Hvad er klassisk kristendom egentlig for en størrelse?

Jesus gør i sin afsked med disciplene opmærksom på, at han efterlader dem med en begrænset forståelse, og at Talsmanden, Helligånden, vil lede eftertiden mod stadig dybere erfaring af, hvad kristentro indebærer. Kristendom er altså ikke stilstand, men en vej, hvor vi er betroet livssandhederne på tolkningens vilkår. At tale om klassisk kristendom er derfor dybt problematisk

Johannes Værge er tidligere sognepræst og forfatter, senest til "Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom"
Johannes Værge er tidligere sognepræst og forfatter, senest til "Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom".

Når der strides om den rette tolkning af kristendommen, dukker betegnelsen klassisk kristendom med mellemrum op som modpol til holdninger, man typisk betegner som styrede af tidsånden.

LÆS OGSÅ: Vi er alle bibelutro

I Kristeligt Dagblads spalter sås det hyppigt i sin tid, da Kaj Mogensen og andre fortalere for håbet om alles frelse blev mødt med en ofte forbitret hævdelse ikke mindst fra lægfolk af tanken om dobbelt udgang, det vil sige truslen om evig fortabelse.

Og senest annoncerer selv en dygtig teolog og debattør som Jesper Bacher i Kristeligt Dagblad 31. maj sin kandidatur til bispeembedet i Haderslev Stift med, at han vil repræsentere klassisk kristendom hvor det nu er modstanden mod homoseksuelle ægteskaber, der er i fokus, en nyordning, der ses som udtryk for tidsånden.

Klassisk er en besnærende betegnelse, for derved giver man sit synspunkt skær af noget gedigent og rodfæstet i modsætning til det letfærdigt poppede. Men helt så enkelt forholder det sig langtfra, når det drejer sig om tolkningen af kristendommen, og det er en falsk autoritet, man søger at give sine synspunkter ved at kalde dem klassiske.

I sagen om ægteskabet må man spørge: Hvad er det for en ægteskabsforståelse, der fortjener betegnelsen klassisk? I Det Gamle Testamente ser vi, at spørgsmålet om mandligt afkom var så afgørende i stammesamfundets tid, at det gav manden vidtgående muligheder for at finde bekvemme løsninger, der tilsidesatte kvinden.

I Det Nye Testamente er der et nybrud, tolket klart af Paulus, i ordene om, at i forhold til Gud er der ikke forskel på mand og kvinde, men i de praktiske og samfundsmæssige forhold videreføres hos ham og efterfølgende i kirken alligevel den patriarkalske orden, som var en selvfølge i samtiden.

Sådan forblev det op gennem den europæiske historie, hvor ægteskabet tjente til at sikre familieliv, afkom og ordnede ejendoms- og arveforhold med manden som den overordnede og stærke, dermed forpligtet til at beskytte hustru og børn.

I FORHOLD TIL ARVEN fra antikken kan man sige, at der med kristendommen kom et stærkere aspekt af omsorg ind i ægteskabsforståelsen, men præget var fortsat patriarkalsk, en udmøntning af hierarkiske magtforhold.

Denne ordning kunne man med historisk ret kalde klassisk, men den blev for alvor forladt, da den romantiske kærlighedsforståelse blev dominerende, og man efter megen modstand nåede frem til at anerkende kvinden som en ligeværdig partner.

Det var således et kæmpemæssigt brud med traditionen, da kvinderne opnåede stemmeret i samfundets anliggender, og siden har lovændring på lovændring afspejlet, at ægteskabet og forholdet mellem kønnene er dybtgående ændret i forhold til, hvordan det var for nogle generationer siden.

I historisk perspektiv er der på forholdsvis kort tid sket drastiske ændringer med ægteskabet, og det er derved blevet en sårbar institution, hvad de mange skilsmisser vidner om.

Omfanget af skilsmisser er det for mig at se anderledes påkrævet at tage alvorligt og at søge at forebygge, end det er at bruge kræfter på at reservere ægteskabet for heteroseksuelle. Ægteskabet forstået som en ramme for tryg, gensidig livsudfoldelse styrkes da netop af, at det også søges af andre end af dem, der hidtil har haft adgang til det.

