”VI ER KOMMET I KIRKE for at lytte – lad os høre din stemme rent og klart!”. Sådan lyder det i en af de indgangsbønner, der er kommet til i de senere år. De nye bønner bliver i lighed med de nye salmer taget godt imod af både præster og menigheder, der glæder sig over nye ord, der naturligt føjer sig ind i traditionen, som den slags til alle tider har gjort.
Mange oplever, at det bidrager til en mere nutidig og forståelig gudstjeneste. Og nye bønner og salmer er ikke det eneste, der afprøves, indføjes og nogle steder bliver en naturlig del af en tradition i højmessen i netop den menighed. Også inddragelse af lægfolk, mindre ændringer i højmessens formuleringer, styrkelse af faddernes rolle eller nye traditioner som lystænding øger mangfoldigheden i højmessen.
Nogle af disse ændringer ligger uden for de valgmuligheder, som vores nuværende gudstjenesteordning fra 1992 giver mulighed for, og stadig flere ansøger om lov til at foretage mindre ændringer i højmessen. Ansøgningerne udspringer af et ønske om at tilpasse gudstjenesten til vores tid, sted og sprog. En kirke, der vil være kirke i fremtiden, kan ikke kun bruge ord og vendinger fra fortiden. Og man må se ansøgningerne som et udtryk for, at menighederne trods et mangfoldigt gudstjenesteliv ugen igennem har et håb om, at højmessen kan være det sted, der favner på tværs af menneskers forskelligheder, og ikke en særgudstjeneste for de særlige to procent.
Disse indledende konstateringer peger på, at folkekirken i praksis allerede er i gang med en reform. Der efterspørges mere frihed, så vi, som Grundtvig formulerede det, kan ”benytte alle vor tidsalders fordele til at forøge fremstillingens værdighed”.
MEN SAMTIDIG MED ønsket om frihed er ønsket om at fastholde, at vi er én folkekirke med mange menigheder. Når friheden øges, hvordan holder vi så fast i det fælles? Hvordan sikrer vi os, at det, vi gør, er at gentænke og forny den rige tradition, vi har – ikke at smide den ud? Hvad skal der til, for at gudstjenesten, som enhver kan gå til søndag formiddag, stadig på tværs af landet har et fælles præg?
Her er autorisation et stærkt redskab. Det autoriserede er det, der er fælles for alle. Det giver enhed midt i forskelligheden og holder os fast på gudstjenestens teologiske grundlag. Og det er en styrke, rigdom og glæde at have ord og sange, som vi alle deler. ”Gudstjenestens stille love”, autorisationen, er med til sikre det.
Men tiden er kommet til at overveje, hvor meget i gudstjenesten der skal autoriseres.
I 2016 nedsatte biskopperne tre faggrupper, der skulle give et fagligt grundlag under diskussionen om en revision af vores gudstjenesteliv. Denne første af tre faggrupper har nu undersøgt forholdet mellem det faste og det frie i gudstjenestelivet og samlet overvejelserne i en rapport.
Med udgivelsen af den rapport sættes samtalen om vores gudstjenesteliv i gang (en samtale, der nuanceres og uddybes, når de to andre faggrupper kommer med deres rapport næste år). Denne første rapport stiller spørgsmålet: Hvordan skal rammerne om gudstjenesten være? Fordi rammer i kirken ikke bare er rammer, handler samtalen ikke bare om struktur, men også om gudstjenesteforståelse og menighedsopfattelse. Form og indhold går hånd i hånd, så det handler i høj grad også om teologi.
Det er tid til en række drøftelser: Hvordan kan gudstjenesten både være et sted, hvor vi hører og passer på de gamle, smukke ord og samtidig et sted, vi finder nye ord, der i vores sprog beskriver og styrker vores trosforhold? Er gudstjeneste noget, som er det samme over hele landet? Eller afspejler det vores særlige måde at være menighed på her? Er gudstjeneste noget, man skal lære? Eller er det noget, man skal kunne deltage i og tage imod uanset forudsætninger eller investeret tid? Samtalerne skal hjælpe os afklare, hvor meget i gudstjenesten, der skal bestemmes lokalt, og hvor meget der skal bestemmes nationalt.
