Prøv avisen
Kronik

Psykolog: Husk at glemme dig selv

Kaspar Meitil, psykolog

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi skal huske at glemme os selv lidt oftere. Om det så er, når vi er sammen med vores børn, spiller musik eller læser en god bog, kan selvforglemmelsen minde os om noget, der er vigtigt

JEG HAR EN SØN PÅ FIRE ÅR. Han er sådan et uplanlagt surprise-barn, der kom ind i mit liv, da jeg var 22 år. Hans mor er fransk, og han bor i Frankrig, så jeg ser ham ikke så tit. Alligevel har han på snedig vis fået greb om mit hjerte.

Da han var på besøg for nylig, blev jeg opmærksom på noget. Når jeg er sammen med ham, glemmer jeg fuldstændig at gå op i mig selv. Jeg glemmer alt det, jeg normalt synes er utrolig vigtigt at gøre for mig selv, for pludselig er der noget, der er langt vigtigere: At han har det godt, at han er glad, at han trives, at han hygger sig, griner og får nogle gode oplevelser, mens vi er sammen.

På legepladsen ved Nørrebroparken sidder jeg bare og kigger på, imens han tuller rundt. Han laver sandkager, sandte og tesandkager. Jeg behøver ikke engang være med. Det er fint bare at sidde der i solen og se på ham være i gang.

OG SÅ SKER DER NOGET, idet han tager af sted. Som et buldrende uvejr stormer hverdagen ind over mig igen. Nu skal jeg også have læst det og det, så jeg kan blive klogere, jeg må også hellere komme ned og svømme, så jeg kan komme i god form og se godt ud, jeg skal huske at udvikle mig, huske at få spillet musik, så jeg også er lidt kreativ, hvad mon folk egentlig synes om mit nye profilbillede på Facebook? Min selvcentrerethed er tilbage – pludselig handler det hele om mig.

Der er et ord, jeg er stødt på en del på det sidste, som vist ikke findes i ordbogen: ”egoisk” (engelsk: egoic ). I modsætning til ”egoistisk” så har det ikke direkte negative konnotationer, men refererer blot til noget, der relaterer sig til en selv. Det nærmeste synonym kunne være ”selvcentreret”. Vi ville ikke sige, at det er egoistisk at have lavt selvværd, men her kan vi godt sige, at det er egoisk, for det omhandler en selv – det refererer tilbage til selvet.

Jeg lever et temmelig egoisk liv. Det tror jeg ikke er så unormalt. Meget af min tid bruger jeg på at tænke over, hvad jeg mon kan gøre for at udvikle mig, gøre mig mere glad, mere lykkelig, hvordan jeg kan leve et mere spændende liv.

Der er bare noget paradoksalt ved, at det ofte er lige præcis, når jeg slet ikke går op i mig selv, at jeg faktisk er mest glad, mest lykkelig, og hvor tilværelsen synes mest spændende og levende. Når det lykkes mig at være så opslugt af noget andet end mig selv, at jeg glemmer mig selv fuldkomment – det er egentlig noget af det bedste jeg ved.

JEG HAR I MANGE ÅR interesseret mig for og dyrket forskellige meditative praksisser. Ofte spørger folk ind til det, og så siger mange noget a la ”jeg burde også tage mig noget tid til at finde mig selv” eller ”en dag går jeg også i gang med det der selvrealisering”.

Mindfulnessbølgen har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde med at introducere den buddhistiske psykologi i vores kultur, men at mindfulness er blevet et selvrealiserings- og selvudviklingsprojekt er mærkeligt, når det i grunden er det modsatte: et selvafviklingsprojekt.

Hvis mindfulness leder til, at man finder sig selv, så er der et eller andet, man har misforstået. Det skulle gerne lede til, at man ikke finder sig selv, men at man derimod bliver mere bevidst om sin forbundethed med andre mennesker og resten af verden. ”Selvafvikling” er måske et misvisende ord, da pointen for så vidt er, at der slet ikke er noget selv, der skal afvikles. Selvet er en mental konstruktion – en illusion om man vil – som er dybt indlejret i vores måde at opleve verden på. For hvad oplever vi som det her afgrænsede selv? Som kernen af mig?

