Prøv avisen
Kronik

Vikingeskibene viser os, at vikingerne ikke var bondesamfundenes udskud

Bygningen af et vikingeskib krævede så mange ressourcer og så megen arbejdskraft, at kun stormændene har haft råd til at bygge blot ét vikingeskib. Bygningen af et vikingeskib er en enormt stor investering, skriver dagens kronikør. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Klaus Ebbesen, direktør, dr.phil.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vikingerne plyndrede kirker og klostre, dræbte munke og voldtog nonner. Man ser for sig forgængerne til nutidens bander. Sandheden om vikingetogterne er en ganske anden. Det kan nok bedst illustreres ved værdien af et vikingeskib, skriver dagens kronikør

VIKINGERNE VAR nogle vilde drabs- og voldsmænd, som hærgede i hele Nordeuropa. Kirker og klostre blev plyndret, de dræbte munke og voldtog nonner.

Sådan er det billede, som de middelalderlige krønikeskrivere tegner af vore hedenske forfædre. Simpelthen det nordiske bondesamfunds udskud. Og for det indre blik ser man forgængerne til de bander af undermålere, som i dag optræder i vores ellers så fredelige byer.

Sandheden om vikingetogterne er en ganske anden. Det kan nok bedst illustreres ved værdien af et vikingeskib. Der var ingen pengeøkonomi på den tid, så man kunne ikke købe et vikingeskib nede i den nærmeste marina. Man måtte selv sørge for at få det bygget. Det var hverken nogen let eller billig opgave.

Danmark har en særlig placering inden for eksperimentel-arkæologien. Det var i 1961, verdens første historisk-arkæologiske forsøgscenter blev oprettet i Lejre – i dag ”Sagnlandet Lejre”. I de samme år blev der udgravet en lille flåde af sænkede skibe ved Skuldelev i Roskilde Fjord. Den eksperimentel-arkæologiske tradition har derfor også givet sig udslag i rekonstruktion af vikingeskibe. Et af de senest byggede er ”Havhingsten” efter model i ”Skuldelev II”.

”Havhingsten” er 30 meter langt, 3,8 meter bredt, kun 0,9 meter højt og vejer 8,3 ton. Lasteevnen er det tidobbelte. Skibet kan både gå for sejl og årer. Der er plads til 60 mand ved årerne, hver siddende på sin egen skibskiste. Sejlarealet er 112 kvadratmeter, og skibet går jævnt for cirka syv knob.

Det berømte norske ”Osebergskib” er 22 meter langt, og efter oplysningerne i de norske kongesagaer skal ”Ormen hin lange” – det største og berømteste af alle vikingeskibe – have været 43 meter langt. Det blev i øvrigt bygget på blot én vinter.

”Havhingsten” er et jævnt stort vikingeskib. Så dets bygning kan give et indblik i, hvilke ressourcer der krævedes til at bygge blot ét vikingeskib. Materialeforbruget kan opgøres til: fire mindre egetræer til køl og stævne, 14 store egetræer til bordplanker, to mellemstore egetræer til kølmast og mastefisk, Cirka 285 stykker krumtræ af eg til bundstokke og kræ, fire asketræer til årehulsborde, 35 fyrretræer til årer (hvert træ giver to årer), 10 piletræer til trænagler, 185 kvadratmeter fyrretræ og rødder til 500 liter trætjære, 4500 grene af lindetræ/1400 meter lindebast til tov, 4600 hestehaler til tov, 3 tons myremalm/400 kilo rent jern til trænagler, 200 kilo hør til sejl.

BEHOVET FOR ARBEJDSKRAFT til skibsbyggeriet var af tilsvarende stort omfang. Først og fremmest skulle man have fat i en stævnsmed, det vil sige en skibskonstruktør, som vidste, hvordan man bygger vikingeskib. Under hans ledelse kunne arbejdet så gå i gang. Det omfatter: 10 skibsbyggere i syv måneder, 10 mand i tre måneder til at fælde træer og hugge planker i skoven, folk til at transportere tømmer fra skoven til byggepladsen, to mænd til at nitte planker og andre skibsdele, folk til at udgrave myremalm og udvinde jern og transportere det til smedjen, en smed i otte må

neder til at smede cirka 8000 jernnagler, fire personer i to måneder til at fælde træer, grave rødder op og etablere miler for at fremstille cirka 500 liter tjære, folk til at lave skjolde og hugge master og årer, 12 personer i seks måneder til at væve banerne til sejlet, og to personer i en måned til at sy banerne sammen, fem personer i seks måneder til at samle bast og hestehår til tovværk, en rebslager i seks måneder til at lægge tovværk.

