Med sin kronik den 3. maj skitserer Marianne Davidsen-Nielsen den liturgiske fornyelse, hun ønsker sig. Gudstjenesten skal være genkendelig, men frisættelse og modernisering må til, hvis ikke nutidens kirkegængere skal skræmmes væk af mystiske formler og tekster med voldsomme og hadefulde udsagn. Det er mit indtryk efter at have læst gudstjenesterapporten, at det er et ønske, som flugter med, hvad biskopperne lægger op til. For der fokuseres på æstetik og følelser i stedet for på eftertanke og kritisk refleksion, på form i stedet for indhold, på måde i stedet for mening.
Voldsomme tekster kan vi ikke unddrage os – tekster, som kradser, er ofte mere betydningsfulde end tekster, som stryger os med hårene. Men bibeltekster er fortidige og kræver i dobbelt forstand tidssvarende fortolkning for stadigvæk at give mening. En bekendelse derimod kræver uden videre tilslutning, og jeg er enig i, at den apostolske trosbekendelse i dag gør mere skade end gavn.
Et opgør med Grundtvigs mageløse opdagelse fra 1825 er tiltrængt. Dels er hans påstand om, at netop den bekendelse var kirkens grundfjeld, formuleret af Jesus selv, historisk ønsketænkning. Dels er bekendelsen stik imod al historisk sandsynlighed kommet til at spærre for tilgangen til de nytestamentlige teksters formative betydning som Kristusfortolkning. Med sin dominerende placering i enhver gudstjeneste er den apostolske trosbekendelse en stopklods af teologisk ubegribelighed.
Det mystiske, som Marianne Davidsen-Nielsen og andre tager afstand fra, er ikke kun forestillingen om en kødelig opstandelse. Lige så mystisk er utvivlsomt for de fleste den bastante realisme, hvormed bekendelsen personificerer djævelen, historificerer jomfrufødsel på lige fod med korsfæstelse og lokaliserer et dødsrige under jorden og et gudsrige over jorden som himmelsk hjemsted for de kødeligt opstandne.
At sige legemlig i stedet for kødelig opstandelse, en sprogbrug Luther også selv anvendte, ville være en hjælp, men slet ikke nok. Bedst ville det være at erstatte den apostolske trosbekendelse med den gamle romerske formel, som er Luthers afsæt for at forklare troen i Den Lille Katekismus.
Den rummer det væsentlige i tre korte led uden at gøre kristen tro til et spørgsmål om, hvor mange kameler man som kirkegænger kan sluge. Den har tillige den fordel, at den ikke skal synges, men siges: Vi tror på Gud Fader, som har skabt os. Vi tror på Kristus, Guds Søn, som har forløst os. Vi tror på (Gud) Helligånd, som har herliggjort os. Som tilspørgsel ved dåb er formuleringen lige så enkel: Tror du på Gud Fader, som har skabt dig etc.
I sit debatindlæg den 6. juni kritiserer Johannes H. Christensen med rette Marianne Davidsen-Nielsen for at ville slette ubehagelige bibeltekster og for at identificere Kristus med barmhjertighed. Jeg er enig i kritikken. Men igen kan Marianne Davidsen-Nielsen nok se sig bekræftet af biskoppernes rapport.
For her insisteres på, at gudstjenesten skal være en god og glædelig oplevelse, en gavefest til trøst og opbyggelig bekræftelse. Det stemningsfulde, følelsen af Guds nærvær, er det centrale, og Kristus omtales konsekvent som den opstandne, ikke som den korsfæstede. Det lægger betryggende afstand til det ubehagelige, men indbyder dermed også til virkelighedsflugt og til forflygtigelse af den korsteologi, som grundlæggende præger teksterne. Det inviterer til, som i Lindevang Kirke, at fravælge en matthæisk domstekst for ikke at skræmme nogen og ødelægge den gode stemning.
