Hvad er kultur, og hvad kan kunst?

Kulturarven er naturligvis langt mere og bredere end en række fænomener i fortiden, der har været med til at danne Danmark og danskerne. Hvad er vi blevet givet, og hvad giver vi videre til kommende generationer? Sådan spørger dagens kronikør, der blandt andet er grundlægger af Kulturmødet Mors

Hvad er kultur, og hvad kan kunst?
Foto: Michael Erfurth.

HVAD ER KULTUR, og hvad kan kunst? Sådan kunne man destillere dagsordenen for Kulturmødet Mors i august, hvis program løbende offentliggøres i denne tid. I en programerklæring med titlen ”Hvor er Danmark?” har Kulturmødets ledelse oplistet nogle overordnede temaer, som mange af samtalerne tager udgangspunkt i.

Alle sammen kredser de naturligvis om kulturens indhold og kunstens muligheder, men dette år mere end tidligere med fangtråde ud til den samfundsmæssige virkelighed.

I en tid, hvor befolkninger blandes over hele Europa, er det naturligt, at man diskuterer, hvad kultur egentlig er. Er nationale kulturer ved at blive udvisket? Kan et lands kultur virkelig trues af andre kulturer? Findes der ”global” kultur?

Begrebet ”kulturarv” er en væsentlig del af dette. Hvis man kan sige, at kultur bevarer, og kunst bevæger, har kultur en slags vertikal, historisk dimension, mens kunst nok opleves mere horisontalt, altså i samtiden.

Kulturarven bygger oven på noget. Selvom kulturminister Bertel Haarders (V) nye kanon næppe kan siges hverken at være en kunst- eller en kulturkanon, men snarere en slags samfundskanon, tager Kulturmødet Mors 2016 udgangspunkt i Haarders idéer, når man præsenterer et samtalespor om kulturarven.

Kulturarven er naturligvis langt mere og bredere end en række fænomener i fortiden, der har været med til at danne Danmark og danskerne. Hvad er vi blevet givet, og hvad giver vi videre til kommende generationer?

De historiske museer er blandt mange andre institutioner forvaltere af kulturarven, og det er værd at bemærke, at museerne er nogle af de mest benyttede kulturinstitutioner, og det må man naturligvis tage alvorligt, når museerne i disse år udvikler nye formidlingsformer, børster århundreders støv af sig og rækker ud mod nye generationer.

Kulturarven forvaltes også af skolen, og sammen med nye krav til skolen og de kunstneriske institutioner om at samarbejde om at berige børnene både kulturelt og kunstnerisk er skolen højt på dagsordenen i den almindelige samfundsdebat og på Kulturmødet.

Nå ja, og så er begrebet ”dannelse” naturligvis en del af kulturarven. Hvad er dannelse? Er det ”klassisk viden”, eller skal dannelse i dag mere forstås som den fortsatte skabelse af det at være menneske?

KULTUR BEVARER, kunst bevæger. Når man taler om kultur, er det ofte med termer som sammenhængskraft, identitet og kontinuitet, og når man bygger hegn og mure rundt om i Europa i denne tid, er det ofte for at beskytte de forskellige kulturer, nationalstaterne har eksponeret de seneste 200 år. Skærme mod fremmede kulturer og hvad de måtte bringe af udfordringer og problemer.

Der tales om, at vores kultur er truet. En trussel har som regel et specifikt mål, og der er næppe tvivl om, at danskerne – som andre folkeslag – er enige om en ”kultur”, der rummer andet og mere end de frikadeller og det ret abstrakte begreb ”hygge”, der ustandselig sættes til afstemning.

Der kan muligvis inddæmmes et reelt indhold af noget, man kan kalde ”dansk kultur”. Måske er Haarders kanon et forsøg på det. Men kultur har altså et element af bestandighed. Kultur hegner ofte ind.

Kunst derimod er grænsesprængende af natur. Både i den måde, den skabes på, værket i sig selv, og udførelsen og formidlingen af det, blandt andet fordi i hvert fald de ordløse kunstarter i princippet ikke betjener sig af nationale sprog.