Bygningen af ét vikingeskib krævede arbejde af mindst cirka 50 mænd og kvinder i et halvt år. De fleste af disse vel at mærke højt kvalificerede håndværkere. Samtidig skulle man skaffe alle de materialer, som skulle bruges til skibet. Det har krævet ganske store skovarealer, hørmarker og moseområder for ikke at tale om, hvordan hestenes bagparti så ud i miles omkreds.

Kort sagt: Bygningen af et vikingeskib krævede så mange ressourcer og så megen arbejdskraft, at kun stormændene har haft råd til at bygge blot ét vikingeskib. Bygningen af et vikingeskib er en enormt stor investering.

Det stiller vikingetogterne i et helt andet lys. Det er projekter, som var organiseret af landets lokale ledere, stormændene. Måske gik nogle sammen for at få en hel flåde ud af det. Men vikingetogterne var en sag, som blev organiseret af samfundets ledende lag. Når ét eller flere vikingeskibe var bygget, skulle der skaffes mandskab. Til ”Havhingsten” krævedes 60 roere foruden rorsmand, udkik, styrmand og kaptajn.

Det skulle ikke alene være søstærke folk, som kunne hænge i ved årerne, men også dygtige krigere. Kravene til mandskabets fysiske form på et vikingeskib var store. Foruden fysisk styrke krævedes også, at de var i topform inden for snart sagt alle idrætter. Hertil kommer smidighed, adræthed og ikke mindst snarrådighed, hvis der skulle blive brug for det. Ikke enhver bondeknøs kunne bruges på et vikingeskib. Her var brug for virkeligt professionelle. At samle et sådant mandskab har helt klart kun samfundets elite kunnet magte.

Beskrivelserne i de vesteuropæiske krøniker viser også, at der lå en helt speciel, veludviklet teknik bag vikingetogterne. Til den opgave var de fladbundede vikingeskibe nærmest specialfremstillede. I modsætning til andre skibe, som kræver kajanlæg, kunne disse skibe gå op på en hvilken som helst strand. Vikingerne kunne derfor lande, hvor det var mest opportunt. Oftest på en flad strand i en skjult vig, hvor de ikke blev opdaget. Når de havde rekognosceret og udvalgt sig deres mål, blev angrebet sat ind i de tidlige morgentimer. Overraskelsesmomentet var det helt afgørende. Og det gjaldt om at komme væk igen med så meget bytte som muligt, inden der blev samlet modstand.

Selve angrebet blev gennemført med militærisk præcision og efter en nøje udtænkt og efter omstændighederne tilpasset slagplan. Igen ses en fast organisation og en stærk leder bag denne del af vikingetogtet. En gang imellem gik det naturligvis galt. Vikingerne blev opdaget, og det kom til væbnet kamp. Men det undgik man helst. Det er altid lidt uforudsigeligt, hvordan et slag ender. Så kunne man finde en fredeligere løsning, var det langt at foretrække. Vikingerne trak faktisk nødigt sværdet!

Det skal dog ikke skjules, at et vikingetogt var et livsfarligt projekt for alle involverede. Skibsforlis, hvor snekken gik ned med mand og mus, var almindeligt forekommende. Samtidig kunne man blive overfaldet af andre vikinger på togt, og ikke mindst kunne man falde i baghold under angrebene i land. Kilderne viser, at kun cirka halvdelen af de vikinger, som stævnede ud, nåede hjem. Resten blev slået ihjel undervejs. Og fra Bretagne i vest til Volga-floden i øst er udgravet nordiske skibsgrave. Der ligger de vikinger begravet, som ikke nåede hjem. Og for den enkelte viking var der 50 procents risiko for en voldsom død. Gik et vikingeskib tabt, var det for stormanden, som stod bag, en meget alvorlig investering, som gik tabt.

MAN KAN UNDRE SIG OVER, at det overhovedet lykkedes at lokke nogen med på den snekke. Men på den anden side: Et vellykket vikingetogt betød et enormt udbytte. Stormanden, som finansierede og organiserede det hele, delte lige over med mandskabet. De enorme skattefund fra vikingetiden viser, at mange nåede hjem med helt ubeskriveligt store rigdomme.

Udbyttet af vikingetogterne var så stort, at initiativet i løbet af vikingetiden gled over fra stormændene til selve kongemagten, hvor de kulminerede med Svend Tveskægs danefæ-opkrævninger af flere tons sølv i England.