Prøv avisen
Kronik

Sjælesorg kan behandle alle de spørgsmål, der måtte dukke op i et normalt menneskeliv

Hvis kirkens vigtigste opgave består i at bidrage til forbindelsen mellem vores liv og Gud – ikke mindst når og hvis Gud opfattes fjern og skjult – er den en sjælesørgende kirke, skriver professor i sjælesorg. Foto: Ritzau Scanpix

Tor Johan S. Grevbo, Professor i sjælesorg, tidligere præst

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Hver dag søger tusindvis af mennesker i Skandinavien forskellige former for tros- og livshjælp. Men alt for mange går til dårligt formidlet selvhjælpslitteratur og kommercielt bras og overser ofte den kirkelige sjælesorgs muligheder, skriver professor i sjælesorg

HVER UGE MØDER flere tusinde mennesker i Skandinavien den kristne sjælesorg. Alligevel er uvidenheden omkring dette fænomen stor – også i Danmark. Da det engang blev nævnt, at jeg var professor i faget, kunne en af de tilstedeværende ikke dy sig for at komme med følgende ironiske bemærkning: ”Hvad bliver det næste i rækken af mærkværdigheder – måske et professorat i rejepilning?”.

Uvidenheden skyldes blandt andet, at sjælesorg ofte kun forbindes med en ret tilfældig version uden faglige ambitioner – nogle gange endda med meget uheldige konsekvenser. Samtidig er der ikke mange, der ved, at sjælesorg også er en omfattende faglig disciplin, der går langt tilbage i historien på interna- tionalt plan. Derfor hører sjælesorgen også hjemme som en del af teologiske grund- og videreuddannelsesprogrammer. Dette er selvfølgelig meget vigtigt, når det handler om kvaliteten af arbejdet, som ikke kommer af sig selv.

Alene navnet ”sjælesorg” er en svær størrelse, selvom det har en god symbolsk klang for mange. Kort sagt skal ”sjæl” forstås som hele mennesket, ligesom man i gamle dage sagde, at så og så mange ”sjæle” var til stede. I lyset af denne betydning er alle aspekter af menneskelivet i fokus. Sidste del af begrebet, altså ”sorg”, er en sproglig forkortelse af ”omsorg”, ligesom begrebet kaldes ”själavård” på svensk. Således skulle en indledende forståelse af begrebet være på plads.

Nu kan den slags omsorg i alle menneskelivets aspekter selvfølgelig tage mange former, og i bogen ”Sjelesorgens vei” har jeg identificeret otte hovedretninger, der spænder fra et overvejende forkyndende udgangspunkt til en socio-politisk tilgang. I de retninger, der ligger mellem yderpunkterne, er der fokus på en mere afbalanceret pleje af både tro og liv, og det almindelige er at variere de metodiske tilgange baseret på de behov, man møder. Sjælesorgen er altså ikke entydig, men består af mange relevante faglige perspektiver i teori og praksis, mens den også påvirkes af samtidens specifikke udfordringer.

FRA FØRSTE HALVDEL af det 20. århundrede er sjælesorgen naturligvis blevet farvet af udviklingen inden for psykoterapi – især i den dominerende amerikanske version af sjælesorg. Samtidig er mange psykoterapeutiske erkendelser faktisk allerede foregrebet inden for sjælesorgens domæne for mange århundreder siden. Dette er tilfældet for vigtige retninger såsom adfærdsterapeutisk tankegang, betydningen af skjulte lag og ubevidste drifter, metaforisk billedsprog som hjælp til indsigt, arketypiske elementer, den klientbaserede terapis tre grundlæggende antagelser (accept, empati og ægthed), arbejdet med nonverbale signaler og så videre. Ofte optræder disse i noget, der svarer til moderne case-metoder. Disse emner viser kun en del af den mangfoldighed, som sjælesorgen har repræsenteret for at komme søgende mennesker i møde.

Det er selvfølgelig klart, at sjælesorgen ikke kun må basere sig på den tværfaglige indsigt – og absolut ikke må begrænse samarbejdet til psykoterapeutiske tilgange. Sjælesorgen fungerer bedst, når den udnytter sit eget bredt baserede teologiske grundlag på en tilpasset måde. Samtidig er der intet krav om sjælesorgspartnernes tilslutning til dette grundlag. Der er med andre ord ikke en indgangsbillet. Sjælesorgen er altid åben for at møde mennesker med meget forskellige holdninger.