I en tid, hvor befolkninger og kulturer blandes over det meste af verden, trænger flere spørgsmål sig på vedrørende kultur og kunst. Hvad er kultur egentlig? Hvordan manifesterer kultur sig i forskellige samfund? Hvilke forskellige funktioner har kultur rundt om? Hvordan spiller kultur sammen med politik, religion med videre?

Og for kunstens vedkommende: Hvad kan kunst? Kan kunst for eksempel hjælpe til integration? Til større forståelse mellem folkeslagene? Måske ligefrem være problemløser i både den nære dagligdag og i større samfundsmæssige perspektiver?

Kultur og kunst er højt prioriterede i de private initiativer, der tages for at imødegå den aktuelle indvandring. Men har kunst en rolle at spille i det – og har kunstneren et samfundsmæssigt ansvar?

Det traditionelle billede af kunstneren, der sidder ensom og fattig på kvisten ved en tælleprås og skaber stor, genuin kunst, har overlevet sig selv. Der er daglige eksempler på, at kunstneren udfordrer samfundet, tager stilling, undertiden temmelig konkret og bastant, og da også straffes for det ved domstol eller den offentlige gabestok.

Kunstnerens stillingtagen, både gennem selve kunsten og i øvrigt ved, at han agerer som andre samfundsborgere og deltager i den løbende debat, bliver mere og mere tydelig. I øvrigt ligesom andre åndsarbejdere som præster, undervisere, socialarbejdere med flere.

Men er det et ansvar, kunsten dikterer? Eller er det blot et tegn på, at ikke engang kunstneren kan leve i sit eget univers, at stillingtagen og engagement bliver mere og mere obligatorisk, des hårdere de politiske og samfundsmæssige linjer trækkes op?

Hvis kunstneren har et særligt ansvar, hvordan forvalter hun det så? Og er vi kommet til et punkt, hvor kunstneren ikke mere kan kalde sig ”kaste- og klasseløs”, hvis han ellers skal overleve som kunstner? Dette hænger naturligvis sammen med, hvad kunst kan og skal.

DEN TRADITIONELLE FORESTILLING om kunst som en størrelse, der er uafhængig og upåvirkelig af andet end ophavsmandens talent, idérigdom og eventuelle ”budskab”, er stærkt udfordret i disse år.

Kunst på recept, kunst som eksport‑ vare, kunst i videnskabens og uddannelsens tjeneste med videre er blevet virkelighed. Det handler om, at man ser nye muligheder i kunsten, men også om, at kunst rent faktisk indeholder en kapital af viden, erfaring, innovativ kraft, visioner og fantasi, som samfundet har brug for.

Den nylige diskussion om, hvorvidt kunst på væggen skal spares bort på de nye supersygehuse, virker abstrakt i forhold til de egenskaber, kunst kan have som helbredende element.

Den nye skolereform dikterer, at kunst i højere grad skal ind i skolens hverdag, fordi man ved, at kunst kan støtte indlæring og dannelse på måder, som pædagogiske systemer ikke kan. Og videnskab og forskning arbejder i dag ofte med kunstneriske processer som supplement til traditionel udforskning, deduktion og erfaring.

Hertil kommer de økonomiske muligheder i kunst, der naturligt opstår i kølvandet på kunstens ”nye” muligheder. Disse kan næppe stilles op i et Excel-ark, og googler man på ”dansk eksport”, er det stadig varer og tjenesteydelser, der popper op, snarere end kunst.

Måske derfor kunne en forsker for nylig slippe af sted med påstanden om, at dansk kunst- og kultureksport er langt højere end landbrugseksporten. Sikkert korrekt. I hvert fald taler flere og flere om fænomenet kulturisme som en afgørende økonomisk faktor. Og diskussionen af kunst som også en materiel størrelse med tilhørende pekuniær værdi er uundgåelig.

Disse emner står højt på den kulturelle dagsorden i befolkningen og i medierne. På Kulturmødet Mors udvikler og raffinerer man diskussionen – og har i øvrigt også blandt andet ”gentænkning af kulturjournalistikken” på programmet.

Evanthore Vestergaard er journalist, komponist og idémager, blandt andet grundlægger af Kulturmødet, der finder sted den 25.-27. august på Mors. Se mere på kulturmoedet.dk