Prøv avisen
Kronik

Hundredårskrigen 1918-2018

Gorm Harste, Dr.scient.pol., institut for statskundskab, Aarhus Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Man sagde, at Første Verdenskrig var ”en krig, der skulle gøre en ende på al krig”. Men krigen sluttede med en fred, der ville vise sig ”at gøre en ende på al fred”, som man også har sagt. For krigen lagde grunden til 100 år med krige, skriver Gorm Harste

I DISSE DAGE er det 100 år siden, Gud genopstod fra dødsriget – og så dog ikke. Eller alligevel? Det forlyder, at det er 100 år siden, Første Verdenskrig fandt sin afslutning med våbenhvilen den 11. november 1918 klokken 11. I fire års krig fra 1914 til 1918 deltog 70 millioner soldater i et meningsløst slagteri. Pludselig sluttede det. Ingen vidste, hvorfor dette europæiske familieskænderi var begyndt. Ingen vidste, hvad der var meningen med det. Men alle vidste, at ingen havde flere kræfter til at fortsætte. Den Første Verdenskrig var urkatastrofen for det moderne samfund.

Krigen, sagde man, var ”en krig, der skulle gøre en ende på al krig”. Men krigen sluttede med en fred, der – som man også har sagt – ville vise sig ”at gøre en ende på al fred”. Krig fulgte på krig, Anden Verdenskrig, den kolde krig, balkankrigene og mellemøstkrigene. Nu i år, efter fire års krig mod Islamisk Stat fra 2014 til 2018, kan vi måske håbe, at de seneste 100 års krig er afsluttet. Men det er for naivt ikke at tvivle på det håb.

Under Første Verdenskrig registrerede man 10 millioner dræbte; mens omtrent otte millioner civile omkom. Kroppe blev til småstykker og siden til mudder. Der var så meget, der opløstes. Også aristokratiets næsten tusindårige overherredømme i Europa, ligesom mændenes privilegier faldt bort, da kvinderne skulle stå for samlebåndsproduktionen af dagligt 700.000 granater og bagefter for familiernes sammenhold. Millioner af mænd kom tilbage som krøblinge. Blandt mine fire sønderjyske bedsteforældre døde de to, der så ikke blev bedsteforældre, mens de to sidste overlevede. Og tav stille. Skyttegravenes lidelser satte spørgsmålstegn ved alt meningsfuldt og substantielt. Fysik blev til relativitetsteori, og standssamfundet til sociologisk tvivl. Billedkunst blev til abstrakt figuration, og økonomiens guldfod til komplekse aftaler. Arkitekturens ornamenter mistede mening, så vi endnu i dag ser bygninger, der til forveksling ligner Hitlers bunkere fra Vesterhavet. Også det tier man stille om.

De omtrent 60 millioner krigsveteraner vendte stort set alle tilbage med psykiske sår, granatchok, nervesammenbrud eller rentehysteri, som man sagde dengang. Mange krævede invaliderenter, men kun de fysiske krøblinge fik rettigheder. Psykisk sårbarhed blev til fejhed, skam, angst, skyld og det, vi i dag kalder posttraumatisk stress (ptsd). Så krigen sluttede ikke i november 1918, heller ikke for de pårørende. Depressioner og aggressioner, også blandt de mange millioner pårørende, blev til dagens (u)orden. Sammenbruddet blev også til vækst og til ”de brølende tyvere”. Liv fulgte på død. Gud døde ganske vist i skyttegravene, men genopstod i form af en ny teologi, ny kunst, ny musik og videnskab. Menneskene led det ansigtstab, som vi kan se i Picassos og Jorns malerier. Brudstykker føjedes sammen på ny, og videnskaberne blomstrede som aldrig før. Alligevel gik det som bekendt galt igen. Den 15. februar 1917 havde den tyske hærs diktator, general Erich Ludendorff, besluttet, at frivillige foreninger ikke måtte støtte krigsveteranerne. Dermed forblev de uden psykisk støtte. Følgen blev fornedrelse og umådelig bitterhed. I Tyskland blomstrede veteranorganisationerne, og nogle af dem dyrkede bitterheden i hysteriske forsøg på at anerkende og inkludere sig selv i en heltekult og ekskludere andre. Grunden til den næste krig blev lagt.

Paradoksalt nok havde Versaillesfreden i 1919 gjort Tyskland til taber af krigen. Men alle stormagter havde måttet trække sig, brød sammen eller blev opløst ret beset var Tyskland den mest intakte europæiske stormagt, og havde i den forstand ikke tabt, men vundet krigen eller i hvert fald freden.

