Prøv avisen

Hvad kan den darwinistiske teori egentlig forklare?

KRONIK Tilhængerne af den darwinistiske teori tager alt for let på diskussionen om intelligent design, og det kniber gevaldigt for dem med at svare på den naturvidenskabelige kritik af Darwins teori

EN AF DE MEST prominente fortalere for den såkaldte intelligent design-teori, professor i biokemi ved Lehigh University, USA, Michael Behe, udsendte i juli i år bogen "The Edge of Evolution The Search for the Limits of Darwinism".

Bogen er en opfølgning af Behes første bog "Darwin's Black Box" fra 1996, der skabte stort røre ved at påstå, at den darwinistiske teori ikke kunne forklare udviklingen af for eksempel cellens komplicerede maskineri.

I sin anden bog videreudvikler Behe sin kritik. Han undersøger her, hvor meget man kan hævde, den darwinistiske mekanisme kan forklare. Han afviser ikke, at man kan give en overbevisende forklaring på eksempelvis bakteriers udvikling af resistens over for antibiotika ved hjælp af naturlig selektion, der virker på tilfældige mutationer i bakterieorganismen, men spørgsmålet er, hvor meget mere, det er rimeligt naturvidenskabeligt set at påstå, denne mekanisme kan forklare.

Når ordet naturvidenskabeligt her fremhæves, er det, fordi man ofte støder på påstande om, hvad den darwinistiske mekanisme kan forklare, der ikke er videnskabeligt dokumenteret. Man påstår rask væk, at højkomplekse, organiske systemer er dannet i kraft af, at naturlig udvælgelse virker på tilfældige, retningsløse mutationer, uden at have nogen egentlig dokumentation for en sådan påstand.

Når man gentagne gange får at vide, at den darwinistiske teori hører til en af de bedst begrundede naturvidenskabelige teorier, så er det, der er godt begrundet, teorien om fælles afstamning. På det punkt er Michael Behe enig med alle darwinister. Men det, der ikke er godt begrundet og derfor bør diskuteres, er, hvilke årsager der kan begrunde udviklingen af alle forskellighederne.

Ægte videnskab er grundig og beskæftiger sig med detaljerne. I kraft af et kæmpemæssigt, uhyre grundigt arbejde ved vi nu en hel masse om livet på dets mest elementære niveau, det molekylære niveau, og vi ved, at ændringer af organismer og livsformer er afhængige af ændringer på dette niveau.

VI HAR DERFOR ifølge Behe nu mulighed for at undersøge og efterprøve nøjagtigt, hvordan det forholder sig mere præcist med mutationer. Tidligere har vi ikke haft denne mulighed, og vi har derfor kun kunnet henvise noget løst til mutationer og derved ladet dem forklare mere, end der er belæg for.

Behes eksempel fra den moderne biokemiske forskning er de genetiske data, vi nu har fra mennesket og dets mikroskopiske parasitter som malaria, E. coli-bakterier og hiv-virus. Hans argumentation er vanskelig at yde retfærdighed her, da den nødvendigvis er meget teknisk detaljeret, men jeg skal forsøge at give en lille antydning af, hvad det drejer sig om.

Et ofte brugt billede på darwinistisk udvikling er, at kampen for overlevelse er som et våbenkapløb. Kampen driver de konkurrerende organismer fremad i kompleksitet og raffinement, ligesom våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen resulterede i stadig mere avancerede, komplicerede våbensystemer på begge sider.

Richard Dawkins skriver i "The Blind Watchmaker": "Idéen om våbenkapløb er den mest tilfredsstillende forklaring på eksistensen af det avancerede og komplekse maskineri, som dyr og planter besidder (side 181)". Men hvad siger de faktiske data? De siger ifølge Behe, at det, vi ser, snarere er billedet af en skyttegravskrig, hvor organismerne i højere grad degenerer end udvikler sig.

Et af de svar, menneskeorganismen har givet på malaria, er udviklingen af seglcelle-hæmoglobin. Hæmoglobin er et protein, og i dette afviger seglcelle-protein fra normal hæmoglobin ved en forskel i en enkelt aminosyre. Man ved nøjagtigt, i hvilken position i aminosyrekæden der er en forandring. Denne forandring skyldes en mutation, og den giver immunitet over for malaria. Man ser ofte præcis dette eksempel lanceret som et godt eksempel på, at den darwinistiske forklaring er rigtig.

