Prøv avisen
Kronik

Hvem er de 800.000 danskere på overførselsindkomst?

Brabrand. Gellerup. Gellerupparken. Højhus. Boligblok. Ghetto Foto: Kristine Kiilerich

Tænk, om politikere og samfundsdebattører ville lægge sig Grundtvigs udsagn om, at ordet skaber, hvad det nævner, på sinde i valgkampens diskussioner om folk på overførselsindkomst. Det ville være velgørende. Både for dem, der er i en sårbar situation, og for dem, der tænker, før de taler - og tæller

DER VAR ENGANG - det er snart længe siden - da samfundet mødte de sårbare og udsatte med medfølelse og solidaritet. I dag ses de snarere som samfundets syndebukke. Der er sket en fundamental ændring i den politiske retorik, uden at der egentlig er nogen, som diskuterer det.

Selvom det er det virkeligt politisk interessante, fokuserer debatten i stedet på løsrevne tal om, hvem de egentlig er - syndebukkene. Vi bøjer os ydmygt for dette forkvaklede perspektiv og vil i al stilfærdighed kaste et blik på tallenes tale.

Hvor mange i den erhvervsaktive alder modtager sociale ydelser, og kan de tage et job i morgen, hvis der var et job at få? I tredje kvartal 2014 var der 689.803 blandt de 16-64-årige, der modtog overførselsindkomst. Det er færre end de ofte omtalte 800.000, og blandt de knap 700.000 er det de færreste, der i et beskæftigelsesperspektiv udgør et problem.

Først har vi dem på syge- og barselsdagpenge. De knapt 116.000 mangler ikke et job, men er aktuelt syge eller på barsel. Så er der 95.000 kontanthjælpsmodtagere, der hverken er jobparate eller aktiveringsmodne. Hertil kommer dem, der har trukket sig ud af arbejdsmarkedet på førtidspension, efterløn og fleksydelse. De udgør cirka 315.000. Sammen tæller de tre grupper 526.000 af de knap 690.000.

Med en vis ret kan man også se væk fra de knap 57.000, der indgik i ordninger med sigte på arbejdsmarkedsdeltagelse. De er jo de facto i gang med aktiviteter, der - hvis systemet fungerer, og der er jobmuligheder - vil resultere i beskæftigelse. Lægger vi dem til de 526.000 er det med andre ord. 583.000 ud af de knap 690.000, der ikke kan ses som problematiske.

Tilbage er der cirka 107.000, der kunne tage et job i morgen, hvis der var et. De er enten på dagpenge eller kontanthjælp.

HVORFOR SVIRRER TALLET 800.000 så rundt i debatten? Det skyldes, at statistikken også omfatter personer i støttet beskæftigelse. Dem er der cirka 95.000 af. Smækker vi dem oven i de 690.000, får vi 785.000, og så er vi jo tæt på de 800.000.

Af de 95.000 var cirka 60.000 i i fleksjob eller skånejob. De kan for størstepartens vedkommende ikke forventes at overgå til ustøttet beskæftigelse. Derimod er der erfaringsmæssigt blandt de cirka 35.000 i virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats, og jobrotation en del, der opnår ordinær beskæftigelse.

Nu kan det i høj grad diskuteres, om personer i støttet beskæftigelse bør indgå i gruppen på offentlig forsørgelse, eller om de i virkeligheden er i beskæftigelse. Nok giver fleksjob og skånejob offentligt finansierede ydelser, men reelt yder modtagerne, hvad de kan på arbejdsmarkedet. Er de offentligt forsørgede, eller er de i arbejdsstyrken?

Undertiden hører man endnu højere tal anført. Det hænger sammen med, at opgørelsen over offentligt forsørgede også indeholder modtagere af uddannelsesstøtte (SU). Tager man både dem og dem i støttet beskæftigelse med, drejer det sig om 1.108.000. Det er et stort tal. Og det bliver større, hvis man oven i hatten lægger de 1.049.000, der i 2014 fik folkepension. Så var i tredje kvartal 2014 knap 39 procent af den samlede befolkning på overførselsindkomst. Tallene kan hurtigt få alarmklokkerne til at ringe, hvis de ikke omgås med en vis varsomhed.

Hvorvidt 700.000 eller 800.000 på overførselsindkomst i de erhvervsaktive aldre er få eller mange, skal blandt andet ses i lyset af den danske velfærdsmodel, hvor de fleste voksne enten er forsørget af det offentlige eller selvforsørgende.

I modsætning til for eksempel Sydeuropa er det sjældent i Danmark, at familien står for forsørgelsen af voksne familiemedlemmer, der ikke kan deltage på arbejdsmarkedet. Debatten om personer, der i kølvandet på den seneste dagpengereform mistede dagpenge, viser, at mange danskere ønsker, at det offentlige står for forsørgelsen, hvis man mister sit job.

ER DER SÅ BLEVET flere eller færre modtagere i de senere år? Fra tredje kvartal 2010 til tredje kvartal 2014 er der, hvis vi ser væk fra dem i støttet beskæftigelse sket et fald på cirka 63.000. Ikke mindst er antallet på førtidspension og efterløn faldet blandt andet på grund af førtidspensions- og tilbagetrækningsreformen.

Der er også færre på dagpenge. Nogle er kommet i beskæftigelse, andre på andre ydelser, og nogle er faldet ud af systemet. Også antallet af sygedagpengemodtagere er reduceret. Det kan med gennemførelsen af jobafklaringsforløb og tidligere opfølgning tænkes at falde yderligere. Derimod er gruppen af kontanthjælpsmodtagere, der ikke er jobparate og ikke er i aktivering, steget i perioden. Nu er det ikke kun politikerne, der ved at ændre regler og satser kan påvirke antallet af overførselsindkomstmodtagere.

Befolkningens udvikling og sammensætning - især fordelingen på aldersgrupper, erhvervsmæssige kompetencer og etnisk oprindelse - samt den økonomiske udvikling spiller en stor rolle. Således voksede befolkningen med næsten 73.000 personer mellem oktober 2011 og oktober 2014.

Hvis den danske økonomi for alvor kommer ind i et opsving, må vi forvente færre offentligt forsørgede i den erhvervsaktive alder.

At der samtidigt bliver relativt færre i denne aldersgruppe, peger også mod færre modtagere. Endeligt trækker de mange ydelsesreformer også mod færre modtagere.

Den første pejling på, om udviklingen går i den retning, får vi i morgen, hvor Danmarks Statistiks næste opgørelse over offentligt forsørgede er planlagt til at udkomme.

Til den tid kunne man så ønske sig, at slagsmålet om tallenes tale ville ophøre, så vi i stedet kunne føre en meningsfuld debat om systemet af overførselsindkomster uden at indhylle den i nedsættende skillelinjer mellem dem, der kan, men ikke vil, og dem, der vil, men ikke kan; uden at indhylle den i en futil diskussion om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde eller ej; uden at påkalde sig påstande om ”krævementalitet”; uden et indkapsle diskussionen i spørgsmål om skyld og ansvar.

Tænk, om politikere og samfundsdebattører ville lægge sig Grundtvigs udsagn om, at ordet skaber, hvad det nævner, på sinde. Det ville være velgørende. Både for dem, der er i en sårbar situation, og for dem, der tænker, før de taler - og tæller.

Jon Kvist er professor på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, og Jørn Henrik Petersen er professor på Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet