ET ERINDRINGSBILLEDE. Apparaterne summer, lamperne blinker, et drop skiftes, en fugtig klud lægges over den feberhede pande. Hun tager hans hånd, smiler og trykker den en kende. Med et angstfuldt blik trygler han hende ordløst om at blive – blot en stund endnu. Hun tøver, ved, at der er tusinde andre gøremål, men hun kan ikke bare gå. Så hun sætter sig ved sengen, og med sin rolige stemme skaber hun nu et rum af tryghed og forventning, mens hendes blik søger op mod skærmen, der hænger over hans hoved.
Hendes kærlige stemme siger ét, udsvingene deroppe noget andet, og hun ved det. Tankerne løber igennem hende, på dem derhjemme, der lige nu sover trygt, håber hun, på dem derude på gangen, der venter, at hun kommer. Hun ser længe på ham, hans øjne er lukkede nu, han er atter døset hen. Hun slipper hans hånd, rejser sig, lister hen mod døren, ud på gangen. Og derude venter de.
Hun vejer ordene, fortæller dem, hvordan det er fat, at der kommer en læge om lidt. Så slipper ordene op, og hun tager den fremmede kvindes hænder, knuger dem, og hun ved, at hun ved. Hun smiler ned til børnene, der har sat sig på gulvet.
EN TILFÆLDIG NAT på en intensivafdeling. En sygeplejerske, segnefærdig af træthed, som ved, at der er timer til, at hun kan komme hjem, og at der lige nu er brug for hende, for hendes omsorg, hendes pleje, hendes ord, hendes
varme. Men hun må lidt væk, ind på kontoret, blot for en stund, sidde lidt og samle ny energi. Hun slubrer den lunkne kaffe i sig, mens øjnene løber ned over siden på den krøllede avis med overskrifter om nye besparelser, nye nedskæringer. Og hun ved, hvad det betyder, og hun ved, hvem det i sidste instans går ud over. Men hun er magtesløs, hendes ord, hendes klager hjælper intet.
På kontorer langt derfra, bag lukkede døre, bag skriveborde, trækkes der streger, der lægges sammen, trækkes fra, og dér forsvinder de røde tal med et enkelt tryk på en tast.
Men hvad der ikke forsvinder, og hvad der er hendes virkelighed, nat efter nat, er den lidende i sengen, de sørgende på gangen, stemmerne, der trygler om tid, om nærvær. Hun orker næsten ikke mere, men pludselig brydes stilheden af en klokke, og hun må derud igen.
Og så er hun tilbage, har rystet forstemmelsen af sig og gør det, hun skal. For der er ikke andre til det. Hun er alene, og natten er uendelig lang. Timer efter afløses hun af morgenvagten, fortæller i korte, indforståede vendinger om nattens forløb og gennemgår journaler.
Først da hun sidder på sin cykel og langsomt glider igennem den travle morgentrafik, kan hun få det hele lidt på afstand. Men derhjemme venter andre gøremål, morgenmad, madpakker, vasketøj, og først langt op ad formiddagen falder hun sammen i en dyb, urolig søvn med billeder fra natten, der flimrer hen over nethinden.
Adskillige år er gået. Jeg har fået det lidt på afstand. De mange tilkald, der hørte embedet til, sygebesøgene, de natlige samtaler med hende, med lægen, med de pårørende, er fortid. Køreturene hjem i bilen med tankerne på dem, jeg just forlod, dem, for hvem det hele blev uvist, sårbart, og dem, jeg er på vej hjem til. Børnene især, børnene, som i morgen kræver dig og forventer alt godt. Det er fortid nu, præstekjolen hængt bort, men det ligger der alt sammen i sindet som en reserve, som en erfaring af medmenneskeligt overskud, der gav livet retning.
