Hver tid sine helte, siger man som bekendt. Kendetegnende for vor tids helte er dog hverken deres imponerende fysik eller stærke næver. De ”nye helte” er dem, der faldt - og rejste sig igen.
Sociale mediers likes og delinger viser med al tydelighed, hvordan vi hylder dem, der blev ramt af livet - men kom ud på den anden side.
Dem, der måtte bukke under for psykens uforklarlige hvirvelstrømme, og som faldt så dybt, at stødpuden hed lukket afdeling, sygemelding og psykolog. Men som kort efter igen fik styr på familieliv, på karriere og på Instagram.
Dog er bagsiden af at hylde disse helte den afstand, der skabes til dem, der ikke rejste sig igen - med samme fart, med samme gejst, måske bare slet ikke. Det er ikke alle, der kommer sig efter en alvorlig depression, stress i en invaliderende grad, en spiseforstyrrelse, der tog al magten, skizofreni, måske et misbrug og så videre.
Dog synes det at være forventningen, at der til fortællingen om et psykisk kollaps følger et ”men derefter“”. At den eneste udgang på et sygdomsforløb i psykiatrien må og skal være et interview i ”Aftenshowet” eller ”Go'morgen Danmark”, at få en blog eller at blive forfatter til en bog om, hvordan man besejrede sygdommen.
Retorikken om psykiske lidelser har ændret sig fra at være ikke-eksisterende til nu at være noget, man kommer igennem - styrket!
Vi klynger os til selvhjælpsbøger i resilienskategorien, der kan guide os til at blive modstandsdygtige, at overkomme livets prøvelser og nedture - ja, man kan sågar komme på kursus i at fortælle historien om sit sygeforløb.
Men i virkeligheden er vores samtale om psykiske lidelser fortsat forstummet og fraværende - indtil den syge igen har rejst sig og tager del i en normal hverdag. Ud over fascinationshistorien kan vi ikke tale om det igangværende sygdomsforløb - og endnu mindre om dem, for hvem udsigten til raskmelding er så udsigtsløs, at de får tilkendt førtidspension.
Vi bør vare os for at gennemsyre psykiatrien og den måde, vi omtaler den på, med præmissen om evig salighed på den anden side af sygdommen. For langt de fleste venter en hverdag med daglige kampe og risiko for tilbagefald.
Måske er man skadet for livet, fordi ens hjerne ikke er, hvad den har været, efter måneder til år med depression, dårlig søvn, usund eller ingen mad og eventuelle ECT-behandlinger.
Andre må se i øjnene, at de hver dag skal tage medicin, der sløver dem i en grad, så de ikke kan kende sig selv. Og for andre igen er deres selvbillede blevet revet i så mange stykker, strakt og skubbet rundt, at det bliver umuligt igen at få hold i en identitet og selvtillid.
Psykiatri er ikke et selvudviklingsforløb eller en medarbejderudviklingssamtale - det er behandling af sygdomme, og der skal ikke stilles som præmis, at der skal vindes en gevinst for samfundet af den enkeltes behandling. Man skal ikke betale igen med en blog, en bog, en kronik, et case-interview eller ny livsstil.
Hvis vi ikke ændrer retorikken, sætter vi barren meget højt for dem, der rammes af psykisk sygdom. Det kan virke urealistisk at skulle blive rask, hvis man mødes af en verden, der synes at stille endnu større krav end før sygdommen.
Vi risikerer at udelukke en gruppe mennesker og i værste tilfælde fastholde dem i passivitet og sygdom, fordi de ikke kan honorere kravene til vor tids helte.
Samtidig med at vi som samfund hylder de helte, der besejrede sygdommen og kom styrket ud, er der i de psykiatriske behandlingstilbud kun plads til de allerdårligste patienter.
Der er et voldsomt skel mellem det klorduftende sygehuslinned og at booke vasketider lørdag formiddag. Og overgangen fra afdeling til hverdag skal patienterne i høj grad selv stå for.
Det er både min påstand og min erfaring. Jeg blev selv suget ned i min psykes mørke understrømme. Jeg blev ramt, jeg blev væltet. Og jeg har ikke rejst mig endnu. Ikke fuldstændigt, ikke med gejst - og jeg ville gerne have været sygdommen foruden.
