Prøv avisen

Hvad enhver bør vide om skilsmisser

"Det er min påstand, at en skilsmisse for den forladte part ofte er langt værre end at miste ægtefællen ved dødsfald", mener dagens kronikør. Foto: Adam Haglund

Skilsmisser er en katastrofe for mindreårige børn. Derfor skal de voksne holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Søren, frem for at han hører på mor og fars eventuelle skænderier. Skilsmisser er ofte også en katastrofe for den efterladte part, der ikke ønskede at blive skilt

Er det godt at kunne blive skilt med et hurtigt klik på nettet? Det spørgsmål blev for nylig stillet i en debatudsendelse i DR. En ny skilsmisselov betyder nemlig et farvel til den automatiske seks måneder lange separationsperiode, men er det godt eller skidt, at ægtepar nu kan surfe direkte til skilsmisse? Mit svar lyder: Skidt!

LÆS OGSÅ: Klik i politik og ægteskab

Selvfølgelig er det vores eget frie valg at blive skilt, men det er først her i 2010erne, at konsekvenserne af de mange familiesammenbrud for alvor viser sig. Vel har der været meget debat om den pris, som skilsmissebørn i højkonflikttilfælde betaler, men hvor (samfunds)skadelige skilsmisser generelt er, står ikke højt på den politiske dagsorden. Det til trods for, at det er et faktum, at de voksnes rettigheds- og selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand.

Et par eksempler må række her: Skilsmissebørn ender hyppigt i specialundervisning og har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn i ubrudte parfamilier. Endvidere bliver skilsmissebørn ofte enlige som voksne. Godt hver femte skilsmissebarn er enlig som voksen, mens det kun gælder for hver tiende i befolkningen som helhed.

Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Søren, frem for at han hører på mor og fars eventuelle skænderier.

Skilsmisser er en katastrofe, hvor der er børn involveret, men hvad værre er: Skilsmisser er også en samfundsmæssig katastrofe, fordi de skaber jegsvage og skrøbelige individer. Til sidstnævnte kategori hører en stor gruppe af mennesker, der typisk har fortabt sig lidt i skilsmissetågerne, og som kan karakteriseres med etiketten: den ufrivilligt forladte part.

Det er min påstand, at en skilsmisse for den forladte part ofte er langt værre end at miste ægtefællen ved dødsfald. Tesen vil jeg underbygge ved at gengive en række hovedsynspunkter og argumenter i en artikel af cand.psych. Søren Braskov, der bærer titlen Skilsmisse eller dødsfald hvad er værst?. Heri sætter han sig for at sammenligne tab af ægtefælle ved henholdsvis død og skilsmisse og konkluderer, at den påtvungne skilsmisse på en række områder er vanskeligere for den, der sidder tilbage.

I det følgende formidler jeg hans 10 teser i stærkt forkortet form og minder læseren om, at skilsmisse her dækker over den påtvungne skilsmisse.

Tese 1: Det er din skyld!

De fleste skilte martres af skyld og skam. Hvad er det med mig? Hvad har jeg gjort galt? Den efterladte til den afdøde kan derimod fastholde sin uskyld: Det er ikke min skyld, at min kone fik kræft det kan den fraskilte ikke.

LÆS OGSÅ: "Husk den juridiske forudsætning for ægteskabet"

Tese 2: Halvdelen af boet forsvinder

Ved en skilsmisse skal boet gøres op, og en del af indboet vil gå til den anden. Der kan føjes spot til skade ved, at den forladte tvinges til at forlade den tidligere fælles bolig. Det oplever man ikke ved et dødsfald, hvor den efterladte ofte kan blive boende. Endvidere er boet intakt. Familiealbummet er ikke revet op. Bøgerne står, hvor de altid har stået, og billederne hænger, hvor de plejer at hænge. Hvis vi også taler om mistet samvær med børnene, bliver ulykken endnu større.

Tese 3: Børn og familier skal forholde sig

Ved en skilsmisse skal børnene og samværet deles med den anden. Det er en meget vanskelig og smertefuld øvelse. Eksfamilien mister man som oftest også kontakten med. Samme dilemma og fravalg oplever efterladte ikke. Disse er eneforældre, men måske knyttes båndene endnu stærkere til børnene. Højtider, traditioner og så videre kan forblive intakte, og den efterladte fastholder oftest kontakten til svigerfamilien uden problemer. Oven i købet opleves der måske en masse omsorg og støtte herfra, fordi man kan samles om mindet om den afdøde. For den fraskilte forholder det sig lige modsat.

