Nu ser jeg mig nødsaget til at melde ud om, hvad jeg virkelig altid har ment om Jesu opstandelse og stadig mener, efter at jeg i læserbreve her i Kristeligt Dagblad er blevet beskyldt for alt muligt andet.
Avisen har selv med sin journalistiske dækning af sagen været med til at øge forvirringen og dermed usikkerheden om, hvad vi skal tro, når vi bekender Jesus som opstanden fra de døde. Se for eksempel den stort opsatte forside onsdag den 4. november: ”En præst, der ikke tror på Gud. En præst, der afviser opstandelsen. Og nu sognepræst Annette Berg, der tror på reinkarnation"
Her efterlades man med det indtryk, at det ikke at opfatte Jesu opstandelse som fysisk er ensbetydende med, at man slet ikke tror på Jesu opstandelse, men afviser den. Intet er mere usandt end den påstand både om Per Ramsdal og undertegnede.
Det, man godt kan harmes over, når man bliver udsat for en læserbrevskrig, er, at de fleste brevskrivere har gjort sig så lidt umage med at finde ud af, hvad jeg virkelig mener. De kunne bare have søgt på mit navn i avisen og fundet frem til min kommentar i januar i år, ”Jesu opstandelse - forsøg på en tydeliggørelse” eller til min påskekronik den 4. april i år, ”Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden.”
For nu at citere mig selv fra kronikken: ”Kort sagt: Uden troen på, at Gud oprejste sin Søn fra de døde den første påskemorgen og dermed sprængte tid og rum, så at den levende Kristus kunne være til stede til enhver tid og på ethvert sted i historiens løb, ville hverken dåben eller nadveren give mening, ej heller forkyndelsen af evangeliet. Derfor står og falder kristentroen med Jesu opstandelse fra de døde.”
Og fra kommentaren: ”Men afgørende er det at fastholde Jesu opstandelse som begivenhed. Den skete! (...) Det er som sådan, som begivenhed, at Jesu opstandelse er kilden til håbets og livsmodets fortælling i kristenheden. Det er ikke fortællingen, der lader Jesus opstå. Det er at vende det hele på hovedet.” Det samme gælder også forkyndelsen. Jesus opstår ikke i forkyndelsen af Ordet, men bliver som den korsfæstede og opstandne nærværende i Ordet.
Men hvorfor afviser jeg at karakterisere Jesu opstandelse som en fysisk opstandelse? Fordi ”fysisk” er et alt for snævert begreb og alt for snæver en kategori til at beskrive Jesu opstandelse. Evigheden brød ind i tiden, da Gud oprejste Jesus fra de døde. Her sprængtes tid og rum og dermed også alle vore virkelighedskriterier - også det, vi betegner med fysisk.
Hvad så med den tomme grav? Ved enhver begravelse eller bisættelse, jeg har, læser jeg påskeevangeliet i Lukas-evangeliets version (24, 1ff.) Da bliver kvinderne ved graven spurgt af de to engle: ”Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.”
Det er påskeevangeliet i dets korteste form. Og den tomme grav er et tegn på, at dette er sandt. Ikke et bevis. Vi må erkende, at Det Nye Testamente ikke leverer et entydigt vidnesbyrd om den tomme grav, selvom det er stærkt. Paulus nævner ikke den tomme grav, og det ville da have været nærliggende, at han havde gjort det i forbindelse med opregningen af opstandelsesvidnerne (i 1. Kor. 15, 3ff).
For nogle år siden gik der forlydende om, at man havde fundet en grav i Jerusalem, der muligvis kunne have været Jesu grav, og at man fandt et skelet i den. Det skabte furore blandt kristne.
Nu kender vi ikke Jesu dna. Men selv om det kunne sandsynliggøres, at det var Jesu skelet, ville det ikke rokke en tøddel ved min tro på virkeligheden af, at Gud oprejste Jesus fra de døde påskemorgen. Lige så lidt som det rokker ved min tro på kødets opstandelse og dermed min egen opstandelse, uanset at jeg ved, at jeg vil formulde i jorden, og andre bliver brændt til aske. Opstandelse er ikke genoplivelse, men nyskabelse.
For Paulus er der ingen tvivl. Som
Jesus er opstået, sådan opstår også vi. Kristus er opstået som førstegrøde, vi kommer bagefter. (1. Kor. 15, 13f). Paulus referer til kornet som billede. Det sås, og så vokser det op i en helt anden forvandlet skikkelse. Et sjæleligt legeme bliver sået, og der opstår et åndeligt legeme. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed (jf. vers 42ff).
Paulus forstår opstandelsen som forvandling (vers 50ff.) Sådan mødte Paulus den opstandne Jesus uden for Damaskus i en blændende skikkelse, netop forvandlet. Sådan mødte Maria Magdalene den opstandne ved graven påskemorgen (Joh. 20, 41ff). Hun genkender ham ikke umiddelbart. Først da han kalder hende ved navn, genkender hun ham. Sådan møder de to disciple også Jesus på deres vej til Emmaus. De genkender ham heller ikke umiddelbart. Først da han bryder brødet ved aftensmåltidet, genkender de ham, og i samme øjeblik er han borte.
Sådan vil vi også møde Jesus, når vi opstår fra de døde, se ham, som han er, og blive ham lig (1. Joh. 3,3). Det bringer os til det andet punkt i den kritik, der er blevet rejst imod mig.
Med henvisning til det interview, der blev ført med mig i Radio24syv, skulle jeg have påstået, at vi ikke skal regne med et gensyn med vore kære i opstandelsen. Jeg mener ikke, at det tema blev berørt dengang, og hvis jeg husker galt, så blev det kun tangeret. Og jeg har under ingen omstændigheder udtalt mig sådan, som man har beskyldt mig for.
Gensynet er for mig en væsentlig og uopgivelig del af det kristne håb. Først og fremmest skal vi skue Gud og se Jesus, som han er, men dermed også alt, der mangler i vort eget menneskeliv til at være ham lig. Den erkendelse kan ikke andet end fylde os med en dyb smerte og blive følt som en dom, samtidig med at vi af ren nåde må blive Jesus lig.
Men det hører med, at vi også møder vore kære, dog ikke blot dem. Også de andre, som den schweiziske teolog Karl Barth engang sagde til en, der spurgte ham, om hun ville møde sine kære igen. Også de andre, dem, jeg ikke ville tilgive, dem, som jeg svigtede, dem, jeg ikke magtede at elske eller ikke ville elske.
Det gensyn vil også rumme megen smerte, men nu vil det stå under tilgivelsens og dermed helingens fortegn. Opstandelse er også heling af alt det fragmenterede og sønderbrudte i vore liv med hinanden.
Det at Gud i fuldendelsen vil forsone menneskeheden med sig, indebærer, at vi også forsoner os og bliver forsonet med hinanden. Og hvem kan nægte, at der i ham eller hende netop er et håb om denne heling, at brudte medmenneskelige relationer, som man kan opleve i sin familie, i sin vennekreds og langt ud i menneskeheden, må heles. Jeg kan ikke nægte det. Det er mit håb. Hvordan vi møder vore kære og de andre i opstandelsen, kan vi ikke vide noget om. Det må vi overlade til Gud at sørge for. Men genkendeligheden er afgørende.
Vi må kunne genkende hinanden, for hvordan skulle ellers den nødvendige indbyrdes forsoning kunne finde sted? Uden den ingen salighed, uden den ingen lovsang. Uden den ville det blive umuligt, at Gud kan være alt i alle (1. Kor. 15, 28).
Theodor Jørgensen dr.theol. og professor emeritus
