Prøv avisen
Kronik

Professor: Udbredt national loyalitet kan eskalere konflikten mellem Rusland og Nato

Er der ikke i den nuværende situation brug for åbning set i forhold til den russiske befolkning? Vi har brug for at finde ud af, hvorfor Rusland agerer, som det gør. De, der bor i Rusland, har brug for en forklaring på, hvorfor Nato agerer, som det gør, mener professor Bengt-Åke Lundvall.

Bengt-Åke Lundvall, professor ved Aalborg Universitet.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Europa nærmer sig et punkt, hvor krigshandlinger mellem Rusland og Nato-allierede kan blive en realitet. Skal vi stole på, at de politikere, som vi har valgt, er kloge nok til at vælge nedrustning og dialog i stedet for at eskalere den ulmende konflikt?

PATRIOTER I ALLE LANDE – inklusive Rusland, Nordkorea og Iran – står rede til at forsvare deres land. I Danmark får krigsveteraner, som har forsvaret danske interesser i Irak og Afghanistan, medaljer og anerkendelse. I alle lande ser man med skepsis på den minoritet af indbyggere, som rejser tvivl om nødvendigheden af fædrelandets militære operationer. Landsforræderi er måske den allerværste af alle mulige forbrydelser, og grænsen mellem legitim opposition og forbrydelse er flydende.

I Astrid Lindgrens krigsdagbøger, som kan anbefales til alle, og som er oversat til dansk i 2016, kan man følge en samtidshistorisk iagttagelse af Anden Verdenskrig set fra neutral grund med en særdeles begavet hjemmegående ”husmoders” blik. Meget handler om madrationer og den daglige knaphed (som dog ikke rammer Astrids egen familie i væsentlig grad).

Men dagbogen udtrykker især forfærdelse over krigens uhyrligheder. Astrid Lindgrens faktuelle opgørelser over sult, død og hjemløshed i forskellige dele af verden illustreres af avisudklip og uddrag af breve. Disse opgørelser giver et godt billede af krigens enorme omkostninger for både civile og for dem, der kæmper på slagmarken. Hendes forundring over, hvorfor der ikke var nogen, der fik standset dette vanvid, medens tid var, er forståelig.

Astrid Lindgren er imod krigen, men hun er ambivalent i forhold til den svenske neutralitet, blandt andet når den kræver, at den svenske regering tvinges til at acceptere transport af tysk materiel og personale gennem svensk territorium. Og hun har det dårligt med, at man ikke kan tillade sig at intervenere i Finland for at hjælpe broderfolket imod de russiske tropper i forbindelse med vinterkrigen. Men hun ender med at takke regeringen for at holde Sverige ude af krigen – det skabte trods alt en slags frizone i en verden i brand. Det muliggjorde blandt andet, at man gav asyl til de danske jøder, som ellers ville være endt i koncentrationslejre i Tyskland.

Via sin ansættelse ved den svenske brevcensur er hun særdeles velinformeret og klar over, hvad der foregår i de tyske koncentrationslejre i form af udryddelse af en hel befolkningsgruppe. Hun har intet tilovers for de tyske nazister, men reflekterer af og til over, at der trods alt må være mange ordentlige tyskere.

Tilsvarende nuancering finder man ikke i samme grad, når Astrid Lindgren skriver om Rusland. Her er fjendebilledet mere kompakt, og mod slutningen af krigen udtrykker hun angst for, at et tysk nederlag vil give Rusland frit slag i Baltikum og Norden. Den svenske angst for Rusland, som hun deler, afspejler vidnesbyrd fra Finland og de baltiske lande om russiske overgreb, men den har sin oprindelse langt før den anden verdenskrig og den kolde krig. Siden det 15. århundrede har der været en halv snes krige mellem Sverige og Rusland. Det er ikke nogen overdrivelse at betegne Rusland som Sveriges arvefjende.

Dette fjendskab har fået ny aktualitet efter den russiske invasion af Krim. Og der kommer hele tiden nye negative signaler fra Rusland i vestlige nyhedsmedier. For nylig kunne man i dansk fjernsyn se, hvordan en underlig mand i russisk uniform trænede meget små børn i at stikke bajonetter i menneskelignende dukker. Han gav udtryk for en ægte patriotisme og villighed til at forsvare fædrelandets grænser til enhver pris. Russiske medier fortæller befolkningen om, hvordan Nato trænger sig tættere og tættere på Ruslands grænser.