Af Johannesevangeliets skildring af Jesu afsked med disciplene fremgår det, at Jesus gør opmærksom på, at han efterlader disciplene med en begrænset forståelse, og at Talsmanden, Helligånden, vil lede eftertiden mod stadig dybere erfaring af, hvad kristentro indebærer.

Kristendom er altså ikke stilstand, men en vej, hvor vi er betroet livssandhederne på tolkningens vilkår. Det indebærer også, at der ikke er en endegyldig forståelse af ægteskabet, men at Talsmanden har mulighed for at føre os til en forståelse, vi ikke havde før. I kristen forstand findes der ikke en uforanderlig ægteskabsforståelse.

Betegnelsen klassisk kristendom er som nævnt også brugt af debattører, der insisterede på evig fortabelse som en trussel og i det hele taget gik ind for en streng kristendom.

Alternativet er ikke nødvendigvis en ualvorlig, sødladen kristendom, og det, som nu kaldes klassisk kristendom, er ikke det samme som oprindelig kristendom. Hvis vi går tilbage til kristendommens første tid, som jeg har gjort i min seneste bog, Det betroede menneske, viser der sig et brud og retningsskifte, da den hidtil græsksprogede kirke fra omkring år 200 fik nyformuleret teologiens og gudstjenestens sprog ved overgangen til latin i den vestlige del af Romerriget. Det var en romersk jurist, Tertullian, der skabte grundlaget for det begrebsapparat, som den vestlige kirke siden har været afhængig af.

Tertullian var et rigoristisk menneske, dybt optaget af disciplinering af de troende og af markering af, hvem der er indenfor eller udenfor. Det kan netop et juridisk præget begrebssprog meget bedre bruges til end de billedprægede, visionære udtryksmåder, som den græsksprogede kirke havde videreført fra Det Nye Testamente.

MED TERTULLIAN bliver gudsforholdet et retsforhold, som truer med at overskygge det gavmilde faderforhold, som evangelierne og Paulus fremhæver, og skyld og straf får en anderledes fremtrædende plads, netop fordi tænkemåden er juridisk.

Samtidig forstås syndefaldet og dommen på en ny måde. Hvor de græske kirkefædre så virkningen af syndefaldet som en beskadigelse, der kan helbredes af det, som strømmer fra Kristus, og mennesket derved modnes frem mod det mål at blive sandt menneske, blev sagen i den latinske tradition overvejende forstået på den måde, at menneskets natur er blevet så fordærvet, at tugt og trusler må til for at styre mennesket fri af fortabelse.

Dommen var i den græske tradition i forlængelse af Johannesevangeliet forstået som en rensende, helbredende handling, hvor Gud i et forløb vil genoprette sit menneske, en genoprettelse, som Jesu opstandelse fra de døde var åbningshandlingen for.

Den latinske tradition satte derimod fokus på Gud som juridisk dommer og tolkede Jesu død som betaling for menneskets syndighed, en satisfaktion, som de troende kunne koble sig på gennem kirkens ydelser og bestemmelser.

Kirkeinstitutionen kunne på den måde og ved sit trusselssprog få en anderledes magt end i den oprindeligere græsksprogede tradition, hvor kirken fremstod som formidler af heling af det beskadigede menneske, alt sammen båret af en vision om de potentialer, der er nedlagt i skabelsen og i inkarnationen.

Det er en anderledes livgivende forståelse, som vi i dansk sammenhæng heldigt nok fik fornyet adgang til, da Grundtvig fandt bag om latiniseringen og inspireredes af studier i den græsksprogede oldkirkes teologi og gudstjenesteliv.

De debattører, som typisk påberåber sig klassisk kristendom, repræsenterer altså en særlig tolkningstradition, som så langtfra har eneret på at være seriøs. Det er heller ikke den ældste kristendomsforståelse, men mere afgørende er, at den juridisk prægede kristendomsforståelse forvrider gudsforholdet og har medført, at mange mennesker har fået et tungt, angstpræget forhold til kristentroen.

Var det virkelig dét, Talsmanden skulle udvirke?