SIDEN FORMÆNDENE for otte kirkelige bevægelser offentliggjorde en kronik i Kristeligt Dagblad den 15. juni, har der udfoldet sig en livlig debat, hvor begge parter beskylder modparten for manglende frihed. Jeg synes derfor, der er grund til at se nærmere på begrebet åndsfrihed i forhold til folkekirken.
Der er forskel på åndsfriheden i samfundet og i folkekirken. Alene af den grund, at samfundet skal give rum for en langt større bredde af ideologiske, politiske og teologiske holdninger, end folkekirken skal. Der skal kort sagt være religionsfrihed i samfundet, ikke i folkekirken.
Folkekirken er imidlertid ikke en kirkelig forening på linje med dem, der sigtes til i Grundlovens paragraf 78. I paragraf 4 er den derimod defineret som en evangelisk-luthersk kirke, ikke et religionsvæsen. Da folkekirken har cirka 80 procent af Danmarks befolkning som medlemmer og rummer adskillige kirkelige grupperinger, er det naturligt, at den har en vis bredde.
Alle parter er ? så vidt jeg kan høre ? enige om, at folkekirken hverken bør være en forening eller et grænseløst religionsvæsen. Og alle er enige om, at der skal være frihed inden for rammen. Det høres ganske vist, som om kronikkens forfattere sidder på Mars, mens dens opponenter sidder på Venus. Men i virkeligheden diskuterer de ?bare? (bemærk anførselstegnet) grader af bekendelsesforpligtelse og frihed.
Ud fra en almen betragtning af frihedens vilkår ved vi, at ubegrænset frihed ikke er mulig, eller den er frihedens modsigelse. Det gælder også i folkekirken. Men folkekirkens aktører er altså dybt uenige om, hvor tæt vi i den aktuelle situation er på det ubegrænsede.
VANSKELIGHEDEN MED åndsfrihed i folkekirken hænger sammen med, at de forskellige grupper ikke alene drøfter spilleregler for åndelig kamp (som de måske kan blive enige om), men også kirkens grænser (som de ikke kan blive enige om). Det sidste skyldes, at man fortolker Bibelen og folkekirkens bekendelsesskrifter vidt forskelligt.
Et andet forhold, som skaber forvirring, er, at der er forskel på eksklusive og inklusive mindretal. Det er en vigtig sondring, som jeg synes, mange overser. Ved det første forstår jeg en gruppering, der har et relativt smalt grundlag og formål. Ved det andet forstår jeg en gruppering, der har et relativt bredt grundlag og formål.
Lad os tage et eksempel. Tilhængerne af fri abort kan godt leve med, at nogle borgere ikke gør brug af retten til fri abort, og at sundhedspersonale af samvittighedsmæssige grunde kan fritages fra at medvirke ved disse indgreb. Tilhængerne skal selvfølgelig også give modstanderne frihed til at argumentere og agitere for deres synspunkt.
Men det modsatte er ikke helt tilfældet. Dersom modstanderne af fri abort er i flertal, skal de naturligvis give tilhængerne frihed til at argumentere og agitere for deres synspunkt, men de kan ikke give mindretallet ret til at oprette særlige private klinikker, hvor provokeret abort alligevel kan udføres.
Noget tilsvarende gælder i den aktuelle sag om vielse af homoseksuelle. Tilhængerne af denne ordning kan ? og bør ? give frihed til, at de præster og andre ansatte i kirken, der ikke vil praktisere sådanne vielser, har frihed til at undlade. Men hvis et flertal i kirken mener, at det er imod folkekirkens grundlagsdokumenter (Bibelen og bekendelsen) at praktisere homoseksuelle vielser, kan dette flertal ikke give frihed til, at nogle kirker eller præster alligevel godt må praktisere det.
Vi må altså se i øjnene, at der er forskel på, hvordan åndsfriheden ser ud over for henholdsvis inklusive og eksklusive mindretal: Det er på en måde lettere for dem, der favner bredt, at give frihed for ?de smalle?, end det er for dem, der favner smalt, at give frihed for ?de brede?. Det tror jeg ikke, der er så meget at gøre ved, selvom det kan synes uretfærdigt. Det ligger i selve det forhold, at menneskers samvittigheder er så forskelligt indrettede.
