DEN FRANSKE FILOSOF Camus skrev, at der findes kun ét alvorligt filosofisk problem: selvmordet. Altså at overveje, om livet er værd at leve eller ej, om det er meningsfuldt. Det er ifølge Camus grundspørgsmålet for mennesket.
Men hvornår har du, helt ærligt, sat dig ned med dine venner eller din familie og diskuteret, hvad meningen med livet mon er, og om du i bund og grund lever det liv, du gerne vil?
Det gør man af en eller anden grund meget sjældent. Og det er egentlig pudsigt, for spørgsmålet er jo, som Camus hævder, ret basalt: Mennesket har sikkert til alle tider, i alle kulturer, undret sig over, hvorfor vi er her, og hvad meningen med det hele er. Vi har altid søgt sammenhængene eller skabt ritualer, der er meningsfulde for os. Og det har vi netop, fordi vi ikke er blevet født med en brugsvejledning eller manual, hvor vi kan slå op og læse, hvordan vi skal handle og agere i vores liv.
Måske opfatter vi spørgsmålet som lidt naivt. Man tænker: ”Det kan man ikke spørge om” eller er bange for at fremstå nærmest barnlig. Men børn er som regel rigtigt gode til at undre sig og stille spørgsmål, så det er ikke et godt argument, at det kan have et skær af barnlighed over sig.
Når vi så endelig diskuterer det – det sker i øvrigt ofte i forbindelse med en begravelse eller bisættelse – så finder vi som regel ud af, at det er en god måde at forholde sig til værdier på. Ved at diskutere og tage stilling til, hvad jeg mener om meningen med livet, bliver jeg også afklaret med, hvilke værdier jeg lever eller gerne vil leve efter.
Til gengæld er vi i dag gode til at tale om alle mulige andre ting. For eksempel hvor gode vi er til det ene eller andet. Vi har et stort fokus på at tale om vores kompetencer og kvalifikationer. Vi har et veludviklet sprog for, hvor gode vi er til at performe, og vi kan skrive fængslende cv’er med profiltekster proppet med nøgleord.
VI OPSÆTTER LÆRINGSMÅL for børnehavebørn, der egentlig bare vil lege med en pind i skoven, og bruger meget tid på læreplaner i skolerne. På arbejdspladserne handler det om kompetenceudviklingskurser og måling af medarbejdernes effektivitet. I populærkulturen bliver vi fodret i prime time med konkurrencer i alt fra sang og dans til bagning.
Mange politikere har travlt med at fortælle os, at vi lever i et konkurrencesamfund, så vi skal hele tiden være på dupperne og konkurrere mod både os selv og alle andre.
Vi er med andre ord gode til at formulere og fokusere på, hvad vi kan. Til gengæld fokuserer vi derimod ikke så meget på, hvem vi er. Og det med at spørge til, hvem vi egentlig er, og om der er en mening med vores eksistens, er et filosofisk spørgsmål.
Filosofien er nysgerrig efter at forstå vores eksistens; det at vi er til i verden. I filosofien er det at undre sig helt centralt; det er et slags tankemæssigt frirum, der ikke er drevet af at skulle nå frem til et bestemt resultat eller bundlinje. Det er tækning for tænkningens egen skyld. Og det er ikke sikkert, at man bliver så meget klogere af at filosofere over livet, men det er heller ikke formålet. Det vigtige er processen, det at undre sig, det at folde tanker ud, det at reflektere. Nogle vil endda hævde, at det netop er, hvad det hele drejer sig om.
Men det er alt sammen noget, der på mange måder kan virke provokerende i vores hypermoderne samfund, hvor effektivitet og økonomi synes at være det helt afgørende argument i de fleste diskussioner: Vi gør sjældent ting, hvis det ikke skal resultere i noget konkret, eller hvis det ikke kan betale sig.
NÅR FILOSOFIEN INTERESSERER SIG for, hvem vi er, frem for hvad vi kan, så afføder det også nogle helt andre typer af spørgsmål.
