Hvad skal vi forstå ved fortabelse i dag?

Når Johannes Værge beskylder mig for at ”gå en anden vej end Luther”, er det nødvendigt at slå fast, at Luthers teologi fastholder fortabelsens evighedskarakter, skriver Indre Missions formand

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 31. maj beskylder teolog og forfatter Johannes Værge mig for at ”gå en anden vej end Luther” i synet på fortabelsen. Han mener, at jeg ser det som ”en farbar vej at true mennesker til tro” ved at pege på troen på Jesus Kristus som afgørende for at blive frelst og derved undgå Guds vrede og dom til evig fortabelse.

Men er det ikke Værge, som går en anden vej end Luther? Og lover Værge og andre med ham ikke mere om frelsen, end hvad der er luthersk farbart?

Luthers trossyn er båret af en lidenskabelig kamp for at eje vished om at have en nådig Gud. Bag hans kamp for evangeliets sandhed, som er kendetegnet af en dyb sjælesorg, står fortabelsens forfærdelige alvor. Ikke bare som en mulighed, men som en aktuel realitet.

Helvede er i Luthers teologi dybest set ét med Guds vrede og udtryk for en domstilstand under Guds personlige vredesnærvær. Ikke blot forstået eksistentielt her i livet eller alene som erfaring i samvittigheden. For uden troen på Kristus står synderen under Guds vrede og forbandelse i evighedsforstand. Derfor kalder det på en afgørelse – at tro på og gribe om Jesus Kristus.

Artiklen fortsætter under annoncen

KRISTUS KAN TALE OM FORTABELSEN med den troværdighed, han har som verdens dommer. Men mere end det: Hans troværdighed viser sig først og fremmest i en kærlighed, der gav sit liv for at frelse mennesker ud af fortabelsen. Gud har sat handling bag ordene ved at blive menneske og gå i døden, for at mennesker ikke skal fortabes (Joh. 3, 16). Stillet over for hans offer på korset – ikke som satisfaktion, men som bærer af Guds vrede og forbandelse for os – må vore indvendinger om, at hans ord om fortabelsen skulle være ukærlige og urimelige, blegne.

Når jeg kalder den tolkning som ”klassisk kristendom” i en folkekirkelige kontekst, er det ud fra kirkens bekendelsesgrundlag. Guds dom og den evige fortabelse er den mørke baggrund for en ligefrem forståelse af de oldkirkelige bekendelser, Den Augsburgske Bekendelse og ”Den Lille Katekismus”. Det er ikke bare – som mange hævder – en middelalderlig forestilling, som vi bør gøre op med.

Jeg mener at stå i god forlængelse af Luthers teologi, når jeg peger på, at vi skal forkynde troen på Kristus til frelse og advare mod fortabelsen. Det handler ikke om at true med Helvede, men om ikke at fortie en åndelig virkelighed og forkynde sandt om frelsen.

Når Luther taler om Helvede, er han ikke interesseret i dens topografi og polemiserer mod sin samtids grove udmaling af helvedeslidelserne i eksempelvis kunsten. Her fremstilles Helvede som et Satans rige, og helvedesstraffene som dæmonisk tortur og fysisk pine. Herimod hævder Luther, at Satan i det hele taget er den førstefødte af Helvedes børn, og dets ild først og fremmest er beredt for ham og hans engle (Matt. 25, 41). Helvede er i egentlig forstand Guds og vil ifølge Luther blive langt mere forfærdeligt, end man kan forestille sig.

Luthers syn på Helvede er helt igennem teocentrisk bestemt og hænger sammen med hans tanke om Guds dobbelte åbenbaringsforhold til verden som vredens og nådens Gud. Uden for Kristus og hans gerninger er Gud vredens Gud (den skjulte Gud), den Gud, som ikke frelser, men kun fordømmer. Men i Kristus og hans værk er Gud nådens Gud (den åbenbarede Gud), som frelser og tilgiver. Luther kan sige: ”Den, som ikke tror på ham, han er fortabt, Guds vrede bliver over ham, han kan ikke komme bort fra Guds vrede. – Tror du på ham, fortjener du ikke vrede, men er i nåden.”

