittet og forvirret tid, og som selv ledende politikere er begyndt at efterlyse.
Sidste år hørte jeg i en radioudsendelse et interview med en af de moderne intellektuelle, som ligefrem advarede imod for megen sammenhængskraft, angiveligt fordi den også kan skabe splid! I dag er der nemlig stor uenighed om, hvilke religiøse, politiske og andre værdier, vi skal finde sammen om.
Jeg var noget rystet. Så vidt er det altså allerede kommet. I stedet for at sikre eller forbedre de fælles åndelige grundværdier udsteder disse intellektuelle en falliterklæring. I virkeligheden kommer de til at kapitulere over for de kræfter, som vil nedbryde samfundet. De tror, de kan løse problemet ved at feje det ind under gulvtæppet. Det kan kun skyldes mangel på indsigt, politisk taktik eller opportunisme.
Siden 1980?erne har vi ikke troet på noget. I postmodernismen er "de store fortællingers" tid forbi, for eksempel fortællingerne om kristendommen, det nationale og folkelige, marxismen, liberalismen. Herefter er det enkelte menneske frit stillet. Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder – i filosofi, politik, kunst og litteratur med videre.
Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, for eksempel ved at udfase dem fra opdragelse og undervisning. Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet! Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet.
Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier. Noget lignende er aldrig sket tidligere. Heller ikke i andre kulturer. Det er forbløffende, at det ikke medførte en voldsom kulturkamp.
Men troen på den åndelige virkelighed vil vende tilbage. For udviklingen følger historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det andet. Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur. Den gav os "stene for brød."
Symptomerne på vor længsel efter den tabte åndelige virkelighed er umiskendelige. Materialismen har altid haft kritikken af sig med i bagagen. Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier. Materialismen har omsider raset ud. Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.
Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et større eller mindre epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.
Søren Fonsbøl er forfatter og freelanceskribent