Hver dag sin nye gribende historie, hvor danske statsborgere, der har fundet kærligheden i udlandet, giftet sig og stiftet familie, stilles hindringer i vejen for efterfølgende at leve sammen i Danmark.
Danskere, der har været ude at repræsentere Danmark, enten udsendt af deres arbejdsplads, den danske stat eller har valgt at uddanne sig i udlandet og i den forbindelse finder kærligheden kan ikke uden videre hjemføre deres udkårne tilbage til fædrelandet.
Jo, hvis ægtefællen kommer fra et EU-land, så er der ingen hindringer overhovedet, men har den udenlandske ægtefælle statsborgerskab i USA, Australien, Kina, Indien, Afrika, Thailand eller et hvilket som helst andet land uden for EU, så er det den danske Udlændingestyrelse, der afgør, om den danske statsborger kan ”familiesammenføres” med sin udenlandske ægtefælle.
Det føles krænkende – ikke blot for ens retsfølelse som dansk statsborger, der er født og opvokset og hele livet har betalt sin skat i Danmark – ikke automatisk at måtte tage sin ægtefælle med tilbage til Danmark, uanset hvor vedkommende kommer fra. Det er også en grov personlig krænkelse af kærligheden og ægteskabet. Er ægteskabet ikke længere helligt?
Står der ikke i vielsesritualet: ”Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”? Men Udlændingestyrelsen må godt eller hvad? Står Udlændingestyrelsen over Gud og er overdommer over det ægteskab, der er indgået for Gud og mennesker – og kan afgøre: ”Jo, I kan godt være gift, bare ikke her”?
Hvad er den danske folkekirkes holdning til dette spørgsmål? Jeg savner, at se folkekirken deltage i denne debat. Vi har i Danmark nogle kompetente biskopper, der normalt gerne deltager i samfundsdebatten, særligt når det drejer sig om værdibaserede og eksistentielle emner. Men er netop ægteskabet og menneskets ret til selv at bestemme over, hvem man ønsker at leve sit liv og stifte familie sammen med, ikke noget af det mest fundamentale? Det kunne være interessant, såfremt man kunne få Kirkeministeriet, folkekirken og landets biskopper til at deltage i denne debat.
I andre sammenhænge gør man med rette fra de statslige myndigheders side meget for at beskytte folks rettigheder til selv at vælge livspartner og ægtefælle. Beskyttelse af især muslimske kvinders muligheder for at undgå tvangsægteskab. Homoseksuelles rettigheder til vielse og debatten omkring barnebrude. Her ønsker Danmark at fremstå som et retskaffent forgangsland, der beskytter menneskerettigheder.
Men når det kommer til danske statsborgers rettigheder til i Danmark at kunne leve sammen med deres lovformelige, men udenlandske ægtefælle, så fylder det dels ikke meget i samfundsdebatten, dels er Danmark ikke på det punkt hverken noget foregangsland eller i stand til at bevare selvopfattelsen som en retsstat.
Der tales ofte og ikke mindst i den aktuelle debat om barnebrude, om børns rettigheder og børns tarv. Men hvor er de børns rettigheder som Udlændingestyrelsen forhindre i at måtte bo sammen med deres forældre – eller endda aktivt adskiller fra deres forældre?
Dette gælder børn, hvis mor eller far opnår familiesammenføring til deres danske ægtefælle, men hvor ”stedbarnet” ikke får lov til at følge med, uanset om det er den forælder, som barnet ønsker at bo hos, eller som har forældremyndigheden over barnet. Hvis barnet er over otte år, skal dets egnethed til integration vurderes, og som udgangspunkt vil barnet blive sendt retur til den anden biologiske forælder i barnets hjemland. Dette uanset barnets ønske eller hvem der har forældremyndigheden over barnet. Altså en væsentlig forskellig tilgang end hvis der havde været tale om et dansk barns rettigheder i forbindelse med danske forældres skilsmisse.
Adskillelsen fra en forælder gælder dog i lige så høj grad fælles børn mellem den danske og den udenlandske statsborger. Det at man har fået barn sammen, er ikke nogen hindring for, at Udlændingestyrelsen ikke fortsat skiller forældrene fra hinanden og dermed også børnene fra den ene forælder.
Der er nogle lysende eksempler på netop dette fremme i pressen lige nu:
Alexander, hvis gravide kæreste, Tara, er udvist til Sydafrika og nu må føde deres første barn under usikre forhold i Sydafrika uden faderens medvirken.
Kasper i Aarhus, hvis thailandske hustru er udvist uden hensyntagen til, at parret har tre fælles børn.
Jan fra Frederikshavn, hvis hustru fra Mauritius er udvist, fordi Jan på et tidspunkt har modtaget sygedagpenge. Deres fællesbarn på ni måneder er nu adskilt fra sin far, og en far er ikke i stand til at være sammen med sit barn.
Dette er blot tre eksempler ud af mange, hvor Udlændingestyrelsen uden nogen former for empati eller menneskelige hensyn splitter familier! Er det humant? Er det at være forgangsland for menneskerettigheder? Er det at beskytte barnets tarv?
Danmark har ratificeret FN’s børnekonvention, var det så ikke en idé, at Danmark begyndte at efterleve den? Hvad mener børne- og socialminister Mai Mercado (K) om dette?
Nu er det ikke afgørende, hvor eller hvordan man har mødt sin udenlandske ægtefælle. Det kan lige så vel, være, at man har mødt hinanden i Danmark eller på en datingside for den sags skyld. Det afgørende her er, at den ene part er dansk statsborger, og som dansk statsborger bør man have ret til at gifte sig med præcis hvem, man ønsker, og at det derefter er en selvfølge, at man har et retskrav på at måtte bosætte sig sammen med sin ægtefælle og eventuelle stedbørn i ens fædreland.
Dette bør være en menneskeret og ikke noget, staten skal blande sig i, så længe ægteskabet er lovligt i forhold til dansk lovgivning.
Dette retskrav behøver ikke, som nogen måske vil hævde, at give anledning til en masseindvandring. Rettigheden til at hjemføre sin ægtefælle og stedbørn, behøver ikke medføre, at der også opnås familiesammenføring med forældre, bedsteforældre, søskende, fætre og kusiner, som man kunne forestille sig, nogen kunne være nervøs for.
Men intet kan retfærdiggøre, at man krænker retsfølelsen og den sunde fornuft i, at vi danskere skal have lov til at gifte os med den, vi elsker, og bosætte os, hvor vi vil. Heller ikke hensynet til eventuelle andre immigrationsproblemer eller tidligere tiders fejlslagen udlændingepolitik. Minus gange minus giver ikke i dette tilfælde plus, og Danmarks omdømme og danskernes retsfølelse er i den grad ved at være udfordret.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) svarer i en kommentar til en af de tidligere omtalte sager:
”Vi ved godt, at reglerne gør det svært for nogle danskere at få deres udenlandske ægtefælle til landet. Men vi så op gennem 1990’erne, at lempelige familiesammenføringsregler skabte ghettodannelser præget af arbejdsløshed og kriminalitet. Den fejl ønsker vi ikke at gentage. Derfor er det nødvendigt at have stramme familiesammenføringsregler.”
Kære fru Støjberg! Vores ægtefæller eller stedbørn er ikke kriminelle og bor ikke i ghettoer! Tværtimod er de interesserede nydanskere med en udenlandsk baggrund, der blot ønsker at leve et normalt familieliv i Danmark og bidrage til at være en kommende ressource for det danske samfund.
Lad nu den sunde fornuft sejre, så Danmark igen kan være sig selv bekendt.