Den psykiatri, jeg mødte, var en psykiatri, der tog ansvar for og fra mig, da jeg var så formørket og fyldt af et altædende selvhad, at jeg forstenede. I flere uger lå jeg bare og så ind i en væg, mens jeg blev holdt i live af et drop i armen, der sikrede, at jeg ikke døde af tørst.
En psykiatri, der fandt mig i tide og pumpede pillerne ud, holdt øje med mig og holdt døren låst. En psykiatri, der støttede mig i at tage kiloene på igen, når mine systemer og regnskaber, styret af angst, gemte makrel under bordet og hoppede flere timer på stedet hver nat. En psykiatri, der reddede mit liv.
Men det var også en psykiatri, der pacificerede mig længere end nødvendigt. Under en længere indlæggelse oplevede jeg, at der ikke var ressourcer til at hjælpe mig i gang igen, da jeg langsomt fik det bedre. Personalet var så presset, at kun de allerdårligste patienter fik tid og støtte.
Var man ikke blandt de dårligste, tangerede det ren opbevaring. Der var enkelte fantastiske sygeplejersker med videre, som jeg skylder en stor og hjertevarm tak. Men overordnet betød manglen på en sammenhængende plan for mit forløb og behandling en enorm angst.
For mig var det skræmmende at få det bedre, for støtten bortfaldt med det samme. Og så stod jeg der alene og skulle selv finde vej tilbage.
Samtidig var der et samfund på den anden side af den låste dør, som ikke forstod, at jeg ikke bare kom springende tilbage fra den lukkede i en forbedret udgave af mig selv.
Psykiatriens paradoks er en kløft så dyb, at det kræver, at psykiatribrugeren er meget ressourcestærk og selvstændig. Ellers er der en stor risiko for, at alt det, der er repareret under en indlæggelse, tabes i tomrummet mellem afdeling og påbegyndt støtte i eget hjem.
For et års tid siden måtte jeg efter en lang indlæggelse sande, at jeg endnu ikke havde rejst mig. Jeg var ikke klar til at møde de mange forventninger, jeg oplevede, et fuldtidsarbejde ville have - og der var ikke forståelse for, at jeg ikke kunne honorere kravene - og mere til.
Tilbagefald og genindlæggelse kolliderede med vagtplaner og chefens velmenende, men begrænsede tålmodighed.
Derfor måtte jeg selv opfinde en ”mellemstation”, hvor jeg kunne få lov til at gemme mig, de dage mit sind er i modvind. Men hvor jeg samtidig ikke bare parkeres hjemme eller i et meningsløst aktiveringstilbud.
Det var utrolig svært at stå alene på den anden side af indlæggelsen, og jeg kan sagtens forstå, hvis nogle opgiver på forhånd.
Derfor er mere omtale og mediedækning af psykiske lidelser ikke det samme som en brugbar og kvalificeret debat - eller en åbenhjertig samtale.
Samtalen om psykiske problemer er ramlet ind i effektiviseringsdebatten, og ud er kommet dette vildspor af en offentlig skriftestol, hvor tidligere patienter skal godtgøre, hvorfor det var meningsfyldt og godt, at de var sygemeldt et halvt år og måtte indlægges.
Et sygdomsforløb, en nedtur, en krise skal åbenbart kunne sættes ind i en fortælleramme, hvor det indgår som led i en målrettet vej mod et bedre selv og en bonus for samfundet.
Der er ingen, der længere tør stille sig op og sige, at de gik vild, at det var en blind vej - og at de måtte tilbage ad samme vej, som de kom.
Vi martrer os selv med konstant og selv i det dybeste mørke at forsøge at finde mening i det meningsløse i stedet for at have modet til at indrømme, at vi gik vild - og at vi ikke ved, hvor vi skal hen.
Derfor er vores retorik om psykiske lidelser på vildspor, og den deler psykiske syge op i et heltehold og de kronisk ramte, som aldrig vil kunne lave en effektiviseret fortælling om deres sygdomsforløb.
Sofie Skamris Pedersen er journalist og stud.theol.