Det er netop i de sammenbrudte riger, vi ser de fatale konsekvenser af Versaillesfreden. Den amerikanske præsident Wilson havde foreslået, at ”selvbestemmelse” skulle udgøre princippet for fremtidens orden. Hans udenrigsminister Robert Lansing skrev imidlertid en frygtelig forudsigelse i sin dagbog: ”Når præsidenten taler om ’selvbestemmelse’, hvilken enhed tænker han på? Mener han en race, et territorium eller et fællesskab? Uden en veldefineret enhed er dette princip farligt for fred og stabilitet. Denne frase er simpelthen ladet med dynamit. Den vil rejse håb, som aldrig kan realiseres. Den vil, frygter jeg, koste tusinder af liv. Slutteligt vil den blive diskrediteret og blive kaldt for drømmen hos en idealist, som fejlede i forsøget på at realisere dens risici, indtil det er for sent at kontrollere dem, som forsøger at bringe dens princip til magten. Hvilken kalamitet, at den ytring blev fremsat! Hvilken misere vil den dog ikke skabe!”.

Dermed beskrev han den skæbnesvangre udvikling for Japans og Tysklands greb om verdensmagten, for kolonikrigene, de eksjugoslaviske balkankrige, de russiske borgerkrige – både dengang og mere aktuelt. Frem for alt Golfkrigen, Irakkrigen, Afghanistan-krigen og Syrien-krigen. Faktisk var Wilson dog ikke helt så naiv, for han havde også foreslået Folkeforbundet, forløberen til FN, som samlende princip. Men Folkeforbundet var ikke tvingende, og USA meldte sig ikke ind – ligesom Trump også aktuelt trækker USA ud af alt muligt samarbejde. Pointen er folkeretligt, at suverænitet og selvbestemmelse kun kan konstitueres af sambestemmelse.

Anden Verdenskrig fulgte og blev endnu værre end Første Verdenskrig. Men man lærte at bygge internationale organisationer. Og endnu flere nyopfindelser fulgte også i kølvandet. Jetfly, computere, plastic, menneskerettigheder. Og atomvåbnene. USA begyndte den kolde krig, fordi Sovjetunionens ledelse skjulte sine tabstal for ikke at virke for svag efter landets fortvivlede opslidning i kampen mod Nazityskland.

Den nyeste forskning peger på, at over 40 millioner sovjetiske borgere omkom, deraf over 25 millioner soldater. Faktisk var Jerntæppet mellem Øst og Vest også konsekvensen af, at Den Røde Hær ikke engang kunne organisere hjemkomsten af de traumatiserede soldater. Resultatet af den misforståede trussel var, at USA i 1949 havde 256 atomvåben, da Sovjet fik sit første. Endnu under Cuba-krisen i 1962, da der nær var udbrudt atomkrig mellem Kennedys USA og Khrusjtjovs USSR, var hemmeligheden, at Sovjetunionen ikke kunne hamle op med USA og derfor udstationerede missiler til Cuba.

Kapløbet fortsatte. Det eskalerede, og værst blev det med Reagans aggressive retorik og skarpe oprustning. Den sovjetiske ledelse var, før Gorbatjov blev partisekretær, præget af den mistillid, som Anden Verdenskrig havde indlejret i dens officerer.

Det gik helt galt i efteråret 1983. Den 26. september havde USA’s militær iværksat en storstilet øvelse, men havde glemt at varsle Den Røde Hær. Alt indikerede et angreb. Men vagthavende oberst Petrov fulgte ikke ordren om straks at iværksætte et omfattende modangreb. Han undrede sig over, at USA kun angreb med fem missiler. Og blev efterfølgende afskediget for ulydighed! Den 10. november havde USA’s militær igen iværksat en uvarslet øvelse. De sovjetiske piloter sad allerede i flyene, da USA’s officerer rapporteredes at gå hjem for at fejre 65-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning.

Så derfor er vi her endnu. Var atomkrigen dengang brudt ud, ville menneskehedens historie være slut. Der var 65.000 atom- og brintbomber, alle større end Hiroshima-bomben, som ville være bragt i anvendelse. Formodentlig ville Gud være død, ligesom logik, geometri og matematik, alle videnskaber og alle meningssammenhænge ville være opløst.

Uheldet er, at krigene om verdens meningssammenhænge fortsatte. Traumerne fortsatte og kan i Mellemøsten skabe den samme desperation, som vi så i Europa i mellemkrigstiden. Krige slutter ikke den dag, de afsluttes. Fred er at skabe, bygge og løfte. Betingelsen er samarbejde. Fortsat.