Men netop dette eksempel viser ikke, at den darwinistiske mekanisme udvikler den menneskelige organisme. Tværtimod forårsager mutationen anæmi og andre skader. I lykkeligere tider ville denne mutation aldrig have vundet fodfæste i den menneskelige population. Men i desperate tider kan det være en nødløsning.

MALARIAEN PÅ DEN anden side har ikke været i stand til at stille noget op med seglcelle-hæmoglobin. Den har derimod været i stand til at stille noget op med antimalariamedicin, for eksempel klorokin. Det er imidlertid ikke imponerende, hvad der er sket. På trods af, at det kun kræver, at to aminosyrer bliver forandret i et protein, for at der opnås resistens over for klorokin, så er resistens forholdsvis sjælden. Hvis man multiplicerer antallet af parasitter i en person, som er meget syg af malaria (en trillion), med antallet af mennesker, der får malaria pr. år multipliceret med det antal år, der er gået siden, klorokin blev introduceret, så kan man få oddsene for, at en parasit udvikler resistens imod klorokin. De er cirka 1 til 100 milliarder milliarder.

Der skal altså et astronomisk antal af muligheder til, for at vi får en forholdsvis lille ændring i en organisme, en forandring af to aminosyrer i et protein, i kraft af tilfældige mutationer og naturlig selektion. Ved et enormt antal muligheder for ændringer i kraft af mutationer sker der ikke nogen væsentlig forandring med organismen. Behe mener derfor, vi kan konkludere, at selv under intensivt selektionspres og givet et astronomisk antal muligheder afføder tilfældige mutationer og naturlig selektion kun trivielle og for det meste degenererende forandringer. Behe konkluderer videre, at da tilfældige, retningsløse mutationer ikke kan forklare de større ændringer i evolutionens forløb, så må mutationerne være ikke-tilfældige. Hermed går Behe ind for intelligent design-teorien, for kun intelligens kan være årsag til, at mutationerne er styrede.

Min vurdering af Behes bog er, at hans kritik af den darwinistiske teori er naturvidenskabelig, mens hans teori om intelligent design i naturen ikke er naturvidenskabelig. Det betyder ikke, at jeg ikke mener, at teorien om intelligent design er rigtig. Jeg vil bare ikke kalde teorien naturvidenskabelig, da naturvidenskaben per definition ikke kan omfatte forklaringer, der inkluderer en intelligent årsag. Jeg vil kalde teorien om intelligent design for fænomenologisk.

DET ER IMIDLERTID vigtigt at slå fast, at Behes kritik af den darwinistiske teori er naturvidenskabelig. Kritikken er udelukkende baseret på naturvidenskabelige resultater og publikationer, der kan gås efter. Det er derfor meget vigtigt for den darwinistiske teori, at den imødegår kritikken med naturvidenskabelige argumenter.

Det kniber det gevaldigt med. Den største del af den kritik, Behe får, består i, at man tillægger ham alle mulige skumle motiver af personlig, religiøs og politisk art. Man diskuterer motiver og ikke argumenter. Det er meget pinligt for naturvidenskaben. Man bør holde sig til argumenter og holde sig for god til at snage i motiver.

Ser man på de anmeldelser, Behe har fået af sin bog fra naturvidenskabeligt hold (Kenneth Miller, Sean Carroll, Jerry Coyne, Richard Dawkins, Michael Ruse), så er det for ringe. De består for en stor del af mistænkeliggørelser af Behes motiver og kun for en lille del af egentlige argumenter.

Disse argumenter er imidlertid så svage, at Behe meget let kan afvise dem. Hvis den darwinistiske teori fortsat vil være en naturvidenskabelig teori og ikke for eksempel en materialistisk filosofi forklædt som naturvidenskab, så må den til at oppe sig. Den skal ikke blot vise, at Behes kritik er ubegrundet, den skal også gøre dens fantastiske historie om, hvad tilfældige mutationer kan udrette, til plausibel videnskab.

Tilhængerne af den darwinistiske teori tager alt for let på diskussionen om intelligent design. De mener i den grad, de har ret, at de ikke behøver at sætte sig ordentlig ind i modstanderens videnskabelige og filosofiske argumenter. De mener, det er nok at hælde fornærmende skældsord, hån og intimideringer ud over deres modstandere.

Jakob Wolf er dr.theol. og universitetslektor ved Københavns Universitet. Wolf er forfatter til bogen "Rosens råb", der introducerede inteligent design-teorien herhjemme. Kronikken i dag er baseret på Michael Behes nye bog "The Edge of Evolution The Search for the Limits of Darwinism"