For eksempel hører vi ofte diskussioner om, hvordan vi optimerer vores samfund, men filosofien vil i stedet stille spørgsmålet: ”Hvordan skaber vi et retfærdigt samfund?”. Et andet spørgsmål, vi ofte hører, er, hvordan vi hver især bliver lykkelige og får en god karriere. Filosofien vil her hellere stille spørgsmålet: ”Hvad er lykke i det hele taget, og hvordan bliver jeg et godt menneske?”.
Og det er ikke, fordi filosofi eller det at tænke filosofisk på nogen måde er noget nyt eller banebrydende. Snarere tværtimod. Det er helt naturligt for os. Vi er jo, modsat andre dyr, især gode til at reflektere – tænke over, at vi tænker. Og hvis vi derfor ikke reflekterer, bliver vi jo reduceret til et mere primitivt dyr, en robot eller maskine, der uden omtanke agerer i verden.
Det er, vil jeg hævde, ganske naturligt for os mennesker at tænke over meningen med livet, men vores vaner, kultur, strukturer i samfundet trækker os i en anden retning, så det fylder ikke meget i vores bevidsthed. Og hvad er så meningen med det hele? Det er der naturligvis – og heldigvis – mange forskellige bud på. Hvis man ser på idéhistorien og filosofien, så findes er en række tænkere og idémæssige strømninger, der peger på hvert deres svar.
NOGEN VIL FOR EKSEMPEL HÆVDE, at det centrale i livet er nydelse. Derfor hænger mening sammen med nydelse. Det at opnå en eller anden form for nydelse er vejen til et meningsfuldt liv.
Et andet perspektiv vil fokusere på vores frie vilje og evne til at agere i verden. Her vil man sige, at mening er noget, man selv skaber gennem sine handlinger. Der er ikke en på forhånd given mening med noget, men den opstår i og med, at du er aktiv og handler i verden. Her er alt overladt til det enkelte individ, og du skaber selv meningen med dit liv gennem din ageren i verden.
Et tredje perspektiv tager udgangspunkt i en evolutionsmæssig forståelse af mennesket og siger, at vi i bund og grund er en samling dna, der vil reproducere sig selv. Derfor bliver meningen med det hele at føre ens slægt videre.
En fjerde position tager udgangspunkt i, at vi som mennesker er sociale væsener, og at vi skaber mening i de sociale sammenhænge, vi indgår i.
En femte position vil sige, at Gud er garant for en mening for menneskets liv.
En sjette vil sige, at det derimod er videnskaberne, der kan give os mening. Her er tanken, at jo bedre de videnskabelige teorier bliver, jo klogere bliver vi på verden. Og denne akkumulation af viden er meningsfuld i sig selv.
En syvende holdning er, at vi kan finde meningen i livet i æstetiske oplevelser. Det kan være oplevelser i kunsten eller i naturen, hvor vi får et glimt af indsigt i, hvad det det vil sige at være menneske. De fleste af os kender for eksempel den æstetiske oplevelse det kan være at stå i den sublime natur, se på stjernehimlen og føle sig som en ubetydelig lille prik i verdensaltet.
Endelig er der også en position, der hævder, at der ikke er nogen mening med livet – at alt er absurd og meningsløst.
UDFORDRINGEN FOR OS hypermoderne mennesker i et kapitalistisk samfund er ikke at skulle planlægge og forberede endnu en slankekur, et ultraløb eller et triatlon. Det er ikke at opstille lister over ønskede kompetencer og læringsmål. Alt det kan vi godt i forvejen, og der er masser af det i vores kultur.
Vi skal i stedet øve os i det mest basale, nemlig at reflektere over livet. Hvad er meningen med det hele? Hvad giver livet værdi? Hvordan bliver jeg et godt menneske? Hvad er en god handling? Hvordan skaber vi et retfærdigt samfund? Det vil give os en masse stof til eftertanke og diskussion, så vi om ikke andet kan føre meningsfulde og interessante samtaler – og på den måde blive klogere på os selv og hinanden.
Selve meningen med livet finder vi nok ikke frem til, men det er netop derfor, vi skal fortsætte med at undersøge den og være nysgerrige.