Den 18. juli 1918 blev en søn født i den kongelige familie af xhosa-stammerne i Transkei 1000 kilometer øst for Cape Town. Chefhøvdingen valgte navnet Nelson Rolihlahla Mandela, og et andet kongeligt barn i stammen fik navnet Kaiser Matanzima.
40 år senere ankom jeg i 1958 til Cape Town som en 25-årig ambitiøs, ung civilingeniør for at bygge havne og broer i Afrika. Jeg forventede, at jeg skulle møde racismen, og da jeg fem år tidligere kørte tværs over USA i busser, der var adskilt for sorte og hvide, tænkte jeg, at Sydafrika nok ikke var værre.
Cape Town var den hvide by i Afrika, forbavsende med befolkningstallet i 1958: 270.000 hvide, 330.000 coloured – farvede, 58.000 bantu, de store sorte, hvoraf de fleste var xhosaer fra Transkei. De såkaldt farvede bestod af cirka 100.000 malajer, og resten af blandet race. Bantuer var dengang et mindretal, kun 10 procent i Cape Town. Xhosaer kom fra Transkei til Cape Town på kontrakt til at arbejde i havnen og på jernbanerne. I dag udgør bantuer halvdelen af de 3,7 millioner mennesker, der nu bor i Cape Town.
Efter ni måneders korrespondance mødte jeg min hustru, en sydafrikansk sygeplejerske og jordemor, Merna Mundell. Hun var syvende generation i Sydafrika. Hendes forfædre kom fra Skotland i den første bølge af engelske udvalgte kolonister for at udvikle landbrug og missionere kristendom i Transkei- området. De engelske indvandrere, der ankom til landet allerede i 1820, havde medbragt deres krav om en fri presse, om ytringsfrihed og at afskaffe slaveriet.
Min kone blev født ved grænsen til Transkei, så hendes førstesprog blev xhosa, og i sin barndom havde hun kun xhosa-venner. Igennem livet med Merna opdagede jeg de mange facetter af raceproblemerne. To måneder efter vores bryllup skete det. Den forfærdelige massakre i Sharpeville fandt sted den 21. marts 1960. Sorte skolebørn protesterede i Sharpeville nær Johannesburg, og politiet skød mod folkemængden og dræbte 69 sorte. Da nyheden nåede os i Cape Town, gik de sorte arbejdere i en massiv strejke, og vi oplevede en imponerende fredelig demonstration. Disse begivenheder fik os til at tænke alvorligt på fremtiden.
Apartheid-reglerne blev strammet op, og politi og militær fik yderligere beføjelser til at slå hårdt ned på uroligheder. Sydafrikas racepolitik blev fanatisk. Hvad var alternativet? Et nyt politisk parti blev oprettet i Sydafrika – Progressive Party – det eneste, der vovede at foreslå at afskaffe apartheid. Min kone meldte sig ind og var meget aktiv i partiet. Xhosaerne lå vores hjerter nær. Gennem Mernas kendskab til sproget og deres kultur følte vi en særlig tilknytning til Transkei, og vi delte xhosaernes håb om en bedre fremtid. Sydafrikas mirakel, der kom med Mandela i 1994, lå langt ude i fremtiden, og ingen vovede dengang at drømme om en lykkelig udgang.
Vi ledte efter en Gandhi – den imponerende leder, som førte Indien til frihed uden krig med kolonistyret. Endda i USA fandt vi Martin Luther King, der holdt en vigtig tale: ”Vold fører kun til midlertidig sejr, der aldrig bringer os permanent fred.”
Hvem tilsvarende havde vi i Sydafrika dengang? Nelson Mandela var kun kendt som en ”terrorist”, der ved Rivonia-retssagen i 1964 blev dømt som leder af den bevæbnede gren af ANC, der gennemførte voldshandlinger. Mandela sad i fængsel på Robben Island på livstid, og vi vidste dengang ikke, at han i fængslet havde udviklet sig til den mand, der fra 1994 ville føre Sydafrika til et mirakel med forsoning og fred.
