Hvem bestemmer, hvad der må siges på Facebook?

Hver dag slettes tusindvis af kommentarer fra danske Facebook-sider. Men det er uklart, hvem der sletter dem, og hvorfor de gør det. Vi har brug for større transparens om den moderering, der sætter rammerne for vores demokratiske samtale

"Moderering på Facebook handler om mere end lovgivning," skriver dagens kronikører.
"Moderering på Facebook handler om mere end lovgivning," skriver dagens kronikører. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix.

I Franz Kafkas værk ”Processen” bliver bankmanden Josef K. vækket en morgen af to mænd, der fortæller, at der er indledt en proces mod ham. Det uhyggelige ved Josef K.s proces er, at han ikke på noget tidspunkt kan få at vide, hvad han er anklaget for, hvem de mystiske mænd er, eller hvem der i sidste ende dømmer ham.

På mange måder minder modereringen på sociale medier i dag om ”Processen”. Et opslag eller en kommentar bliver fjernet med henvisning til, at det overskrider fællesskabsreglerne. Men den forklaring rejser flere spørgsmål: Hvilken grænse overskrider man? Hvornår overskrider man den? Hvad er beviset? Hvor får man adgang til en forsvarer? Og hvem er dommer i sagen?

En stor del af den demokratiske samtale foregår i dag på sociale medier og særligt i de digitale medborgerhuse på Facebook.

Danskerne griber ivrigt til tasterne og kommenterer på opslag på blandt andet mediernes Facebook-sider. Men mange kommentarer forsvinder igen, ofte uden at afsenderen eller offentligheden ved, hvem der står bag sletningen, og hvorfor indholdet slettes.

Artiklen fortsætter under annoncen

I en ny rapport har vi sammen med tænketanken Justitia for første gang undersøgt, hvor mange kommentarer der bliver slettet på fem danske nyhedsmediers Facebook-sider, og hvad kommentarerne handler om.

Vores undersøgelse viser, at der slettes op imod en halv million kommentarer om året – alene på de fem nyhedsmediers Facebook-sider. Vi kan imidlertid ikke se, hvem der står bag sletningen. Måske er det Facebook? Måske er det nyhedsmediernes sideadministratorer? Eller måske Facebook-brugerne selv?

Hvad vi derimod kan se, er, at langt størstedelen af de slettede kommentarer er lovlige holdningsytringer som for eksempel: ”Hvornår bliver der sat loft på, hvor mange år man kan være på offentlig forsørgelse… STRAM DOG OP REGERING.”

Samtidig får flere racistiske, nedladende eller ligefrem strafbare kommentarer hvert år lov at blive stående i kommentarfelterne, for eksempel ”brænd ham til døden sted for 5 års fængsel”.

At lovlige holdningsytringer bliver slettet, og at racistiske, nedladende og strafbare ytringer får lov at blive stående, er problematisk for den demokratiske debat på Facebook. Det skaber uklarhed om spillereglerne og risikerer at true såvel ytringsfriheden som ytringslysten.

Hvor længe har vi lyst til at deltage i den offentlige digitale debat, hvis vi oplever, at vores holdningsytringer fjernes uden forklaring? Og hvor længe har vi lyst til at deltage, hvis tonen bliver så hårdkogt med trusler, racisme og strafbart sprog, at det virker som et ubehageligt sted at være?

En sund demokratisk debat kræver klare grænser og stor gennemsigtighed i, hvem der bestemmer, hvad der må siges og ikke må siges. Når vi ikke kan se, hvad der bliver slettet, af hvem og hvorfor, risikerer enhver sletning at fremstå udemokratisk og puste til mistroen.

Dykker man ned i de enkelte kommentarer, som er blevet slettet, står det hurtigt klart, at moderering på Facebook handler om mere end lovgivning. I den offentlige offline-samtale har vi foruden en klar lovgivning bestemte sociale normer og praksisser for, hvordan vi taler til hinanden alt afhængigt af, hvor vi befinder os, og hvem vi taler med.

Når vi overskrider grænserne, er det ikke unormalt at få en advarsel. Måske bliver vi endda bedt om at forlade rummet – og først hvis det er racistiske, truende eller på anden vis strafbare ytringer, kan vi blive dømt.

Men hvad er de sociale normer på Facebook? Lad os prøve med et tankeeksperiment: Forestil dig, du er til et debatarrangement hos en landsdækkende avis på Folkemødet. Under debatten sendes mikrofonen rundt, og en person tager ordet. Han retter sig mod en af kvinderne i panelet: ”NU SKAL DENNE EGO KÆLLING IKKE TRO, at hun er noget…”, starter person og fortsætter, ”på godt dansk er hun en luderso”. Så rømmer han sig: ”Nu vil jeg gerne stille et spørgsmål.”

Skulle personen have lov at stille sit spørgsmål?

De to første citater er taget fra vores undersøgelse, hvor de optræder i en Facebook-debattråd hos et landsdækkende medie. De er eksempler på kommentarerer, som er blevet slettet fra kommentarsporerne, men som ifølge dansk lovgivning ikke er ulovlige ytringer. Hvis der alene blev modereret efter lovlighed, ville disse kommentarer få lov at stå.

Som eksemplet illustrerer, kan det give god mening, at der sker en moderering af kommentarer på de store Facebook-sider, for eksempel nyhedsmediernes. For det nytter ikke, hvis den digitale debat bliver én, som kun de allermest hårdkogte har lyst til at deltage i.

Ytringsfrihedskommissionens nye rapport viser, at 40 procent af danskerne har afholdt sig fra at ytre sig på sociale medier, selvom de egentlig gerne ville. Et bud ville være, at det for nogles vedkommende skyldes den hårde tone.

Omvendt risikerer en meget striks moderering at skubbe bestemte grupper væk fra de store platforme som Facebook, Instagram og Youtube mod lukkede og ofte mere ekstreme fora som Telegram og 4chan.

De brugere, som oplever, at deres holdninger er for rabiate til det sociale kodeks på Facebook, ændrer ikke holdning af at blive censureret. Snarere tværtimod.

Hvis vi skal modvirke den generelle polarisering og fragmentering af de sociale medier, er det vigtigt, at Facebook (for)bliver et sted, hvor mange føler, at de kan være og deltage i debatten.

Facebook har iværksat forskellige initiativer for at sikre en retfærdig moderering. Facebooks nye ”højesteret” af prominente figurer skal dømme, om det indhold, der ligger på grænsen af Facebooks fællesskabsregler, må blive stående eller skal slettes.

Facebook har også iværksat en klageinstans, der giver mulighed for at få sin sletning taget op til revision. Det er alt sammen grundlæggende positivt og viser, at også Facebook tror på, at øget transparens og uafhængighed kommer virksomheden til gode.

Men i dag er det stadig stort set umuligt for uafhængige organisationer at holde Facebook eller nyhedsmedier ansvarlige for, hvordan ytringsfriheden administreres, og ytringslysten sikres.

Der er brug for, at Facebook tager sit ansvar som forvalter af en stor del af den demokratiske samtale alvorligt og stiller alle oplysninger om moderering til rådighed.

Uanset hvor grænsen for ytringsfriheden trækkes, er det afgørende, at såvel offentligheden som Facebook-brugerne selv får indsigt i, hvem der sletter deres kommentarer og på hvilken baggrund.

Den manglende gennemsigtighed risikerer at svække ytringsfriheden – og i sidste ende ytringslysten, som er fundamentet for en god digital demokratisk debat.