Kronik: I hele mit liv og længe før har prostitution rutinemæssigt været omtalt med flosklen ”kvindens ældste erhverv”.
Underforstået, kvinder har da altid sex at falde tilbage på. Kvinden er udbyderen. Manden er køberen.
Da jeg var ung i 1970'erne gik kvinder (også) i meget korte kjoler, og jeg blev faktisk stiktosset, da en lidt småfuld fars dreng fra det nordlige Københavnstrup til en julefrokost stak hånden op under min kjole og forarget udbrød: ”Strømpebukser! Mænd vil sgu' da ha' et stykke med bart.” Som om det var min opgave at forsyne mænd med det, de gerne ville have.
Jeg har også som ung interviewer på TV-Avisen oplevet den daværende rigsadvokat - det er så længe siden, at jeg har glemt hans navn, og det er nok meget godt - i ramme alvor sige i et interview om problemerne med at få voldtægtsmænd dømt: ”Vi ved jo alle sammen, at kvinder sommetider siger nej, når de mener ja.”
Nogle kan næsten ikke vente, men for andre purunge piger kan det være en rystende oplevelse at blive et kønsvæsen. Jeg taler ikke nødvendigvis om at blive kønsmoden i betydningen at få menstruation, men det øjeblik, hvor man opdager, at mænd ser på én med det dér særlige vurderende blik.
Fra at være et barn, der kan være usynligt til stede i snart næsten enhver situation, er man blevet til det mest udsatte, sårbare og synlige af alt: en kvinde.
Fra det tidspunkt er man selv ansvarlig for, at man ikke ”kommer noget til”. Man skal selv være opmærksom på, i hvilke situationer, på hvilke steder og på hvilke tidspunker af døgnet ens blotte tilstedeværelse kan opfattes, som om man ”er ude på noget”. Og hvis man er det, så er man selv ansvarlig for det, hvis der sker meget mere og langt mere alvorlige ting end det, man var ude på.
Man kan for eksempel som en fuld ung kvinde, der efter en julefrokost havde set sig lun på en flot stilladsarbejder, blive voldtaget af alle hans kammerater, som det skete for nogle år siden. For hvis hun ville med én, ville hun vel også med de andre.
De pågældende blev dømt, men først efter en lang og ydmygende retssag, hvor det blandt andet blev drøftet, om en kvinde er i sin gode ret til at opsøge sex, hvis hun ikke har det dertil indrettede derhjemme.
Kære læser. Mærk lige efter dine egne reaktioner på ovenstående. Var der ikke et strejf af ” hun var nok selv ude om det?”.
Det var nogenlunde samtidig, at Københavns Politi reagerede på en sag, hvor en kvindelig løber var blev slået ned og voldtaget ved Søerne i København, med at gå ud og advare kvinder mod at løbe efter mørkets frembrud. Det kan være farligt.
Det kan være farligt at være kvinde. Det er farligt at være kvinde. Mænd kan være usynlige til møder, i grupper, på gaden, i demonstrationer, i togulykker. Mænd er demonstranter. Kvinder er kvindelige demonstranter. Mænd er passagerer. Kvinder er kvindelige passagerer. Det normale er at være en mand. Kvinder er en slags variant, som må indrette sig efter normens behov.
Synligheden er en del af bevidstheden, når man er kvinde. Der er situationer, hvor man er udmærket tilfreds med synligheden. Hvor man har brug for synligheden. Hvor man gør sig ekstra umage for at være synlig. Når man for eksempel er ”ude på noget”.
Eller hvis man, som jeg har gjort i mit professionelle journalistliv, arbejder i meget maskuline områder som oprustning og sikkerhedspolitik, kan det være en stor fordel at skille sig ud fra mængden. Det er meget nemt for en ung kvinde i korte skørter at tiltrække sig ordstyrerens opmærksomhed på store internationale møder og få ordet frem for de slipsklædte kolleger.
Til gengæld er det meget vanskeligt, nærmest umuligt, at falde i et med tapetet i situationer, hvor man gerne ville være en flue på væggen. Kvinder er ikke fluer på væggen. Ikke engang i kvindeselskaber. Kvinder lægger også mærke til kvinder.
Der er situationer, hvor man drømmer om usynlighed. Drømmen kan især overmande nordiske kvinder under sydlige himmelstrøg, hvor mænds såkaldte beundring kan give sig mere håndfaste udtryk, end vi er vant til. I hvert fald fra ædru mænd. I dagslys.
Synligheden er fra Italien og sydpå ofte så grel, at unge kvinder, der færdes alene, meget hurtigt lærer at bevæge sig hurtigt, målbevidst og med nedslået blik i områder, hvor man meget hellere ville slentre og bruge øjnene.
Man bliver tvunget til at bruge sin energi på at afværge anmassende tilbud i stedet for at kunne opleve og være åben og spørgende.
Man kan somme tider i arabiske lande føle sig fristet til at hylle sig i tørklæder for at kunne gå i fred, men det er slet ikke sikkert, at det hjælper. Jeg har personligt flere gange oplevet det som en lettelse at være i lokaltogets kvindekupéer, selvom det strengt taget er en enestående falliterklæring, at den slags skulle være nødvendigt. En falliterklæring for mænd.
Alt det her er naturligvis min sidelæns måde at krabbe mig hen til overgrebene i den tyske by Köln nytårsnat. De har vakt forståelig opsigt i hele den vestlige presse og er heldigvis også blevet fulgt op af en serie udsagn fra både muslimske og andre mænd, der skarpt tager afstand fra de hårrejsende overgreb.
Det er godt. En af mine unge muslimske venner fortæller mig, at det er korrekt, at udtrykket ”taharrush gamea” betyder ”kollektiv sexchikane”.
Vi er især blevet gjort opmærksom på det i forbindelse med den egyptiske revolution, da tidligere præsident Hosni Mubarak faldt den 25. januar 2011, og da Muhammad Mursi faldt den 3. juli 2013. Der så man de former for massevoldtægter og kollektiv sexchikane på Tahrir-pladsen. Og det kom for alvor i medierne, da den egyptisk-amerikanske journalist Mona Eltahawy senere på året blev seksuelt forulempet, mens hun dækkede demonstrationerne under den første revolution.
Vi skal helst have en vestlig reference, før vi kan forholde os til overgreb. Og vi skal helst holde det ud i strakt arm, så det ikke har noget med os at gøre. Men det har altså heller ikke noget med islam at gøre.
Se her, hvad Tarek Ziad Hussein skriver på Facebook:
”På individbasis findes de her idioter overalt lige fra København til Amman til New York men er i dets kollektive version særligt problematisk i lande som Egypten, Algeriet, Indien med flere. Konceptet har intet, absolut intet at gøre med islam herunder dets historie, teologi, politik med videre. I Mellemøsten udsættes kvinder i alle aldre og både med og uden tørklæde for 'ta'rrus'. Det er en utrolig beskidt og nederdrægtig praksis, som har rod i en kombination af seksuel frustration, fattigdom og sociale faktorer. Vores søstre og mødre er blevet udsat for det, og det er en hån mod dem, når man forsøger at udlægge det som et islamisk koncept. Det er en kulturel praksis i visse kredse, som skal italesættes, fordømmes, og som vi skal have en nultolerance overfor herhjemme.”
Nej, det har ikke noget med religion at gøre. Men det har i allerhøjeste grad noget med mænd og kvinders opfattelse af mænd og kvinder at gøre. Hvor den så kommer fra. Det ansvar må vi alle tage på os.
Lone Kühlmann er journalist og forfatter