”Mennesket skal ikke leve af brød alene” sagde Jesus, da han blev fristet i ørkenen. Brødet er et symbol på menneskets fysiske behov, og nogle ville kalde det menneskets basale behov.
I Samvirkende Menighedsplejer har vi for nyligt holdt et kursus om åndelig omsorg, hvor en deltager blev spurgt, hvad hun ville gøre, hvis hun af en patient blev spurgt: ”Hvorfor er der ingen, der vil høre på mig, når jeg har det så svært?”. Deltageren svarede prompte, at hun ville spørge patienten, hvor hun havde ondt.
I vores samfund er der ikke mange, der dør af sult, men vi er meget bevidste om vores fysiske behov. De fleste kan i søvne nævne de 10 kostråd og ved alt om træning, og hvordan kroppen holdes sund. Derimod står det anderledes til, når vi taler om den åndelige omsorg. Her er vi ikke nær så tydelige på, hvad der er godt, og hvordan ånden holdes levende og sund
Men her er det, at Jesus kommer ind i billedet. Han vender op og ned på vores basale behov. For Jesus er det ikke brødet, der er vores basale behov – det er føde for ånden.
Det vigtigste for vores overlevelse er ikke, at kroppen holdes i live, men at ånden holdes levende. I evangelierne er der adskillige lignelser, hvor Jesus siger, at han er livets brød, og at den, der kommer til ham, skal aldrig sulte (Johannesevangeliet, kapitel 6, vers 51). Ligeledes siger han, at han er det levende vand, hvis man drikker af ham, så kommer man aldrig til at tørste mere (Johannesevangeliet, kapitel 4, vers 5-25).
Nu er der sikkert mange, der i læsende stund undrer sig over ovenstående ord, fordi fornuften jo siger os, at ånden ikke kan eksistere, hvis kroppen er død. Dette er selvfølgelig indlysende, at mennesket ikke kan overleve uden næring, men spørgsmålet er, hvad der kommer først?
Efter Anden Verdenskrig var der en jøde, der efter at have overlevet Auschwitz udtalte, at han kun overlevede, fordi han var forblevet et menneske. Han mente, at han godt kunne have overlevet i koncentrationslejren ved at stjæle de andres mad, men så var det kun et fysisk hylster, der var overlevet og ikke et menneske. Det basale behov for jøden var ikke maden, men at bevare sin menneskelighed igennem lidelserne.
Når vi kigger på coronakrisen, så forekommer det helt modsat i folkekirken. Vi har gennem vores håndtering af coronakrisen signaleret, at mennesket først og fremmest er krop, og at kirkens opgave var at beskytte kroppen.
Når kulturminister Joy Mogensen (S) har udtalt, at det er upassende at tale om kultur i en sundhedskrise, så ser det ud, som om vi i folkekirken har givet hende ret. I vores naboland Sverige har kirkerne været åbne, og de kirker, der lukkede, har fået kritik for dette, fordi mennesker har brug for kirken i en krisetid. Ligeledes har den katolske kirke i Danmark haft delvist åbent, og i en artikel fra den 3. april på dr.dk hedder det blandt andet: ”Det er ikke ulovligt for katolske kirker at holde åbent, for det er kun folkekirken som offentlig institution, der er underlagt reglerne om at holde lukket for offentligheden.”
Folkekirken er de facto blevet en offentlig institution og agerer som sådan. Mange af folkekirkens medlemmer opfatter således folkekirken som en del af velfærdsstaten. Man forventer også samme service som fra andre offentlige institutioner. Og folkekirken har igennem coronakrisen opført sig fuldstændig som var den en statskirke. Nogle vil endda mene, at folkekirken har forsøgt at spille den flinke duksedreng i klassen ved at være ekstra restriktiv i forhold til, hvor få aktiviteter der kunne foregå. Har vi udsat vores kirke for åndeligt omsorgssvigt?
I 2020 har vi fejret 75-årsdagen for Befrielsen fra den tyske besættelse. Mange har sammenlignet den nuværende krise med krisen under Anden Verdenskrig. Sammenligningen har blandt andet gået på de særlige regler for forsamlinger og isolation.
Men når man viderefører det til folkekirken, så ophører sammenligningen.
For under Anden Verdenskrig var folkekirken en samlende og bærende institution. Her talte man åbent om jødeforfølgelser, og mange præster var medlemmer af modstandsbevægelsen. I coronakrisen har kirkerne været hermetisk lukkede, så det hverken har været muligt at tænde et lys eller bede en bøn i en af vore mange smukke kirker. Og da Joy Mogensen forsigtigt antydede, at folkekirken måske kunne åbne i påsken, fik hun én over nallerne – af folkekirken.
Det har ellers altid været et kendetegn for kirken, at den viste sit værd i krisetider. Men det gælder åbenbart ikke i en sundhedskrise. Her må præsterne give fortabt og overlade menigheden til sundhedssektoren.
Hvis Jesus havde ageret på samme måde, da han gik rundt i Israel for 2000 år siden, hvor bakterier og sygdomme var langt mere livstruende end i dag, så havde kristendommen nok ikke eksisteret. Hvis folkekirken også skal eksistere om 2000 år, så bliver vi nødt til at have lidt mere mod og kreativitet i en kommende sundhedskrise end at lukke os inde med 95 blå plakater på yderdørene omkring afstand, hygiejne og håndsprit.