NÅR JEG FORTÆLLER FOLK, at jeg arbejder med voksne, som har ADHD, bliver jeg ofte mødt af et: Helt ærligt, findes det overhovedet?. Det sker faktisk så hyppigt, at jeg nærmest har en fast lille tale, jeg holder, som både skal klargøre mit standpunkt og forhindre en af de samtaler, der ikke sjældent ender med, at jeg står og forsvarer diagnosen, imens jeg kan se i tilhørerens øjne, at hans standpunkt ikke rokker sig en meter.
Så når Richard Saul i sin indledning til bogen ADHD Does not Exist (på dansk: ADHD findes ikke), som netop er udkommet i USA, erklærer, at han har skrevet bogen som en provokation, tænker jeg, at det måske siger noget om en kulturel forskellighed i holdningen til ADHD.
Som dansker lader man sig nok ikke i samme grad provokere af påstanden om, at ADHD ikke findes. Det er nemlig et udbredt synspunkt blandt alle, der ikke er personligt eller professionelt berørt af lidelsen. Selv blandt de diagnosticerede kan der være skepsis at spore, både over for, om der reelt findes noget, der hedder ADHD, og over for de behandlingsmetoder, som tilbydes.
LÆS OGSÅ: Psykolog: Unge proppes med Ritalin uden grund
Kernesymptomerne i ADHD er nedsat opmærksomhedsevne, nedsat impulskontrol samt hyperaktivitet. Dertil kommer en række associerede tilstande, som tit er til stede, men som ikke i sig selv udløser en diagnose. Det er for eksempel humørsvingninger, søvnproblemer, nedsat stresstærskel, vanskeligheder med at organisere og planlægge. Yderligere er ADHD i op til 80 procent af tilfældene ledsaget af andre diagnoser som indlæringsvanskeligheder, Tourettes, Aspergers, bipolar lidelse, OCD, spiseforstyrrelser, misbrug og en del flere endnu.
Den vurdering, jeg oftest er stødt på blandt forskere og psykiatere, er, at ADHD er bagvedliggende årsag til en række af problemer, og at man ikke kommer langt med behandlingen af for eksempel en angstlidelse eller et hashmisbrug, hvis ikke man sideløbende tager hånd om ADHDen.
Richard Sauls udgangspunkt er det modsatte. Han anfører, at der eksisterer en hel del lidelser, der medfører symptomer mage til dem, vi anser for tegn på ADHD. Det har som konsekvens, at patienten kan risikere at få at vide, at hun har ADHD, selvom hendes opmærksomhedsforstyrrelse skyldes, at hun har et dårligt syn, hvilket igen medfører, at hun tilbydes ADHD-medicin i stedet for den korrekte behandling (som i dette tilfælde vil være briller eller en øjenoperation).
FORFATTEREN BRUGER mange sider på at gennemgå de lidelser, der kan forveksles med ADHD. I symptombeskrivelserne citerer han fra den nyligt reviderede amerikanske manual over psykiatriske lidelser DSM-V.
Manualens kriterier for ADHD stiller han sig imidlertid kritisk over for. Således finder han det alarmerende, at der fra 2013 er slækket på kravene til, hvornår man er diagnoseberettiget. Patienten skal eksempelvis nu have udvist symptomer siden sit tolvte år, hvor det tidligere var det syvende. Denne ændring rummer selvsagt mulighed for, at et større antal personer kan få diagnosen.
Derudover finder Saul generelt kriterierne for subjektive. Han anfører, at det er meget forskelligt, hvad den enkelte lægger i udtryk som uorganiseret og overdrevent snakkesalig, som er nogle af de officielle kriterier for, hvornår en person har ADHD.
En episode fra min dagligdag som underviser for voksne med ADHD: Der sidder ni mennesker i lokalet. De fleste har ADHD, og et par stykker er her, fordi der er mistanke om det. Jeg har uddelt et ark til hver, hvorpå der står sætninger som Jeg kan kun koncentrere mig, når noget virkelig interesserer mig, Jeg glemmer tit mine aftaler og en række lignende udsagn.
