Hvad handler teologi om i dag?

Debatten mellem de to Aarhus-professorer Anders Klostergaard Petersen og Svend Andersen er en strid om teologiens grundlag og rolle i moderne videnskab, skriver Hans Hauge i dagens kronik

PROFESSOR I ETIK og religionsfilosofi Svend Andersen kom i Kristeligt Dagblad den 11. august med nogle relevante betragtninger om forholdet mellem teologi og filosofi i forbindelse med sin veloplagte intervention i debatten mellem teologerne Sørine Gotfredsen og Anders Klostergaard Petersen.

Der er en traditionsrig diskussion om forholdet mellem de to, og spørgsmålet er, om der skal være et sådant forhold. Diskussionen minder om en lignende debat inden for litteraturvidenskaben. Der har man stillet spørgsmålet, om litteraturvidenskaben skulle hente sine begreber fra litteraturen selv eller fra andre videnskaber som sociologi, psykologi, lingvistik eller historie eller fra den eller de ”videnskaber”, som var på mode. Der er for eksempel stort set ingen, der bruger psykoanalyse eller marxisme, sådan som man skulle gøre engang i 1970’erne. I dag er det blandt andet hjerneforskning, neodarwinisme og nymaterialisme, som er de ”videnskaber”, man bruger i litteraturvidenskaben.

Svend Andersen viderefører på bedste vis traditionen fra K.E. Løgstrup og andre, for hvem det var nærliggende at kombinere teologi og filosofi. Den samme tradition tilhørte nu afdøde Peter Kemp. Det er mit indtryk, men jeg kan tage fejl, at der ikke længere er så mange teologer, der finder det lige så nærliggende at sammentænke filosofi og teologi, som det er for Svend Andersen.

Man kan også iagttage, at der er sket en udvikling, både hvad Svend Andersen og hvad Peter Kemp angår og angik. For dem begge var det før i tiden sprogfilosofien, der var samtalepartner for teologien. Det var på det tidspunkt, hvor den sproglige vending var vigtig. Det kom frem i Sløks bog ”Det religiøse sprog” og i Kemps og Svend Bjergs overvejelser over det poetiske eller det mytiske sprog. Andersens disputats hed tidstypisk nok ”Sprog og erkendelse”.

Artiklen fortsætter under annoncen

MEGEN FILOSOFI HAR siden ”den sproglige vending” vendt sig mod denne vending og har forsøgt at komme hinsides sproget. Der er i dag masser af vendinger ( turns ), som man kan vælge imellem. For tiden er den sociale, den rumlige og den affektive vending på mode inden for humaniora, som altid har været uhyre modebevidst. Jeg er ikke klar over, om teologien har logget ind på nogen af de nævnte vendinger, sådan som man har i litteraturvidenskaben.

Det har den nok ikke, for Klostergaard Petersen synes, at teologien har ”forpuppet” sig, men så er der jo håb om en kommende sommerfugl. Han fremhæver, at Johannes Sløk ikke forpuppede sig, fordi han ”kendte sin samtids antropologiske litteratur”. Gad vide, hvad der menes? At Sløk et sted har nævnt Claude Lévi-Strauss?

Hvis vi undlader at bruge den primitive metafor om forpupning, kunne det godt være relevant at spørge, om det er lige så selvfølgeligt og nærliggende at kombinere filosofi og teologi, som det har været, for spørgsmålet er jo altid: hvilken filosofi? Svend Andersen spørger på et tidspunkt i debatten, om man skal betragte kristendommen som religion eller tro, og med tro forstår han i forlængelse af Luther en ”indstilling hos det enkelte menneske”. Og svaret er: tro. Det har han jo ret i. Jeg kom i denne forbindelse til at tænke på Martin Heidegger. Han diskuterede i 1959 med K.E. Løgstrup, som havde holdt et foredrag om skabelse. Løgstrup sagde, at skabelse var et filosofisk og ikke et teologisk begreb, og det begreb Heidegger ikke. Han mente, det var et teologisk, og så spurgte han Løgstrup om, hvorfor teologer ikke stoler på deres egen videnskab, men absolut skal gå til andre for at få understøttelse. Heidegger mente, at teologien var autonom, ganske som der er dem, der mener, at litteraturvidenskaben kan være det.

