Prøv avisen

Hvad hjælper det i grunden at bede?

"I morgen er det store bededag. Fjerde fredag efter påske. Den eneste af forårets helligdage, der ikke kan begrundes i Bibelens fortælling om Jesus," skriver dagens kronikør. Foto: .

Kristendommen var fra starten en bønsreligion, hvor den kristne skabte kontakt mellem sig selv og Gud og fastholdt sin identitet som kristen. I dag forekommer det ikke længere helt så naturligt for os at bede. Måske skyldes det, at vi griber bønnen forkert an

"FADERVOR, du som er i himlene ? Giv mig, hvad jeg har brug for nu, eller jeg bliver skidesur."

I morgen er det store bededag. Fjerde fredag efter påske. Den eneste af forårets helligdage, der ikke kan begrundes i Bibelens fortælling om Jesus.

Dagen overlevede under Christian VII og Struensee helligdagsreformen i 1770, der afskaffede ikke mindre end 11 helligdage og forvandlede dem fra fridage til arbejdsdage til nytte for nationen.

LÆS OGSÅ
: Nyt liv i bededagen

Men store bededag var særlig populær, så den blev bevaret. Dog ikke på grund af helligdagens religiøse indhold, men fordi der var tradition for at benytte denne forårsfridag til en spadseretur på voldene omkring København.

I dag giver store bededag for de fleste anledning til en forlænget weekend. For mange andre står dagen i festens tegn, når der holdes konfirmation i kirkerne rundt omkring. Derimod er det de færreste, der faktisk bruger dagen til bøn, anger og fordybelse.

For selvom langt de fleste danskere er døbte og medlem af folkekirken eller et andet trossamfund, og hovedparten ifølge undersøgelser tilmed vedkender at tro på en gud, er bøn ikke en naturlig del af vores liv. Og det er tankevækkende, når man sammenligner med det, vi er rundet af.

For kristendommen var fra starten en bønsreligion. Det var i bønnen, den kristne skabte kontakt mellem sig selv og Gud og fastholdt sin identitet som kristen. Præsterne i den tidlige kirke så derfor gerne, at alle bad mindst tre-fem gange daglig, om ikke på anden vis, så ved hjælp af fadervor, Jesu egen bøn. Så gjorde man nemlig intet forkert. Det var også almindeligt med aften- og morgenbøn, bøn ved måltider, når man skulle i bad, tage varsler og så videre.

I dag forekommer det ikke længere helt så naturligt for os at bede. De fleste af os er lidt forlegne ved det. Det er derfor fint at overlade det til præsten i kirken. Så er samtalen lagt i kyndige hænder.

HVORFRA DENNE forlegenhed stammer, er vanskeligt at sige. Måske føles det grænseoverskridende at tale til og med én, der for en udenforstående iagttager hverken synes at være til stede eller at svare. Det kan jo virke, som om man taler til sig selv. Derfor er der også god mening i, at Jesus har bedt os om at gå ind i vores lønkammer og dér gøre bønnen til en privat sag. Også fordi vi i bønnen i høj grad udleverer os selv og vores ønsker til livet.

Måske er vi tilbageholdende, fordi vi har erkendt, at det alligevel ikke hjælper noget som helst at bede til højere magter. Eller måske skyldes vores forlegenhed, at vi ikke rigtig ved, hvordan vi som moderne mennesker skal sætte ord på vores bønner.

Flere og flere søger i dag svar på tilværelsens små og store spørgsmål gennem forbundethed med en højere magt eller livsvisdom. Gennem spiritualitet, meditation og bøn. Også kristne.

Kristeligt Dagblad kunne således for et par uger siden fortælle, at også de kommende præster har fået øjnene op for spiritualitet og bønnens muligheder. Og det synes blot at afspejle en generel tendens i samfundet som sådan.

Da er det værd at stoppe op og spørge sig selv, hvad der kendetegner kristen bøn, og hvorved den adskiller sig fra andre religioners bøn. Hvilke ord kan man udtrykke sig med? Hvad er alvorligt og stort nok til at rende Gud på dørene? Og hvad kan Gud egentlig gøre ved det?