Selvom vi ikke ved, hvor den diskussion ender, er det godt at gøre sig klart, hvad det kræver og betyder, hvis vi bevæger os mod større frihed i det lokale gudstjenesteliv. En øget grad af frihed, der faktisk lægger sig op ad Luthers gudstjenesteideal, er både krævende og givende. En øget frihed – minimal autorisation – giver en øget forpligtelse på at tænke teologien i gudstjenesten igennem helt ned i detaljen og også se på teologien i helheden. Dette liturgiske arbejde kræver noget af både præst og menighed, og det bliver afgørende at sætte fokus på liturgisk samtale og uddannelse for alle i kirken.
For at støtte, lette og inspirere arbejdet, kunne man forestille sig, at en minimal autorisation følges af teologisk og liturgisk gennemtænkte vejledninger, skabeloner til gudstjenestens gang og ord, som ethvert sogn kan tage og benytte som deres gudstjenesteordning eller lade sig inspirere af. En mulighed kunne være at skabe et liturgisk værksted, der løbende udarbejder vejledninger til gavn for alle i landet. Vejledninger, der på den ene side harmonerer med kirkens tradition og teologiske grundlag og på den anden side giver en nutidig sproglig nerve i gudstjenesten.
ØGET FRIHED har ikke kun betydning for arbejdet med liturgi inden for sognets grænser. Også provster og biskopper skal i arbejdstøjet. For øget frihed betyder ændret tilsyn. Provster og biskopper må tage en mere aktiv rolle i at bidrage til sammenhængskraften i folkekirken. Ved på én gang at have blik for kvaliteterne i det enkelte sogns måde at gøre tingene på og opmuntre til også at se i den fælles retning, så det enkelte sogns arbejde har sammenhæng med folkekirkens store fællesskab. Øget frihed passer i virkeligheden bedre med det tilsynsideal, der praktiseres i dag: at inspirere, opmuntre, vejlede.
Rapporten peger på, at det, uanset hvordan vores gudstjenesteordning kommer til at se ud, vil være gavnligt at arbejde frem mod et teologisk grundlagsdokument for gudstjenesten, som man også ser det i andre protestantiske kirker – blandt andet i Norge, Sverige og USA. Det er et dokument, hvor det teologiske grundlag, som gudstjenesten og sakramenterne hviler på, formuleres i nogle principper eller kriterier for udformningen af den konkrete gudstjeneste. Et sådan grundlagsdokument kan være med til at skabe enhed og fælles teologisk grund i kirken. Og ville være en støtte i det liturgiske arbejde i de lokale menigheder. En fælles rettesnor og hjælp til at forvalte friheden uden at give køb på det fælles.
ØNSKET MED RAPPORTEN ER, at den kan være med til at kvalificere debatten om gudstjenesteliv. Den opfordrer blandt andet til, at man ikke spiller det velkendte kort genkendelighed, når man skal tale om ønsker for gudstjenesten. En gudstjeneste skal kunne genkendes som en kristen gudstjeneste i den danske folkekirke. Selvfølgelig! Men de vigtigste kriterier for genkendelse er ikke genkendelig (forudsigelig) ordlyd.
Genkendelighed handler om relation, stemning, rum, fællessang og så videre. Måske er der andre argumenter, der er vigtigere for, hvordan ordningen skal være, end genkendelighed. Forhåbentlig vil de faglige tekster i rapporten bringe nye synspunkter ind i samtalen. Ingen beslutninger er truffet om liturgien i fremtiden. Men en samtale, der angår alle, er begyndt. Og målet tror vi alle er enige om: at vi kan blive sendt ud fra gudstjenesten med en tak i hjertet over nu at have Guds stemme, ”der lyder i os, og som overdøver verdens larm”.