AT VÆRE BORTE FRA GUD betyder, at man er borte fra hans nåde og frelse, men ikke borte fra Gud i absolut forstand. Fortabelsen er ikke et tomrum, hvor Gud ikke er. Han er dér som dommeren, og fortabelsen er at møde Guds vrede for evigt. Man er kastet ud af Guds nådes hånd og over i hans vredes hånd. Møder Gud syndere, som han er i sin majestæt og hellighed, da må syndere med angst og gru erfare hans nærvær. Da bliver hans ”herlighed” erfaret som ”en brændende sol”, som ”fortærende ild” (Hebr. 12, 29). Vreden er på en måde vrangen af Guds herlighed.

Til at forstå Luther nærmere er især Salmerne Bog 21, 10 et nøglested, og han siger blandt andet i en kommentar hertil: ”Denne ovn og ild er selve straffen i harme og tugten i vrede, som trænger og tvinger de skyldige samvittigheder ind i en uovervindelig og uundgåelig angst ved synet af Guds åsyn alene og den guddommelige dom.” Helvedes ild er et andet udtryk for Guds vrede.

Hos Luther er det hans gudsbillede, som bestemmer hele forståelsen af Helvedet. Det betyder paradoksalt sagt, at for ham er Helvede en side af Guds rige. Helvedet betyder en tilstand, hvori Gud arresterer og anholder syndere i sin vrede; det er som et fængsel. Han viser sin almagt på dem og nægter dem længere at udleve deres gudsfjendskab og oprør mod hans vilje. Lidelsen i Helvedet er i det hele taget af samme art og væsen som den, en synder erfarer i tiden, når anfægtelsen bryder løs, og når lovens forbandelse rammer samvittigheden, men i evigheden uden frelsesmulighed.

DERFOR RETTES FRYGTEN for Helvede mod Gud selv. Helvedets rædsel er ikke nogen straf i og for sig, men selve modsætningsforholdet til Gud. Luther peger på, at helvedesangsten er bestemt af det forfærdelige, at man har vakt og forvoldt Guds personlige vrede. Derfor frygtede Luther at stå ansigt til ansigt med lovens Gud, som fordømmer og tilregner synd. For dér, hvor Guds vrede lyser mod syndere, dér er Helvede. I tiden lyser det mod dem umiddelbart ved lovens forbandelse, i evigheden lyser det umiddelbart.

På den måde kan Luther tale om anfægtelsen som en helvedesberøring – og den sande gudserkendelse som en helvedserfaring ud fra en forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium: ”Når Gud vil føre os til Himmelen, fører han os først til Helvede.” Det er en foregrebet dommedagserfaring, hvor selve den yderste dommedag bliver nærværende. For Luther hører Helvede og dommedag sammen, og hvor Helvede i det hele taget er en evig dommedag: ”For dommedag vil ikke bare vare et øjeblik, men vare evigt og aldrig ophøre.” Men her i livet kan den dømte oprejses ved troen på Kristus til evigt liv og nærvær hos Gud.

FORTABELSENS evighedskarakter begrunder Luther altså ud fra Gud selv. Det er ikke metafysiske spekulationer om sjælens udødelighed, der danner grundlaget for troen på den evige fortabelse, men den gudserkendelse, som selve domsoplevelsen giver. Dommen bliver bærer af alle de egenskaber, som dommeren har – evig, umålelig og uendelig.

Som mødet med den evige Guds nådesord giver umiddelbar vished om evig frelse, sådan giver mødet med den evige Guds vredesord umiddelbar vished om evig fortabelse. Det er på den baggrund, at Luther udøver sin sjælesorg i ”En sermon om beredelsen til at dø”. Den kristne må fæste sit blik på, hvad det ejer i troen på Kristus, og ikke lade sig anfægte. Værge mistolker samme skrift, når han udlægger, at Luther ikke fastholder fortabelsens evighedskarakter, og hvad troen frelser fra.

Den bibelske lære om fortabelsens alvor er en fundamental sandhed i Luthers teologi. Hvor forståelsen for Helvede som evig fortabthed under Guds vrede bliver anfægtet, vil der ifølge Luther ske en graverende omtolkning af hele det bibelske gudsbillede, forsonings- og frelsessyn, retfærdiggørelsestro og synet på eskatologien i det hele taget. Alt ender i en teologi, som fornægter en sand korsets teologi.