Nogle af svarene må være, at intet er for småt til bøn, og at vi må udtrykke os i et almindeligt sprog, der er ligefremt og naturligt for os. Ellers bliver det påtaget og kunstigt, og der opstår let en distancering til det, man har på hjerte.

DERFOR UDKOMMER der også bønnebøger, der anviser nye veje til at sætte ord på bønnen, veje, der peger væk fra udtryk, der ellers kun høres i kirken, og hen til det sprog, vi taler til dagligt. For ligesom intet anliggende er for småt, er heller intet sprog for småt til bøn.

Ikke at det er ligegyldigt, hvad vi beder om. Som kristen må man gøre sig klart, hvad man kan vente sig af bønnen. Være klar over, hvad kristendommens gud kan blande sig i og ændre på.

Her står de kristne lige så famlende, som de altid har gjort. For eksempel kunne allerede de første store teologer i kirken konstatere, at deres medkristne havde en lemfældig og skødesløs måde at bede på, som bragte både Gud og den, der beder, i forlegenhed. Sådan bad alle andre, og det skulle de kristne netop ikke gøre, for de var noget særligt.

Det svarer til, at vi i dag i forventning om, at det skal ske, beder Vorherre om en ny bil, beder om at blive helbredt for uhelbredelig kræft, at vinde i lotto, at sejre i krigen over terrorister og diktatorer. Hvis vi beder sådan i forvisning om, at Gud lytter og sætter handling bag vores ord, så bliver vi let skuffede. Og måske kommer det så vidt, at vi helt mister troen på, at Gud vil os det godt. Hvis han overhovedet findes, hvilket så bliver det næste indfald.

Disse tanker skyldes, at vi har grebet bønnen forkert an. For hvis der overhovedet findes en gud, har denne gud tænkt langt større tanker om os og vil ikke bruge sin magt til at blande sig i sådanne forhold. Gud bruger derimod sin energi på noget mere varigt: den evige salighed.

Og det skal bønnen indrette sig på: at Gud er med os og støtter os på vores vej gennem livet, hvordan det så end former sig. Han ændrer ikke uden videre på tingenes naturlige tilstand. Den afmagt over for lidelse og død, Gud demonstrerede i Jesus på korset, er netop sigende for, at Gud sætter sig i relation til mennesket på en helt ny måde.

Vi må derfor være påpasselige med, at bønnen ikke forudsætter egenskaber hos denne gud, som han ikke længere ønsker at – eller ikke længere kan – gøre brug af. For eksempel en egenskab som almagt.

Vi må derimod tro på og fastholde, at Gud har slået følgeskab med os og ikke forlader os, uanset hvordan tilværelsen former sig for os. Hele livet igennem.

Denne bøn – hentet fra det sidste skud på stammen af bønnebøger ("Himlen i mine fodsåler", Aros 2011) – udtrykker dette meget præcist med dens hentydning til himlens anderledeshed, til inkarnation og korsdød og til nærværet, hvor mennesket end befinder sig:

Fader, Søn og Ånd

dit navn er mere end et og tre

Du er den du er

og den som er

er altid mere end summen af alle tal

Du er krop

umulig at fæstne

og samtidig ser jeg dig i min næstes hånd og øjne

ja, jeg mærker dig i vinden

Du er skovduen og fasanen

den brændende tornebusk og frugtkassen fra Gaza

du er mit surfbræt og mine fædres og mødres stok

Du er himlen i mine fodsåler og den

der giver jordskorpen det glatte lag

Du er paradisets Hjejle

og med din søn som kaptajn

og med vind fra vest

sejler vi af sted ud i din sø

mod dit Himmelbjerg.

God store bededag.

Jesper Hyldahl er ph.d. og sognepræst. Op til store bededag udkommer bønnebogen "Himlen i mine forsåler" (Aros Forlag. Redigeret af Malene Bjerre, Jørgen Demant, Christiane Gammeltoft-Hansen, Jesper Hyldahl, Tine Illum, Bo Hakon Jørgensen, Kirsten Jørgensen og Elof Westergaard).