HÅRDNAKKEDE FANS af det officielle Kina og verbalnote-elskere vil gerne minde os andre om, at Tibet har fået det bedre under Kinas overherredømme, end da det var sig selv (hvornår var det for resten?), og dernæst siges det, at Tibet altid har været en del af Kina. Vrøvlediskussioner foregår mest på blogs og i netavisers kommentarspalter, kort sagt på de uforpligtende ords holdeplads.
Da jeg skrev kronik om verbalnotens forræderi i Politiken den 3. januar og i Information den 27. januar i år, var der røster af typen: Hvad forstand har en balletdanser på Tibet? Ganske rigtigt: Det ville klæde ikke alene balletdansere, men sandelig også en del politikere, at være historisk velorienterede, og det giver mig god anledning til at anbefale troværdigt kildemateriale. Derom senere. For at føje spot til skade har visse medskyldige til verbalnoten ifølge Politiken den 18. februar nu fået kolde fødder.
Den kommunistiske hær kaldte sig "befrielseshær", da den i oktober 1950 besatte Tibet og i løbet af et par uger knuste tibetansk militær. Man kan spørge sig om mindst to ting: 1) Hvad skulle tibetanerne befries fra? 2) Hvorfor besætter man med vold en påstået del af sig selv?
Det første spørgsmål leder tanken hen på falske befrielseshære gennem tiderne, ikke mindst sovjettroppernes indtog i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor de russiske soldater havde fået den besked, at de skulle hjælpe de tjekkoslovakiske kammerater, da disse var truet af et vestligt-kapitalistisk kup. Som bekendt var russernes overgreb et vellykket forsøg på at undertrykke den "socialisme med et humant ansigt", som var på vej under ledelse af Alexander Dubcek. Russerne befriede ingen, men forblev i og styrede landet.
De kinesiske besættelsestropper havde fået beskrevet deres mission som at befri Tibets befolkning fra slaveri og truslerne fra vestlig imperialisme. Kinesernes befriede ingen, men forblev i og styrede landet. I øvrigt var hensigten om at gøre tibetanerne til glade kommunister en hensigt, som ingen kan forestille sig uden vold og terror: Tibet havde i stor udstrækning holdt sig "uden for verden" med et feudalt og fremskridtsfjendtligt styre så langt fra kommunisme, som tænkes kan. Tibet har aldrig været en idyl.
At Tibet altid har været en integreret del af Kina er en påstand af kinesisk oprindelse, for samhørigheden er nemlig unaturlig. Tibetanerne er mongolsk-etniske, har eget sprog, egen kultur, møntfod og så videre – og har alt dét, som er synonymt med et selvstændigt folk.
Tilskyndelsen til besættelsen var – groft sagt – forårsaget af Kinas angst for Tibets mulige alliance med USA og England, og at Tibet som "vasalstat" ville glide Kina uafhjælpeligt af hænde og kommunistfjender rykke tæt på. Dette netop som krigen i Korea var i alles fokus, og amerikanerne stod over for at krydse den berømte 38. breddegrad i deres kamp mod verdenskommunismen.
OG NU SOM LOVET: Troværdige kilder vedrørende Tibets nyere historie er dels den franske Claude Levensons værk, "Tibet, la question qui dérange" (oversat til dansk som "Tibet – en anderledes udfordring") og heri hendes omfattende arbejde med at kortlægge Tibets og Kinas ulykkelige forhold.
Dernæst er der voluminøse afhandlinger i bogform, navnlig Melvyn C. Goldsteins "A history of modern Tibet 1913-1951", hvor hver eneste militære, religiøse og politiske begivenhed og hver eneste note gennem et halvt hundrede år er dokumenteret og gengivet.
Kinas voldelige besættelse af Tibet strider imod FN's folkeret, og hvorfor FN-tropper og det såkaldt internationale samfund ikke greb ind, kan opregnes i flere punkter. Her er to af dem:
1) Som det fremgår af diplomatiske noter, breve og telegrammer fra 1949, havde især englænderne betænkeligheder med at gribe fysisk ind og støtte et truet Tibet, fordi man mente, det netop ville kunne legitimere Kinas invasion. 2) Det såkaldt internationale samfund kunne ikke blive enige om Tibets folkeretlige status, og Tibet var ikke medlem af FN.