Dette fører til modsvar fra de nordiske lande. Der afsættes flere ressourcer til krigsmateriale, dansk militær øver sig i vinterkrig i Baltikum, og i Sverige har officielle myndigheder opfordret alle husholdninger til at have ekstra forsyninger til mindst syv dage i hjemmet, sådan at man kan klare sig, ”hvis russerne kommer”.

Europa er begyndt at nærme sig et punkt, hvor krigshandlinger mellem Rusland og Nato-allierede kan blive til en realitet. Som god dansker (og forhenværende svensker) burde jeg udelukkende tilskrive denne udvikling aggressive russiske hensigter og bakke 100 procent op om enhver handling, som den danske regering foretager sig for at modgå truslen fra Øst.

Men var det ikke en sådan udbredt national loyalitet i samtlige europæiske lande, som gradvist førte frem til Anden Verdenskrig?

Den vestlige reaktion på den russiske invasion af Krim har været præget af forsøg på at isolere landet fra omverdenen via handelsembargo og via forhindringer for, at udvalgte russere kan besøge Vesten. Denne politik førte til en svækkelse af den russiske økonomi på kort sigt. Samtidig har den, i kombination med det russiske gensvar i form af importforbud af fødevarer, utilsigtet ført til en mere balanceret erhvervsstruktur, som styrker økonomien på lang sigt. Og samtidig har embargoen selvfølgelig givet grundlag for yderligere mobilisering af folkelig patriotisme i Rusland.

Er der ikke i den nuværende situation brug for åbning set i forhold til den russiske befolkning? Vi har brug for at finde ud af, hvorfor Rusland agerer, som det gør. De, der bor i Rusland, har brug for en forklaring på, hvorfor Nato agerer, som det gør. En gensidig fjendelogik, hvor man tilskriver fædrelandet ædle motiver og modparten det modsatte, er en sikker vej til eskalering. Den cementerer misforståelser, og for enden af denne vej står krigen og ufattelige lidelser.

I Aalborg har vi – en gruppe af modne mænd – forenet os i et projekt, som går ud på at lave Aalborg til en fredens by. Initiativtager er ildsjælen Niels Erik Thomsen, som har et livslangt virke som arkitekt i Nordjylland. I forlængelse af en serie arrangementer i Folkeuniversitetets regi vil foreningen Fred i Verden – Fredsby Aalborg blive stiftet, og stafetten kan så blive ført videre af yngre mænd og kvinder.

Jeg har noteret mig, at en del af mine venner forholder sig skeptisk til initiativet – en skepsis, som jeg til en vis grad deler. Hvordan kan man virke for noget så abstrakt som fred? En ting er at kæmpe imod atomvåben eller tage stilling imod en invaderende magt i en bestemt krigssituation, men hvordan forsvarer man ”freden”? Et muligt svar er, at man tager udgangspunkt i den voksende krigsretorik mellem Rusland og Nato.

Den kommende bestyrelse for foreningen kunne således markere Aalborgs status som fredsby med at invitere til en Rusland-Norden workshop, hvor man forsøger at forklare, hvordan man på hver sin side af hegnet ser på verden og sin egen rolle. Det skulle være en workshop baseret på dialog med meningsudvekslinger og fakta, som sigter mod at begrænse misforståelser. Det kunne også handle om at oprette venskabsrelationer til fredsbyer i Rusland, Baltikum og i de øvrige nordiske lande.

Intet er enkelt i denne verden. Som belyst i filmen ”The Darkest Hour”, hvor Churchill fremstår som den civiliserede verdens frelser, er der situationer, hvor freden er tabt, og krigen fremstår som eneste mulighed. Det bliver i filmen formuleret som, at man ikke kan forhandle med hovedet i tigerens gab. Men er vi allerede nået dette stade? Det mener jeg ikke, at vi er, og derfor bør tiden bruges til at gøre freden mulig. Dette definerer en ”pragmatisk pacifisme”, som jeg tror, at mange kan slutte op omkring.

I dag er mange parate til aktivt at arbejde for at forhindre miljøkriser, som truer menneskelighedens eksistens på lang sigt. Skal vi ikke tilsvarende bestræbe os på at afværge krigens katastrofer? Eller skal vi stole på, at de politikere, som vi har valgt, er kloge nok til at vælge nedrustning og dialog, i stedet for at eskalere ulmende konflikter som den mellem Rusland og Nato