Tese 4: Vennerne skal forholde sig

På samme måde som familien bliver også vennerne i en skilsmisse involveret. Der er forskel på, hvor konfliktfyldt skilsmissen har været, men alle skilte oplever ændringer i vennerelationerne og at blive valgt fra til fordel for den anden.

Den efterladtes venner behøver ikke i samme grad at vise solidaritet, for her er ingen konflikt. Selvfølgelig kan nogle af de efterladtes venner også forsvinde, fordi kontakten ikke er stærk nok, men der er ikke i samme grad tale om valg eller fravalg.

Tese 5: Økonomisk er der ingen kompensation

Det er dyrt at bliver skilt. Der udbetales ingen livsforsikring, og der kommer ikke nogen ægtefællepension. For den efterladte er situationen ofte den, at der udbetales forsikring for den efterladte samt ægtefællepension. Den økonomiske situation er altså langt mere fordelagtig.

Tese 6: Ingen begravelse ingen ritualer

I kirkelige kredse er man begyndt at diskutere, om man i lighed med bryllupsritualet også skal have et skilsmisseritual. Begravelsen indeholder muligheden for, at præsten og nærtstående kan give udtryk for, hvad afdøde har betydet for verden og for én selv. Ofte indeholder disse taler også ord til den efterladte. Som skilt får man intet ritual, selvom man sørger mindst lige så dybt.

Tese 7: Der er ikke noget at græde over

De fleste kan godt sætte sig ind i, at en skilsmisse er en psykologisk hård omgang. Alligevel er det Sørens Braskovs oplevelse, at det vækker irritation hos de fleste, hvis den fraskilte tuder alt for meget og for længe. Hvorimod det er lige før, det er smukt, hvis den efterladte taber sig 10 kilo og har sorte og forgrædte øjne. Den efterladte bliver mødt med en empati, der ikke bliver den fraskilte til del.

Forskellen hænger sammen med skyldsspørgsmålet: Hvad var nu lige din rolle i skilsmissen? og den fraskiltes gråd og sorg vil i højere grad blive mødt med ord som: Der er nu også fordele ved at være alene, Jeg kunne nu godt selv en gang imellem drømme om at være helt mig selv igen, Så bliv dog vred på den skiderik, han fortjener ikke andet. Med andre ord: Den fraskilte skal se at komme videre.

Tese 8: Nu må det snart være slut

Tesen ligger i forlængelse af tese 7. Det er sværere at gøre op, hvornår den fraskilte er ovre sin skilsmisse, fordi en skilsmisse ikke er nær så afklaret som dødsfaldet. Er det for eksempel et psykologisk sundhedstegn, hvis den fraskilte næsten ingen kontakt har med eksen? Skal den fraskilte kunne tåle at se eksen med en ny kæreste eller? Dilemmaer, som ikke på samme måde tynger den efterladte i knæ.

Tese 9: Hvad skal du fortælle den nye?

Hvad skal en potentiel ny kæreste informeres om? Den efterladte enken eller enkemanden har ikke på samme måde et forklaringsproblem.

Tese 10: Alt håb er ikke ude

En væsentlig forskel på skilsmisse og dødsfald er den fortsatte mulige relation. Eksen lever jo lige derovre. Er man fravalgt, er det selvfølgelig rigtig hårdt. Det river i såret at se den anden. Ordsproget Så længe der er liv, er der håb gælder også i kærlighedsrelationer. Alle fraskilte kender til historier, hvor fraskilte igen har fundet hinanden, og sådanne forestillinger giver næring til håb og gør det vanskeligere for den fraskilte at slukke lyset helt. Den efterladte ved, at den døde aldrig kommer tilbage.

Hvad enhver bør vide om skilsmisser er: De er en katastrofe for mindreårige børn og for de forladte. Jo flere der bliver af begge slags, jo dårligere fungerende borgere og dermed samfund. Moralen må vel være: Lad være med at blive skilt. Eller hur?