I maj 1951 blev de slagne tibetaneres delegerede trukket til forhandlingsbordet i Kina, og her blev en 17-punkts-aftale underskrevet – et falsum af pæne ord, som alle blev gjort til skamme i årene frem over. Man kunne spørge: Kan man lave en aftale med en, man undertrykker?
Der har også har været mere godhjertede kræfter i kinesisk okkupationspolitik gennem 1950'erne, men det står fast, at Maos efterfølgende kulturrevolution – som rettelig burde kaldes kulturdestruktion – afstedkom rent barbari over for Tibet. Det står ikke til diskussion.
Når jeg hører, at tibetanerne skulle have det bedre under Kinas militært funderede overherredømme, end de havde det før 1950, må jeg spørge: Hvad godt er der ved, at Tibets natur hærges og plyndres af kineserne, og at der nu dumpes atomaffald? At Tibets templer og klostre sprænges i luften i tusindvis, og at dets kvinder kan tvangssteriliseres?
Er det godt, at mennesker, der vil ud af landet, bliver skudt ved grænserne? Hvad godt er der ved kinesiske bosættelser i et omfang, som ligner grov etnisk fortynding, og hvad godt er der ved at blive sat i fængsel og tortureret, hvis man demonstrerer mod kinesernes overgreb? Hvad godt er det ved, at tibetanere – dybt ironisk – flygter til Indien for at holde fast i deres tibetanske identitet?
De medskyldige til noten hævder gerne, at den danske holdning ikke er ændret, og at vi altid har tilsluttet os en "et Kina-politik" – det siger eksempelvis Jeppe Kofoed (S) fejlagtigt. Endvidere skulle Tibet aldrig have været en selvstændig nation.
DETTE ER usandt. Hør, hvad formand for Støttekomiteen for Tibet, Anders Højmark Andersen, fortalte vores politikere den 11. december 2009: Støttekomiteen for Tibet gennemgik i 1995 Udenrigsministeriets arkiver for at undersøge, om Danmark havde anerkendt Tibet som del af Kina. Det fandt vi ingen beviser på.
Den 20. marts 1996 bekræftede Udenrigsministeriet i et brev til os skrevet på baggrund af deres egne aktstudier, at "Danmark ikke efter det foreliggende på noget tidspunkt har taget officiel stilling til Tibets folkeretlige status". Desuden skrev ministeriet, at "det vel var uomtvisteligt, at Tibet i tidsrummet 1912-1950 de facto havde været uafhængigt". Det er uomtvisteligt, at Tibet de facto har været uafhængigt. Så skulle dét være på plads.
Det lyder fra folk i kviksandet, at vi efter noten stadigvæk kan kritisere Kinas Tibet-politik, og at vi kan invitere (en) Dalai Lama, som det passer os. Vrøvl. Vi har i verbalnoten anerkendt Kinas "suverænitet over Tibet". Suverænitet betyder som bekendt enerådighed, og så blander man sig jo ikke.
Naturligvis har vi også afskåret os fra at invitere Dalai Lama. Vi agerer jo ikke mod en supermagts "kerneinteresser", som emnet ifølge noten sorterer under.
Sluttelig de kolde fødder: Først siger SF's Holger K. Nielsen til Politiken, at frasen i verbalnoten med at modsætte sig Tibets uafhængighed "ikke er noget kønt syn".
Hvorfor i al verden gik han så med på det, den pæne mand? Niels Helveg Petersen (R) siger, at "retorikken er ny og ikke heldig". Altså noget værre møg? Holger K. vil da gerne "omformulere noten", hvis Socialdemokratiet går med. Aha?
Oppositionen forsømte alle tiders lejlighed til at skyde verbalnoten ned og dermed fremstå som bærer af moral og anstændighed. Måske var partierne bange for i en valgkamp at tabe stemmer ved at blive beskyldt for at spænde ben for et restaureret Kina-forhold og for nationalt set at være økonomisk uansvarlige.
Det forholder sig stik modsat. Der er stemmer i at bevare anstændighed og holdning intakt. Har man glemt det?
Eske Holm er balletdanser og debattør