OG SÅ SKER DET, at jeg møder hende igen, sygeplejersken, så mange år efter. Det begyndte med den venstre hånd. Denne prikkende fornemmelse, som du kender, hvis du har ligget på din hånd og arm i længere tid. Hvilket jeg måske også havde. Den sover, som vi siger. Jeg tænker ikke videre over det. Men da det også begynder at prikke og stikke i venstre fod, får jeg disse bange anelser, og da jeg også mærker prikken i underansigtet, og jeg bliver svimmel, ved jeg intuitivt, hvad der er under opsejling. Det er først på aftenen, vi har lige spist, og heldigvis er der andre lige i nærheden, og da jeg let stammende beskriver symptomerne, bliver der øjeblikkeligt ringet 112. Gennem telefonen bliver der givet en kyndig og rolig vejledning i, hvad vi skal gøre, og der går højst 10 minutter, så er ambulancen der, og så går turen til Aarhus Universitetshospital.
Her bliver jeg vel modtaget på Neurologisk Afdeling, hvor en større undersøgelse nu tager sin begyndelse. Efter scanning, målinger og forskellige tjek kan en venlig læge så efter et halvt døgns tid fortælle mig, at jeg efter al sandsynlighed har haft en blodprop i hjernen, som er blevet opløst og ingen skade har forvoldt. Det er godt at høre.
Og dér står hun, bagved, og nikker, og de mange tanker, som har holdt søvnen borte, og de mange gange, hun i løbet af natten har kigget ind på stuen, sat sig, og vi talte dæmpet sammen, flyder nu sammen til en ordløs tak, fordi hun er den, der aldrig giver op, aldrig finder det meningsløst, men altid har øje for den sprække, hvor lyset falder ind.
PÅ VEJ HJEM I TAXAEN ser jeg hende for mig. Hun sidder ved morgenbordet, helt i sine egne tanker. De andre er færdige, er begyndt at rydde af bordet, om lidt på vej ud af huset. Selv er hun ikke særlig sulten, sidder der bare og stirrer lige frem for sig. Urolig. Var der noget, hun havde glemt? Nej, det er ikke det. Det er stemmerne, den stille bøn om at blive, blot lidt endnu. Dem hører hun. Hele tiden. Og hun kan ikke slippe det. Hun ved, hun har gjort det, hun skulle. Også i nat. Og alligevel sidder hun der ved bordet med en knugende fornemmelse af at have svigtet. Systemet? Næppe.
Hun har ydet langt mere, end overenskomsten kræver af hende, og det er ikke hendes overordnede, hun har svigtet. Tværtimod. Nej, det er den sidste patient, hun tilså, og hun kan se den gamles ansigt for sig, høre det hæse åndedræt, mærke den knugende hånd, som hun til sidst måtte slippe. Men nu vil hun bare sove, sove. Det bliver ikke en dyb, glemmende søvn, billederne glider hen over nethinden, ansigterne, blikkene, der følger hende og aldrig lader hende i ro. Og hun ved, at hun i nat skal tage endnu en tørn, endnu en vagt. Ja, hun ved, hvad hun er ansat til at udføre, og hun ved, at det magter hun. Hun ved, hvad der forventes af hende, og hun ved, at det kan hun leve op til. Men hun ved også, at i forhold til den gamle på stuen, som har ligget i månedsvis og kæmpet en ulige kamp med kræften, er hun ikke ansat. Nej, der er hun sat. I ansvar. Og dér er forskellen.
Derinde på kontoret, bag lukkede døre, bag skærmen, er den gamle blot et tal, et personnummer, medicindosering, alt det, systemet har ansat hende til at gøre, og dér er hun den lønarbejder, som overenskomsten har købt hende til at være. Derinde er det ingen sag. Men så snart hun åbner døren, træder ud på gangen og ind på stuen, bliver nummeret et menneske, som hun ved sig ansvarlig over for. Her gælder ingen overenskomstaftaler, nej, her er hun anvist og forpligtet på det menneske, som sætter hende i ansvar. Derfor er hun der også i morgen.