Hvad med naturens rettigheder?

Som biologisk art er vi mennesker havnet i lidt af et paradoks. På trods af vores fantastiske kulturhistorie, som i nogen grad har løsrevet os fra naturen, opfører vi os stadigvæk som en invasiv art på kloden, der til stadighed ekspanderer på et ikke-bæredygtigt grundlag, skriver dagens kronikør

Hvad med naturens rettigheder?

Mennesket har gennem sin udviklingshistorie kæmpet for at forbedre sine livsvilkår ud over det, naturen kan tilbyde, og det er sket i en sådan grad, at vi nu oplever pladsmangel og en omfattende forarmelse af naturgrundlaget.

Biologer anvender i stigende grad ordet ”antropocæn” for den menneske-dominerede tidsperiode i jordens historie.

Selvom mennesket er enestående ved som den eneste biologiske art at have gennemgået en kulturel udvikling, skal vi ikke glemme, at der bag os ligger en meget lang udviklingshistorie.

Og evolutionens frembringelser er så fantastiske, at vi sommetider bliver ofre for vores egen begrænsede forestillingsevne.

Mennesket har gennem tiderne således tyet til religiøse forklaringer, som har gjort det nemmere at dekonstruere og rumme kompleksiteten. På grund af deres markante kulturbærende rolle har kristendom, islam og jødedom ydermere bidraget til at forme opfattelsen af mennesket som en særligt privilegeret art i centrum af Guds skaberværk.

Denne holdning har et særdeles fast tag i os, og selv langt uden for religiøse kredse er spørgsmålet om naturens nytteværdi i forhold til menneskets behov helt centralt.

Da økonomien styrer menneskets verden, har mange biologer forsøgt at tilpasse sig denne antropocentriske tilgang. Nye trendy begreber såsom ”ecosystem services” og ”environmental security” viser med al tydelighed, at naturen er til for at stille menneskets næsten umættelige behov for ressourcer, og at vi først begynder at interessere os for den, når den truer vores sikkerhed.

Problemet er, at mennesket ikke kan leve løsrevet fra naturen, og at vores invasive tendenser og ineffektive udnyttelse af jordens ressourcer truer med at føre til masseudryddelse af arter og i sidste ende måske også af os selv.

Naturen er opbygget af millioner og atter millioner af arter. For nu at tage nogle de mest synlige: 400.000 blomsterplanter, 3.000.000 insekter og 4000 pattedyr.

Disse tal skal opfattes som kvalificerede gæt, da vi reelt set ved meget lidt om antallet af arter på jorden. En nylig undersøgelse har vist, at op mod 80 procent af landjordens arter og 90 procent af oceanernes arter forbliver ukendte for videnskaben.

Men hvorfor er det nu så vigtigt at vide noget om livets mangfoldighed? Hvis man med ”vigtigt” mener ”nyttigt”, er spørgsmålet ikke så ligetil at besvare. For hvad kender vi til den direkte nytteværdi af de millioner af arter, som videnskaben endnu ikke har opdaget? Og hvad med deres afledte nytteværdi?

De mange arter indgår nemlig i komplicerede samspil, som gør økosystemet modstandsdygtigt over for udefrakommende forandringer.

Endelig udgør naturen en næsten uudtømmelig kilde til inspiration, ikke mindst for medicinalforskningen, ingeniørvidenskaben, fødevareforskningen, nano-teknologien og kunsten.

Som biologisk art er vi mennesker havnet i lidt af et paradoks. På trods af vores fantastiske kulturhistorie, som i nogen grad har løsrevet os fra naturen, opfører vi os stadigvæk som en invasiv art, og hvad værre er, vi er ude af stand til at løsrive os fra den grufulde skæbne, der venter alle populationer, der ekspanderer på et ikke-bæredygtigt grundlag: sultkatastrofe og som følge deraf en akapolyptisk nedgang i antallet af individer.

Men selvom vi er godt i gang med den sjette masseudryddelse af jordens arter, er der ingen tvivl om, at livet på kloden vil bestå, og artsdannelsen vil forsætte, akkurat som det var tilfældet med de andre masseudryddelser i løbet af jordens geologiske historie. Og mennesket skal såmænd nok også overleve, selvom vi kommer til at påføre de kommende generationer ufattelige lidelser.

