Prøv avisen
Kronik

Sofie er introvert: Der findes mange myter om os – men de passer ikke

Sofie Jensen Traulsen

Sofie Jensen Traulsen, Kandidatstuderende i lærings- og forandringsprocesser, Aalborg Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes umådeligt mange myter om, hvad det vil sige at være introvert. Jeg har lyst til bare at sige: Nej, nej og nej. De passer ikke. Vi er ikke eremitter. Vi hader ikke andre mennesker. Vi er ikke socialt kejtede, og vi går ikke i deformt tøj

”ER EN INTROVERT IKKE SÅDAN EN, der ikke har nogen venner? Du ved, sådan en socialt kejtet én?”.

Spørgsmålet kommer fra et helt oprigtigt sted og er ikke ment som en nedladende kommentar. Min veninde kigger opmærksomt og undrende på mig. Hun kan ikke få billedet af mig, der er socialt velfungerende og vellidt, til at passe med hendes billede af, hvad en introvert person er. Og jeg kan ikke bebrejde hende det.

Indtil for omkring et halvt år siden, havde jeg nemlig det eksakt samme billede af en introvert, som hun har: Et billede af en kikset pige med togskinner, rottehaler og deformt tøj. Hun var altid den, der blev valgt sidst til idræt, ja, vel egentlig valgt sidst til alt, for hun var den, andre ikke gad være sammen med. Den socialt akavede nørd, man ikke kunne andet end at have ondt af. Det er myten om den klassiske introverte, der stadig lever i bedste velgående blandt de fleste.

Der findes umådeligt mange myter om, hvad det vil sige at være introvert. Jeg har lyst til bare at sige: Nej, nej og nej. De passer ikke. Vi er ikke eremitter. Vi hader ikke andre mennesker. Vi er ikke socialt kejtede, og vi går ikke i deformt tøj. Så er det slået fast.

Til gengæld kan jeg fortælle, at vi har brug for tid alene. Meget tid alene. Det er lige så vigtigt for os som mad, ilt og søvn. Og vi nyder at bruge hele weekender på sofaen, hvor vi kan binge Netflix-serier eller læse bøger – uden sociale input. Vi har det nemlig skønt i vores eget selskab. Nej, det at være introvert handler ikke om popularitet, udseende, fritidsinteresser eller erhverv.

Det at være introvert handler om, hvordan vi får og bruger vores energi. Vi får energi i vores eget selskab – vi bruger energi sammen med andre. Ekstroverte derimod får energi i selskab med andre og kan hurtigt føle sig utilpasse, hvis ikke de får sociale input. Vi er forskellige og skal derfor indrette vores liv forskelligt.

Mens jeg skriver dette, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over min venindes spørgsmål for et par måneder siden. For jeg er blevet så meget klogere de seneste måneder.

Jeg har læst op på lektien om, hvad introversion faktisk er (og ikke, hvad myterne fortæller), og i dag fortæller jeg stolt og gladeligt om, hvordan min hjerne fungerer, når folk spørger ind. Og det gør folk, når jeg fortæller, at jeg er introvert. For de ved ikke, hvad det vil sige.

Det har fået mig til at indse, at der virkelig mangler en almen viden om, hvad det vil sige at være introvert. Hvilket også er årsagen til, at jeg lige nu skriver disse ord. For der er mange som mig. Rigtig mange endda. 30-50 procent af befolkningen er faktisk introverte. Og vi blev altså ikke alle sammen valgt sidst til idræt.

Vi lever i en ekstrovert verden. En busybody -verden hvor det at have travlt er et symbol på at være succesfuld. Hvor det at have mange venner er et symbol på at være populær. Den tyske sociolog Hartmund Rosa skriver om, at vi lever i et accelererende samfund, hvor det hele går hurtigere og hurtigere hele tiden. Jeg tror sådan set, at alle lider under dette hurtighedsregime, vi har fået skabt. Men som introvert kan jeg fortælle, at hastigheden kan føles endda ekstra voldsomt.

For den måde, vores samfund er skruet sammen på i dag, er så langtfra den ideelle verden for en introvert, der har brug for mere tid i ro.