VI KUNNE DERFOR benytte lejligheden til at spørge Svend Andersen, om det stadigvæk er sådan, at teologien behøver filosofi. Kan den ikke stå alene? Og hvorfor mener Klostergaard Petersen lidt det samme? Teologien skal ”tage ved lære” af andre videnskaber. Det har den jo altid gjort, men hvilke videnskaber skal den nu tage ved lære af, kunne man også spørge? Forholdet er asymmetrisk, for der er få, der vil tage ved lære af teologien, men det ville Martin Heidegger. Uden teologien var hans filosofi ikke blevet til det, den blev.

Heidegger begyndte med at læse katolsk teologi, men forlod studiet i 1911 og skiftede til matematik og filosofi. I 1920’erne kom han i kontakt med protestantisk teologi især Rudolf Bultmanns og Karl Barths. Han læste og underviste i Paulus og Luther. Om forholdet mellem teologi og filosofi sagde han: På den ene side er de hinandens absolutte modsætninger eller dødsfjender, for filosofien er videnskaben om væren som helhed, mens teologi er en ”positiv” videnskab, der kun har med en del eller det værende at gøre. Men teologiens studieobjekt åbenbares kun i troen, og troen er en forvandling ( Umstellung ) af den menneskelige virkelighed, og det er teologiens ærinde at begrebsliggøre mennesket som troende, derfor kan teologi og filosofi arbejde sammen, fordi det er den menneskelige eksistens, som forvandles.

JEG GÅR UD FRA, at det her er lidt det samme, som Svend Andersen mener med tro som ”indstilling hos det enkelte menneske”, for Heidegger fulgte også Luthers opfattelse om, at teologi er videnskaben om den menneskelige eksistens som troende. Svend Andersen gør vel det samme? Men nu lyder mit spørgsmål: Kan man sige det samme om forholdet mellem teologi og filosofi, som Heidegger eller Løgstrup gjorde? Gør Svend Andersen det anderledes?

Svend Andersens overvejelser kommer som nævnt i forbindelse med en slags debat med Anders Klostergaard Petersen, der får debatten ændret, så den kommer til at handle om modsætningen mellem natur- og åndsvidenskaber, skønt teologien ikke er ”åndsvidenskab” eller humanistisk, selvom teologi på Aarhus Universitet er forvist til noget, der hedder Arts. Han mener, denne modsætning er ”gammeldags”, og han sporer den tilbage til Wilhelm Dilthey, for hvem der dog ikke var denne modsætning.

Det var i øvrigt en anden Wilhelm, nemlig Windelband, som formulerede forholdet, men heller ikke som en modsætning. Det gjaldt for dem om at etablere en modsætning mellem på den ene side natur- og åndsvidenskaberne og de nye videnskaber, som de ville holde ude: sociologien, antropologien og psykologien. Det er det, man kalder kampen mellem de tre kulturer. Disse tre er i dag ved at smelte sammen.

KLOSTERGAARD PETERSEN KAN have ret i, at Svend Andersen er gammeldags, mens han selv følger moden. På det nye corporate university, som det hedder, gøres alle videnskaber til det samme, og det hedder science, og det betyder naturvidenskab, som om der findes en sådan.

Alt hedder ”forskning”, og al forskning skal dokumenteres på samme måde i et indviklet system, som hedder Pure, og dermed sidestilles en artikel om Paulus med en artikel om diabetes. Der skal konstant bidrages til artikelproduktionen. Der skal skrives på engelsk, og der bør ikke skrives bøger på dansk. Der er ikke så mange, der vil læse om dansk sognehistorie eller om Chr. Bartholdy på engelsk. Det gør, at formidlingen af teologien ophører. Afstanden øges mellem læg og lærd. Nu er lyset i sandhed for de lærde blot. Der skrives ikke folkelige bøger om Luther, som Leif Grane gjorde, om Kierkegaard som Sløk, eller om stat og kirke, som P.G. Lindhardt gjorde. Teologien forsvinder i et sort hul, og der kommer intet tilbage, og så er man i gang med at gøre teologerne til entrepreneurs, som det hedder på moderne universitetssprog. Den slags er ikke gammeldags.