I folkekirken vil det derfor også være lettere for de inklusive kirkelige grupperinger, som udgør flertallet i folkekirken, at give frihed for eksklusive mindretal, end modsat.
Alligevel bør også mere eksklusive mindretal besinde sig på, at så længe de vælger at spille med på folkekirkens bane, må de give større frihed ? dersom de lokalt eller nationalt kommer i flertal ? end hvis de befandt sig i deres egen velafgrænsede forening.
Så længe vi har en ordning som folkekirken, og så længe man selv vil nyde godt af friheden, må man også udvise den over for andre, som man er uenig med. Og man må i ydmyghed vedgå, at man ikke kan give modparten samme frihedsgrader, dersom flertal/mindretal byttes om. Det skyldes imidlertid ikke et andet principielt frihedssyn, men derimod uenighedens karakter.
MIN VURDERING ER, at åndsfriheden i dagens folkekirke bedst får rimelige vilkår, dersom alle parter indstiller sig på, at udviklingen går i retning af meget forskellige lokale profilmenigheder. For at tage det aktuelle stridspunkt, må vi leve med ? selvom det er en smerte for begge parter ? at i to nabokirker markerer den ene sig tydeligt på, at her kan homoseksuelle blive viet, mens de i den anden bliver inviteret til sjælesorg og måske skriftemål.
Kan en præst eller en menighed ikke leve med, at nabokirken enten er voldsomt ?missionsk? eller frygtelig ?liberal?, bør man seriøst overveje at træde ud af folkekirken og danne frimenighed (eventuelt valgmenighed). Åndsfrihedens fornemste kendetegn er jo, at den giver mest mulig frihed ? inden for de givne rammer ? for dem, man er rivende uenig med.
Jeg synes bestemt ikke, dette er en ideel løsning. Især fordi den atomiserer og svækker fællesskabet i folkekirken. Men jeg ser ingen anden løsning, når der både skal tages hensyn til de andres og ens egen samvittighed. Dette kunne jeg have ønsket mig, at kronikørerne den 15. juni havde vist større sans for.
Hvis folkekirken udelukkende var en bekendelseskirke og ikke havde nogen binding til staten, ville denne profilmenighedstænkning ikke være naturlig. Men nu er folkekirken også en forvaltningsmæssig ramme med en eller anden grad af binding til staten. Derfor bør det kunne lade sig gøre ? i åndsfrihedens navn.
I flere af indlæggene mod kronikken den 15. juni slås der til lyd for, at alle præster i det mindste må kunne holde gudstjeneste sammen. Det, mener jeg, er et pres på åndsfriheden, fordi det netop er dét, nogle præster ikke i alle tilfælde kan for deres samvittigheds skyld ? skønt andre åbenbart slet ikke forstår, at nogen kan have det sådan.
Men sådan er det altså. Til gengæld hører det så også til åndsfrihedens abc, at en præst, der ikke kan have forkyndelsesmæssigt fællesskab med en anden præst, behandler denne på respektfuld kollegial vis og samarbejder med vedkommende om de nødvendige forhold. Når man har ekskluderende holdninger, har man et særligt ansvar for at være inkluderende i sit møde med mennesker, der har helt andre holdninger.
Profilmenighedstanken forudsætter et decentralt (gammelgrundtvigsk?) syn på folkekirken, hvor man lægger stor vægt på det lokale sogneniveau, ikke på en overordnet, national enighed.
Prisen for denne rummelighed er teologisk utydelighed på nationalt plan, men den giver samtidig rum for lokal teologisk tydelighed ? til såvel ?højre? som ?venstre? ? samt fællesskab med beslægtede profilmenigheder.
Carsten Hjorth Pedersen cand.polit. i pædagogik og kristendom og forfatter ? blandt andet til den nyligt udgivne bog ?Respekt! Om åndsfrihed i dag?