Vi ved, at kroppen udskifter alle sine celler på syv år, vi ved, at vores tanker er sammenstykket af tanker fra andre mennesker, vi ved, at følelser eksisterer i relation til det, vi møder i verden. Så hvad er det, der er tilbage, som er mig? Hvis det er min krop, hvem er så mig, der har den? Hvis det er mine tanker, hvem er så mig, der tænker dem? Hvis det er mine følelser, hvem er så mig, der føler dem? Der bliver intet tilbage andet end en illusorisk fornemmelse, ifølge buddhismen.

MEN DETTE ER IKKE KUN en buddhistisk pointe. I den vestlige filosofi kender vi samme pointe fra den skotske filosof Hume og en række af efterfølgende filosoffer, og i dag underbygges idéen af empiriske neuropsykologiske undersøgelser. Da Hume tilbage i 1700-tallet fandt, at selvet ikke findes, beskrev han det sådan her:

”When I enter most intimately into what I call myself, I always stumble on some particular perception or other, of heat or cold, light or shade, love or hatred, pain or pleasure. I never catch myself at any time without a perception, and never can observe any thing but the perception.”

Sidenhen har filosoffer, psykologer og andre videnskabsfolk debateret selvets eksistens. Men i 2000’erne udkom en bog, som rystede mange af selvets forkæmpere. Det var den tyske neurofilosof Thomas Metzinger, der med titlen ”Being No One” nu erklærede, at der var nok empirisk evidens fra hjerneforskningen til at konkludere at ”nobody ever was or had a self.” Selvet er set fra et neurologisk perspektiv intet andet end hjernens konstruktion af en såkaldt ”selvmodel”, en simulation af et selv, som hjernen bruger til at navigere i verden med. Han sammenligner det med en flysimulator, hvor ikke bare himmel, skyerne og flyet er simuleret – også selve piloten.

”Selvløshed” er et nyt forskningsområde, som har fået særlig opmærksomhed de seneste 5-10 år, da man har fundet evidens for, at der er sammenhæng imellem vores mentale trivsel, og hvor selvløse vi er. Her forstås selvløshed som det modsatte af selvcentrerethed. Når vi er mindst optagede af os selv og mest forbundet med verden og andre mennesker, trives vi altså bedst ifølge forskningen.

NOGLE VIL DOG HOLDE FAST I, at selvet eksisterer. Dette gælder særligt fænomenologer, som mener, at selvet skal forstås som et karakteristika ved vores bevidste oplevelse – det, at alt, hvad jeg oplever, altid opleves af mig. Men spørgsmålet er, om dette altid er tilfældet, eller om det bare næsten altid er tilfældet. For kender vi ikke til oplevelser, hvor vi glemmer os selv og går i et med det oplevede? Hvor vi med Peter Bastians ord får os selv af vejen og lader musikken spille? Det vil buddhisterne påstå, og med meditation træner de bevidstheden til at hvile i netop denne såkaldte ”non-duale” væren uden adskillelse mellem et mig og en verden.

Man forsøger ikke at destruere selvet – vi har brug for at kunne sige: ”Jeg har brug for noget at drikke, så nu tager jeg noget at drikke.” Ellers dør vi, og der findes meget psykopatologi, som menes at udspringe af en manglende fornemmelse af selv.

Derimod forsøger man at se igennem den fornemmelse af et selv, som er egoistisk og stolt, og som sætter sig selv over andre. Den, der får en til at tro, at man er verdens navle. Det er den fornemmelse af selv, som kan være ikke god nok eller bedre end de andre – den, der kan få en til at tro, at man ikke har ret til at være her. Det er det selv, vi gerne vil kunne se igennem, for så behøver vi ikke være så selvbevidste, selvkritiske, selvoptagede og egoistiske.

Skal vi så bare droppe vores egne behov, miste os selv og kaste os hovedkuls ud i at prøve at redde verden? Nej, men måske er selvforglemmelsen et åndehul, vi har glemt i vores kultur. Måske skal vi huske at glemme os selv lidt oftere. Om det er på retreat, eller når vi er sammen med vores børn, når vi spiller musik eller går en tur i skoven, når vi læser en god bog, kigger på en smuk solnedgang, tager i byen og danser eller bare taler med et andet menneske, så tror jeg, selvforglemmelsen kan minde os om noget, der er vigtigt.

Skal vi så bare droppe vores egne behov, miste os selv og kaste os hovedkuls ud i at prøve at redde verden? Nej, men måske er selvforglemmelsen et åndehul, vi har glemt i vores kultur

Kaspar Meitil, psykolog