MAN SKAL SOM BEKENDT lade være med at spørge, hvis man ikke kan tåle at høre svaret. Men der er nu flere eksempler på, at den pressede økonomi har mere vidtgående konsekvenser for handicapområdet, end vi nogensinde kunne have forudset.
Lad mig give fem eksempler:
1) En ung kvinde med udviklingshandicap blev omsorgssvigtet så massivt, at hun holdt op med at kommunikere med andre. Kommunen havde løbende indført besparelser, der havde ramt kvindens botilbud.
2) En ung mand med cerebral parese fik afslag på ledsagelse og kunne derfor ikke bevæge sig ud af sin lejlighed. Han blev med tiden ensom, udviklede depression og blev til sidst selvskadende og forsøgte at tage sit eget liv.
3) En familie måtte flytte fra deres lejlighed på tredje sal, fordi deres datter blev ved med at kaste sig selv ud ad vinduet. Datteren havde fået afslag på at få hjælp til at håndtere sine psykiske lidelser. Hun ønskede ikke længere at leve, men var alligevel ikke dårlig nok til at få hjælp.
4) En mand med sklerose skulle have bevilget en ny kørestol, der forhindrede ham i at udvikle siddesår. Kommunen afslog, men sendte en liste med fysiske øvelser, der ville nedbringe risikoen for siddesår. Manden er lam fra halsen og ned, og han vil aldrig kunne udføre øvelserne.
5) En dreng med en række fysiske funktionsnedsættelser udviklede med alderen svær angst. På trods af underretninger fra skole og hospital greb kommunen ikke ind og støttede familien med en forebyggende indsats. Forældrene søgte om tabt arbejdsfortjeneste for at støtte deres dreng, der nu var selvmordstruet, men fik afslag, hvorefter de klagede over kommunens afgørelse. Forældrene fik senere medhold og udbetalt kompensation for den tabte arbejdsfortjeneste. Men på det tidspunkt havde drengen taget sit eget liv.
Sådan kunne jeg blive ved, men jeg lader lige eksemplerne stå for sig selv.
FOR ET PAR UGER SIDEN deltog jeg i dette års folkemøde på Bornholm, og når det kommer til handicapområdet, så kan alle forklaringer på elendighed besvares med følgende sætning: ”Kommunerne er jo presset økonomisk.” Økonomi opfattes som et naturligt grundvilkår, en slags objektiv realitet, der er uforanderlig og indiskutabel.
Som en embedsmand sagde under en debat om BPA-ordningen (borgerstyret personlig assistance): ”Der var en far, der mente, at hans søn skulle have en BPA-ordning. Jeg sagde til ham, at hvis hans søns skal have det, så skal mange andre også, og det ville jo koste os flere hundrede millioner kroner.”
Alle deltagere nikkede enstemmigt og accepterede præmissen om, at den konkrete og individuelle vurdering af borgerens sag alligevel er sat ud af spil.
FORLEDEN BESLUTTEDE kommunalbestyrelsen i Guldborgsund Kommune at spare 10 millioner kroner på handicapområdet. Det samme gjorde socialudvalget i Københavns Kommune, men her var beløbet dobbelt så stort. Besparelserne legitimeres med tilbagesvar som: ”Vi politikere skal kunne prioritere midlerne og tage hårde beslutninger. Det er vi nødt til.” Eller: ”Det gør ondt. Men vi er landet på et punkt, hvor det gør mindst ondt.”
Der anvendes altså sproglige afvæbninger, der relativerer de økonomiske besparelser og negligerer den strukturelle forråelse, som mennesker med handicap skal leve under i fremtiden. Vi kender det alle sammen fra argumentet om ”de afrikanske børn”, hvor forældre typisk kommer med følgende udsagn til deres børn: ”Tænk på børnene i Afrika.” ”Tænk på, hvordan de har det i andre lande.” Eller: ”Du skal være glad for det, som du har.” Den sproglige afvæbning er den samme. Mennesker med handicap skal være underdanige og taknemlige. Der er ikke plads til brok eller klynk – end ikke berettiget kritik.
Forråelsen sker ikke for flertallet, og derfor accepterer vi, at et fåtal betaler den højeste pris, så vi andre har de økonomiske midler til at leve vores liv isoleret fra den elendighed, som andre må gennemleve.
Den tyske filosof Hannah Arendt ville formentlig have beskrevet det som ”ondskabens banalitet”. Andre mennesker lider, og vi vender det blinde øje til og koncentrerer os i stedet om at overholde budgetter og bureaukratiske regler, mens vi går rundt i en psykotisk tilstand af ansvarsfralæggelse og moralsk blindhed.
Vi er så opsatte på at leve vores perfekte liv, at mennesker, der kolliderer med vores opfattelse heraf, skammes ud og indirekte italesættes som udgifter, der er ”besværlige” eller ”for dyre”. Her er der ikke noget, der er moralsk forkasteligt – det kunne trods alt være værre.
Her findes kun dét, som er rentabelt og urentabelt – eller sagt gennem munden fra en dreng med cerebral parese: ”Det ville være meget nemmere for mor og far, hvis jeg ikke var her.” Drengen perspektiverer en bevægelse i samfundet: Det fremstilles som urentabelt at sikre ligebehandling og kompensation for mennesker med handicap, og derfor positioneres de som ”besværlige” for os andre.
KONKURRENCESTATEN HAR transformeret kommunalpolitikernes beslutninger til nødvendighedens politik, og imod denne kan ingen argumentere rationelt og logisk, komme med gode råd eller tilføjelser. Til konkurrencestaten og nødvendighedens politik hører intet alternativ – de er uangribelige.
Mennesker med handicap konstrueres her som en udgift, og derfor kan vi tillade os at spare deres liv væk, hvilket eksemplerne netop tydeliggør. Her vil nogle dø, andre forsøge selvmord, nogle stoppe med at kommunikere, andre behandles nedværdigende, og nogle vil slet ikke få deres historie frem i lyset.
EKSEMPLERNE VEDRØRER både personer med cerebral parese, sklerose, psykiske lidelser, udviklingshandicap og multiple funktionsnedsættelser. Deres historie, og den behandling de har været udsat for, kan ikke relateres til deres diagnose eller funktionsnedsættelse, men de vidner i stedet om et svigt, som går på tværs af forskellige grupper, og som har fundet sted i fem forskellige kommuner.
Som en skjult bøddel har konkurrencestaten presset kommunerne til at stramme løkken om halsen på mennesker med handicap. Nu kan vi kun vente på, at de næste økonomiske stramninger sparker skamlen væk under gruppens fødder, og her vil deres skrig kun forblive som råb under vand og som en lille, nærmest usynlig, påmindelse om vores egen utilstrækkelighed.
Skeptikeren vil sige, at min fremstilling ikke er repræsentativ for handicapområdet generelt. Til dem kan jeg kun sige, at det ved jeg ikke noget om, og jeg er egentlig også ligeglad. For ovenstående eksempler vil for evigt minde jer om, at i en konkurrencestat er alle mennesker ikke lige – nogen er mere værd end andre, og fordi vi lader det ske, er vi alle sammen bødler.