Det er et kriterium for at bruge gammeltestamentlige tekster i gudstjenesten, at de skal bruges i deres egen ret, historisk, litterært og teologisk. Et tilsvarende kriterium burde gælde for brugen af nytestamentlige tekster. Det ville betyde, at de fire evangelier skulle værdsættes i deres kristologiske forskellighed, at de syv ægte Paulusbreve ikke blev blandet sammen med de uægte eller pseudepigrafiske, og at man skelnede mellem tidlige og sene skrifter. Evangelierne er brugstekster – hver evangelieforfatter har sine forudsætninger og sit tidsbestemte formål, og hans fortællinger om Kristus i skikkelse af Jesus er tilrettelagt derefter.
Evangelierne er hverken Jesusbiografi eller historisk reportage, men indforstået kristologisk og moralsk belæring, henvendt til fire forskellige menighedssamfund med hver sin sociale profil i hver sin historiske kontekst.
Derfor møder vi ikke én, men fire forskellige Jesusfigurer i evangelierne, og denne firfoldighed, som burde udelukke fundamentalisme, er så betydningsfuld for forståelsen af teksterne, at den bør udfoldes og udnyttes i enhver prædiken.
Faktisk kender vi kun Jesus som fortalt og fortolket, og i evangelierne optræder han bogstaveligt taget som en personifikation af troen på den korsfæstede og opstandne Kristus i en markiansk, en matthæisk, en johannæisk og en lukansk iscenesættelse. Værdsat som kristologi, men ikke som jesuanisme, bliver teksterne på ny både begribelige og vedkommende. Det ubehagelige bliver det betydningsfulde, det hadefulde og voldsomme vækker til eftertanke og kritisk selvbesindelse, og særlig vigtigt i denne sammenhæng: meningen med domsteksterne er at insistere på, at troen ligesom træet skal kendes på sine frugter.
Matthæusforfatteren skriver engang i 90’erne til adressater, som for længst har organiseret sig som menighed. For at holde orden kræves regler for kirketugt (18, 15-17), og for at sikre en kristen livsførelse er det nødvendigt med truende alvor at kræve troen efterlevet i praksis, for når Kristus omsider kommer igen for at holde dom, vil alle troende blive dømt efter deres gerninger. Domsfortællingerne viser, hvor galt det vil gå dem, som ikke efterlever Kristi eksempel, ikke udnytter tiden indtil genkomsten og derfor ikke har gode gerninger at fremvise, når han kommer.
Matthæusforfatteren ser frem mod Kristi komme fra himmelen, ikke tilbage på Jesu tid på jorden. Tidsrummet, han fokuserer på, er tiden fra Kristi opstandelse og himmelfart indtil genkomsten, og i det tidsrum skal troen arbejde for at bære frugt.
Når først Kristus kommer igen, er det for sent at rette op på troens forsømmelser. Det viser udelukkelsen af de fem tåbelige brudepiger (25, 1-13) og dommen over husslaven, som begraver de talenter, han har fået betroet, i stedet for at udnytte dem (25, 14-30). Manglende olie og manglende indtjening er ugjorte gerninger, og samme pointe illustreres af manden, som smides ud af bryllupssalen (22, 1-14); som troende er han kommet ind til festen, men da det viser sig, at hans festdragt er laset og hullet af de ugjorte gerninger, kastes han ud til fortabelse.
Den definitive domsfortælling er iscenesættelsen af verdensdommen ved tidens ende (25, 31-46). Discipeludsendelse til hele verden, som Kristus satte i værk (28, 18-20), er gennemført; troen er blevet forkyndt, dåb har fundet sted, og alle vegne er Kristi befalinger om troens praksis blevet videregivet. Nu troner Kristus på dommersædet, og alverdens troende står forsamlet foran tronen. Fårene til højre er de salige, som belønnes for deres gode gerninger, mens bukkene til venstre er de fordømte, som har forsømt i tide at gøre det gode, som også de som troende var i stand til og derfor burde have gjort.
Er der grund til at unddrage sig tekster som disse? Er det ikke netop i det korsteologiske fokus på lidelse, død og dom, vi finder den modsigelse, den utopiske påståelighed, som er det meningsfulde i Kristusfortolkningen?