Det særlige grundlag indsnævrer altså ikke den konkrete sjælesorg, selvom det udgør en motiverende understrøm, der forhindrer en kopiering af ”den terapeutiske kultur” (jævnfør advarsler hos for eksempel den norske filosof og psykolog Ole Jacob Madsen og hans danske kollega Svend Brinkmann).

Sjælesorgen dækker i sin essens en bred vifte af temaer og kan således behandle alle de spørgsmål, der måtte dukke op i et normalt menneskeliv. Det giver jeg en række eksempler på i min nye bog fra 2018 ”Sjelesorg i teori og praksis”. Samtidig er der et område, hvor sjælesorgen skal være særlig opmærksom, blandt andet fordi det ofte overses af andre professioner. Dette kan vi i den bredeste forståelse kalde ”det åndelige felt”. Hovedtemaerne i dette felt er eksistens, værdi og livssyn. Til det sidste tema hører mødet med alle slags livsgrundlag, hvilket selvfølgelig også gælder spørgsmål relateret til nøgleaspekter af den kristne tro. Også personer, som lider under uheldige forhold i kristne samfund, kan få justeret kursen.

Sjælesorgen er mere end bare samtaler, og tre af disciplinens grundelementer kan defineres som følger:

1) At lægge mærke til samtalepartnerens udtryk for og behov i det, der nu rører sig i vedkommendes liv og tro.

2) At lytte til det centrale i forbindelse med vedkommendes oplevelser/livshistorie, som nu understreges.

3) At hjælpe vedkommende med henblik på dennes specifikke livsvej med udgangspunkt i personens eget livsgrundlag, men også med lydhørhed over for et (ofte uforklarligt) ønske om nu at ændre eller udvikle dette fundament.

Når spørgsmålet om kristendommens betydning dukker op, viser det sig, at folk kan blive mundlamme og usikre. Det store problem er imidlertid, om kirkens repræsentanter helt har mistet deres forankring i deres egen tradition og dermed bliver dårlige rådgivere, når de blandt andet udfordres i troens centrale spørgsmål. Sådanne udfordringer er der fortsat i sjælesorgens verden.

Mange sjælesørgere er havnet i en lidt prekær situation, da et nyt ”præstedømme” har indtaget det område, hvor de længe har været ret enerådende. Derfor er det interessant, at den tyske sjælesorgsprofessor Eberhard Hauschildt for nylig har peget på det, som han dristigt kalder sjælesorgens nuværende ”trumfkort”. Det handler ikke om at indsnævre sjælesorgens perspektiver, midler og metoder, men om at støve nogle elementer, der ikke er forældede, af.

De mange mennesker, der i dag søger forskellige former for tros- og livshjælp, glemmer i den forbindelse ofte sjælesorgens muligheder. Det kan skyldes mange ting, blandt andet en dårlig og autoritær formidling af dette felt. I stedet søges forbilleder, råd og litteratur i mange andre dele af vores fællesskab. Noget af det er sundt og nyttigt, mens andet er kommercielt bras.

Når Hauschildt taler om sjælesorgens ”trumfkort” i denne forbindelse, tænker han blandt andet på den inspiration, der ligger i kontakten med gamle kristne kilder som bøn, meditation og bibelfortællinger. Desuden er kirkens ritualer centrale – ikke mindst velsignelsen og den konkrete formidling af tilgivelse. I alt dette ligger mere end blot afspænding, harmoni og ”power”, selvom de såkaldte trumfkort også kan bidrage til dette.

For nogle er sådanne tanker rent hokuspokus, men dette er ikke nødvendigvis tilfældet for dem, der søger forankring i noget større end sig selv – uden at miste sig selv. Faktisk er dette både videnskabeligt underbygget og bekræftet af daglige erfaringer fra personer, der tager kirkens sjælesorgsopgave alvorligt uden at overhøre de mennesker, de er i kontakt med.

Hvis kirkens vigtigste opgave består i at bidrage til forbindelsen mellem vores liv og Gud – ikke mindst når og hvis Gud opfattes fjern og skjult – er den en sjælesørgende kirke. Langs disse linjer kan både sjælesorgen og kirken fornyes i dag.