Det er så meningen, at den enkelte tager stilling til, i hvor høj grad udsagnet passer på ham eller hende. Bagest sidder en 40-årig mand, der ikke er diagnosticeret, men som har en række udfordringer, der forbindes med ADHD, og som på den foranledning har fået plads på holdet.
Manden ser frustreret ud. Til sidst rejser han sig, idét han udbryder: Det giver ingen mening. Det kan sgu da passe på alle, det her. Resten af gruppen er uforstående over for hans udbrud. For dem giver disse sætninger en intens aha-oplevelse, hvilket de prøver at forklare ham. Et par dage senere forlader han i samråd med mig kurset, da han, som han selv siger, udmærket ved, at han ikke har ADHD.
Pointen: Min erfaring er, at et objektivt set vagt udsagn som Jeg glemmer tit mine aftaler for den ADHD-ramte på en meningsfuld måde indfanger en tilstand, der opleves som meget problemfyldt. Endelig er der nogen, der forstår, hvordan jeg har det hver eneste dag!
RICHARD SAULS PÅSTAND, som han gentager mange gange, lyder: ADHD er en falsk diagnose, der forsinker eller forhindrer korrekt behandling af den symptomramte. Han fører bevis herfor gennem beskrivelsen af en række patienter fra sin kliniske praksis, der alle er under mistanke for ADHD. Ved en grundig undersøgelse på hans klinik, får de den rette diagnose og dertil hørende behandling, hvorefter ADHD-symptomerne mindskes eller forsvinder.
De diagnoser, han finder frem til, spænder lige fra problemer med syn og hørelse, over epilepsi til OCD, Aspergers og høj begavelse. Den tidligere omtalte overdrevne snakkesalighed (talepres eller ligefrem ordbræk, som mine egne kursister kalder det) bliver eksempelvis af Saul fremhævet som karakteristisk for bipolar lidelse, men fordi vi kender det som et ADHD-symptom, er der risiko for, at patienten forlader konsultationen med den forkerte diagnose. På tilsvarende vis tilbageviser Saul igennem sin bog træk for træk ADHD-diagnosens berettigelse. Det gør han ved konsekvent og i mange detaljer at vise, hvordan andre lidelser kan give de samme symptomer.
Når patienter sættes i behandling med ADHD-medicin, har det ifølge forfatteren i mange tilfælde ingen effekt, og ofte sker ligefrem en forværring af patientens problemer. Til gengæld er medicinen årsag til megen lidelse. Det gælder både hos den enkelte bruger og i et samfundsmæssigt perspektiv, hvor omsiggribende ADHD-medicinering giver næring til forestillinger om, at en pille kan gøre dig mere effektiv.
På dette punkt adskiller Saul sig markant fra majoriteten af behandlere, der fortsat anser medicin som et uundværligt led i en succesfuld behandling.
Forskningen i feltet lever. En anden amerikaner, Russell Barkley, har for eksempel udspaltet et særskilt syndrom fra komplekset af ADHD-symptomer. Han kalder det SCT (sluggish cognitive tempo). SCT bør ifølge Barkley erstatte ADD (den normale betegnelse for ADHD uden hyperaktivitet), og den skal behandles på en anden måde.
Sådan er der heldigvis røre i diagnosesuppen, og der ligger for mig en rigtighed i ikke at acceptere en psykiatrisk diagnose som en slags endestation eller pop op-forklaring på, hvad det end er af symptomer og tilstande, som volder patienten lidelse.
Når jeg læser Richard Saul, falder det mig ind, at det er godt for alle os involverede at holde øje med, at vi ikke for at bestyrke os selv i vores faglige identitet sidder fast i fordomme, vanetænkning og territorieafmærkning. Det gælder særligt i en debat som denne, hvor der er meget på spil, og holdningerne kan være stejle.
Til sidst: Der var protester, da jeg forleden præsenterede kursisterne for bogens præmis. Derfor har de til næste gang fået til opgave at fuldføre sætningen: ADHD findes, fordi Det kan kun blive interessant.
Pia Reistrup er cand.mag., underviser og vejleder for voksne med ADHD