Vi mødtes med Mandelas fætter, Kaiser Matanzima, den kommende præsident for Republikken Transkei. Han forsøgte med alle midler at få Transkei accepteret som en selvstændig stat internationalt. I sommeren 1976 rejste Kaiser Matanzima til Europa sammen med os, og jeg ledte et møde i Dansk Industri, hvor delegationen mødtes med danske forretningsfolk for at diskutere mulige samarbejder og investeringer. Vi var også til frokost i Folketinget, hvor vi mødtes med statsminister Anker Jørgensen, som tydeligvis var imponeret af den høje, statelige og veltalende Kaiser Matanzima, og vi talte om mulighederne for at kunne hjælpe med udvikling af landbruget i Transkei.
Om morgenen den 17. juni 1976 kom jeg til hotellet for at afhente delegationen. Ved et bord ved morgenbuffeten fandt jeg Kaiser Matanzima i chok. Han havde netop modtaget nyheden om opstanden i Soweto dagen før, hvor tusinder af unge angreb politiet, som til gengæld skød og dræbte 176 af dem. Med tårer i øjnene og hovedet i hænderne sagde Kaiser Matanzima træt: ”Det er sket. Alt er forbi.”
Han fortsatte med at fortælle om sit mangeårige venskab og diskussioner med Nelson Mandela, hans fætter fra Transkei, der nu sad fængslet på Robben Island. Begge var imod apartheid, men de havde ofte diskuteret enden på apartheid og de forskellige måder, hvormed man kunne opnå et ikke-racistisk samfund.
”Nelson valgte vejen for væbnet modstand, mens jeg ønskede en fredelig forandring,” var ordene fra Kaiser Matanzima. ”Opstanden i Soweto var de første skud, der blev affyret på grund af Mandelas accept af vold,” sluttede Matanzima. I sidste ende fandt en forsoning sted mellem Mandela og Matanzima.
I sin biografi, ”Long Walk to Freedom”, henviser Nelson Mandela også til den natlige diskussion, han havde med sin fætter, Matanzima.
Den 25. oktober 1976 er en historisk dato, hvor Transkei endelig fik sin officielle uafhængighed af Sydafrika. Merna og jeg var inviteret som æresgæster, og det var en bevægende oplevelse, da vi næsten som de eneste hvide sad i en stor arena blandt tusindvis af glade xhosaer og vinkede med Transkeis nye flag. At vi for første gang kunne vandre rundt i et samfund i Sydafrika uden racisme, var en stor oplevelse. Men med det nye demokratiske Sydafrika i 1994 ophørte Republikken Transkei med at eksistere.
Da Berlinmuren faldt i november 1989 med kommunismen, var det endelig muligt for den hvide regering at forhandle med de sorte ledere. Nelson Mandela blev sat fri af fængslet allerede i februar 1990. Han var nu en helt anden person. Vi beundrede ham for den personlige udvikling, han havde gennemgået – og at han efter 27 år i fængsel kunne tale om forsoning og tilgivelse.
Da Nelson Mandela endelig blev indsat som præsident for det nye Sydafrika den 10. maj 1994, sad Merna og jeg sammen, tryllebundne foran tv’et i Danmark. Vi græd af glæde. Vi havde aldrig i vores vildeste drømme troet, at de hvides frygt og de sortes drømme kunne forenes i en harmonisk stat. At det blev muligt, skyldes to enestående personer: Freddie De Klerk, præsidenten, som havde modet til at overgive magten fra den magtfulde hvide gruppe. Og Nelson Mandela, som overtog magten med storsind og uden had eller hævntørst.
I dag er vores kæreste skat et fotografi, hvor vores barnebarn Freya sidder på skødet af Nelson Mandela. En niende generation af de skotske kolonister, som kæmpede så bravt 30 år i grænsekrigene mod xhosaerne, sad hun nu på skødet af en efterkommer af de selvsamme xhosaer, som havde raseret og nedbrændt Mundell-familiens farme i Bathurst- distriktet tre gange og i Waterkloof 1000 kilometer øst for Cape Town. Da indså jeg, at det først og fremmest var de hvide, der blev frie. Fri af skyldfølelse og dårlig samvittighed, fri af bekymringer og frygt. De blev frie sammen med deres sorte brødre og søstre.