JEG LEVEDE I MISTRIVSEL i mange år, fordi jeg ikke forstod min introversion. Jeg sloges dagligt med mig selv. Forlangte, at jeg skulle kunne klare meget mere. Have flere venner. Være mere ude i verden. Og det eneste, det medførte, var, at jeg var kronisk stresset og deprimeret i min ungdom og op igennem 20’erne. Udelukkende fordi jeg forsøgte at leve som folk omkring mig. Folk som jeg i dag kan se er ekstroverte.

Set udefra havde jeg det super fedt med masser af venner, frivillige jobs, eftertragtet studie, fester hver weekend. Virkeligheden var bare, at jeg var konstant udbrændt. Konstant udmattet. For der ser ofte anderledes ud bag facaden. Faktisk så anderledes, at jeg ikke ville kunne genåbne min Facebook-profil, som jeg lukkede for nogle år siden, fordi den viser et falskt billede af, hvem jeg er. Hvem jeg var. Den ville have brug for en extreme makeover for at kunne genåbnes. Det er sådan set ret skræmmende.

Vi mennesker har brug for nogen at spejle os i. Det er sådan, vi stykker vores identitet sammen. Vi må se på andre for at forstå os selv i verden.

Religioner fyldte tidligere langt mere, end de gør i dag, og de udfyldte en vigtig funktion for os. Eksempelvis var lignelserne i Biblen, hvor de fleste nok kender til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, skabt, for at vi kunne spejle os i personerne, som de handlede om.

På samme måde fungerer de sociale medier som spejle for nutidens mennesker. Men hvor kristendommens lignelser hyldede dyder som at være næstekærlighed og barmhjertig, så hylder de sociale medier lidt groft sagt det ekstroverte liv. Hvor det at være social, være til fester og være konstant ude i verden er definitionen på ”det gode liv”.

Men hvem promoverer det introverte liv? Det gode introverte liv, hvor vi nyder ro, natur, bøger, kunst, en til en-samtalerne? Nej, det er vist tid til at hyre en kreativ pr-konsulent, der kan promovere det introverte liv. For vi har også brug for nogen at spejle os i. Nogen at se op til. Nogen til at vise os vejen.

OM VI ER INTROVERTE eller ekstroverte, er ikke et valg, vi selv træffer. Vi fødes som enten primært det ene eller det andet. Det ligger i vores dna. Hvilket altså lidt bryder med den populære opfattelse af, at vi skabes som mennesker ud fra de valg, vi træffer. Det kan vi godt lide at bilde os selv ind. At vi er født lige, og at vi er vor egen lykkes smed og alt det der.

Det er fint nok med filosofiske diskussioner om menneskelige valg og lykke, men i de samme diskussioner glemmer vi bare, at hjernen har sin helt egen agenda. Den er ligeglad med, at mennesket er frit, og at alle skal kunne leve ens. Nej, hjernen er stadig indrettet efter et biologisk system, der ikke altid passer lige godt ind i de liv, vi lever i dag.

Men altså: Hjerneforskning viser i dag, at der er en helt konkret forskel på introverte og ekstrovertes hjerner. Introverte bearbejder stimuli på en anden måde, end en ekstrovert gør. Hvis du ikke tror på mig, så slå det op. Det passer. Og der må jo være en årsag til, at vi er født forskellige.

Der er brug for begge måder at fungere på i verden. Men det kræver altså, at vi begynder at sidestille introversion med ekstroversion.

HER TIL SLUT VIL JEG SVARE PÅ min venindes spørgsmål: Nej, en introvert er ikke en, der ikke har nogen venner. Der er vel omtrent lige så mange socialt kejtede introverte, som der er socialt kejtede ekstroverte, og introversion har intet at gøre med, om man er vellidt og socialt velfungerende.

Lad os nu gøre op med de myter, der holder os tilbage fra at værdsætte introversion på lige fod med ekstroversion. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet.

Og som Krumme så rigtigt sang:

”For man er, som man er, og det er godt nok.”