Det er tankevækkende, at mens det naturvidenskabelige verdensbillede har ændret sig, så har vores antropocentriske tilgang til naturen stort set stået stille siden middelalderen.

Hvis vi skal ud af den økologiske krise, som vi har påført jordkloden, skal befolkningerne og de politiske beslutningstageres menneskecentrerede naturopfattelse opdateres til en tidssvarende version.

En naturopfattelse, der respekterer vores sidestillede rolle og særlige forpligtelse til at lade dele af vores natur udvikle sig vildt og uforudsigeligt, uden rationel grund. Ikke et nyttebaseret natursyn, men et sameksisterende natursyn.

Lyder det lidt abstrakt? Jeg tror, at de fleste danskere er af den opfattelse, at der er masser af god natur i Danmark, når først man kommer ”lidt ud på landet”.

Men realiteten er, at vores natur består af en række ubalancer skabt og fastholdt af mennesker. Det gælder naturtyper, som har næsten ikonisk status såsom heden og skovene.

Men det gælder også engene, åerne, vandhullerne og så videre. Alt er reguleret, så det udvikler sig præcist, som vi gerne vil have det. Problemet er bare, at vi på et tidspunkt når en skarp grænse, hvor de skader, vi forvolder på naturen, ikke længere kan gøres gode igen.

Vi er nemlig ikke i stand til at genskabe uddøde arter, og det betyder, at mangfoldigheden af liv på jordkloden vil falde. Det er tankevækkende, at de fleste arter vil forsvinde, inden de nåede at blive beskrevet af videnskaben.

Vores natursyn er i sig selv lidt af et paradoks, fordi det er menneskecentreret, følelsesbetonet og præget af individuelle oplevelser. Det kan derfor ikke undre, at vi har svært ved at blive enige om, hvad natur egentligt er, og hvorledes denne ”skal indrettes”. Måske vi i stedet for skulle diskutere, hvad menneskets rolle i naturen bør være, baseret på videnskabelige fakta og konsekvensberegninger.

Miljøorganisationen Global Footprint Network har regnet ud, at vi er forbi det punkt i menneskehedens udvikling på jorden, hvor der skal mere end én jordklode til for at tilfredsstille vores behov for naturressourcer. Selvom man kan diskutere udregningsmetoden, er der ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at prioritere vores rolle i naturen anderledes, hvis vi skal undgå den helt store globale nedsmeltning af miljøet.

Vi skal turde italesætte problemerne omkring jordens ikke-bæredygtige befolkningstal og gøre det helt tydeligt, at vores bestræbelser på omlægning til en mere bæredygtig levevis i øjeblikket blive overhalet indenom af presset fra jordens stigende befolkninger. Gennem uddannelse skal vi sørge for, at de kommende generationers adfærd i naturen ændrer sig og bliver baseret på viden.

Som vej til en varig ændring af menneskets destruktive adfærd i naturen vil jeg foreslå en international traktat, som forpligter menneskeheden på tværs af etniske og kulturelle skel til at betragte planeten og dens mangfoldighed af liv i et videnskabeligt helikopterperspektiv, løsrevet fra indgroede, kulturbårne forestillinger om menneskets særstilling i naturen. På lige fod med traktaten om menneskerettigheder, der sikrer individet forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, retten til sundhed, en tilstrækkelig levefod, en retfærdig rettergang og så fremdeles.

Selvom vi godt er klar over, at menneskers rettigheder bliver krænket hver dag, så udgør menneskerettighederne et moralsk pejlepunkt, som virker adfærdsregulerende og gør det muligt at protestere over de største uretfærdigheder.

På samme måde har naturen brug for et sæt af grundlæggende rettigheder, som kan formå regeringer til at tænke mindre menneskecentreret og indse, at naturen har en berettigelse i sig selv.

Skulle livet ikke have vundet hævd efter milliarder af år på jordkloden? Hvad giver så mennesket ret til efter nogle få hundredtusinder af år at forårsage masseudryddelse af arter og ændre de klimatiske forudsætninger for livets udvikling på jordkloden? Lad os udstyre naturen med et sæt basale rettigheder.

Anders S. Barfod er lektor ved Afdeling for Bioscience på Aarhus Universitet