Prøv avisen
Kronik

Psykiater: Hverdagens konflikter har ofte rod i misforståelser

Konflikter skyldes ofte, at personlige grænser er blevet overskredet. Bag hver grænse findes et ”selv”, som er sjælens livsvigtige ”organ”. Trues dette, trues man på sin mentale eksistens, skriver Niels Kjeldsen Kragh, speciallæge i psykiatri

kristeligt dagblads kronik 2. Oktober 2020 AF Niels Kjeldsen-Kragh, Speciallæge i psykiatri

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

De fleste konflikter har rod i misforståelser, der aldrig bliver udredt, eftersom det kan føles for sårbart at røbe, at man har følt sig overset og ydmyget. I stedet ”angriber” man den anden, som så føler sig som offer for en urimelig aggression, skriver kronikøren

Der er stridigheder alle vegne. Mange tænker: Hvorfor kan folk ikke tale sammen og løse deres problem i fredsommelighed? Og der rystes opgivende på hovedet, når det kommer for en dag, at stridens årsag ofte bunder i noget, der ligner bagateller. Men sætter man sig ind i, hvordan parterne oplevede starten på konflikten, viser det sig for det meste, at miseren udspringer af noget af det allermest følsomme og sårbare i det menneskelige sind: tab af selvfølelse.

Vi tror ofte, at andres tanker, forventninger og indstillinger svarer til vores egne, og vi overraskes jævnligt over, at de planer, vi har med vores tilværelse, ikke deles af vore nære, hvilket medfører skuffelse, forvirring og usikkerhed: Jeg troede, vi skulle på ferie for at slappe af ved stranden, men du vil på museum hver dag.

Når ens forhåbninger, som man troede, at den anden var indforstået med, ikke bliver indfriet, er man tilbøjelig til at tænke: ”Jeg bliver ikke respekteret, jeg bliver ikke regnet for noget,” hvilket opleves som et respektløst anslag mod selvfølelsen. Den krænkede føler sig såret: Jeg går rundt og tager hensyn til ham, men han tager ikke hensyn til mig.

Fornemmelsen af, at man ikke bliver hørt (hvad enten det er sandt eller falsk) ender ofte i bitterhed, som er en cocktail af uretfærdighedsfølelse, tristhed og vrede. Man føres ind i en offerposition, hvor det underliggende tema er: Den anden er bevidst egoistisk og uretfærdig imod mig. Det forholder sig imidlertid ofte sådan, at den part, der bliver anset for at være den skyldige, slet ikke har haft selviske hensigter. De fleste konflikter har rod i misforståelser, der aldrig bliver udredt, eftersom det kan føles for sårbart at røbe, at man har følt sig overset og ydmyget. I stedet griber man til ”våben” og ”angriber” den anden, hvilket medfører, at modparten føler sig som offer for en urimelig aggression. Herefter får skænderiet et forudsigeligt og selvstyrende forløb, som fuldstændigt fjerner sig fra udgangspunktet: et midlertidigt tab af selvfølelse.

Der findes mennesker, der hyppigt rager uklar med andre. Man kunne forledes til at tro, at de er trættekære og krigeriske. Men sådan forholder det sig næppe. De fleste har det bedst med at leve i fred med hinanden.

Men nogle mennesker er så hudløse og mindreværdsfølende, at de er tilbøjelige til at mistolke andres handlinger og kommentarer med det resultat, at de jævnligt bilder sig ind, at de er blevet ofre for andres ”ondskab”. De tager ikke andres udsagn for pålydende, men tolker på, hvad andre eventuelt kunne have ment med det, de sagde eller gjorde.

Tvetydigheder forvirrer dem, og ironi bringer dem på glatis, og det falder dem svært at skelne mellem bevidst gemenhed og dumsmarte kommentarer.

Klodset adfærd, som ikke var ondt ment, bliver opfattet som utilsløret nedrighed. De føler sig krænkede igen og igen og kan føle sig berettigede til at overfuse ægtefællen, fordi han/hun ikke greb ind og satte ”angriberen” på plads, hvilket de hævder, ”alle andre ville have gjort”. De er tilbøjelige til at se verden fra et offer/bøddel perspektiv. I den anden ende af spektret findes mennesker, der er fyldt op med så solid selvfølelse, at de sjældent kommer i konflikt med andre. Deres følelse af indre værdi gør dem udadrettede og tillidsfulde, således at deres mistroiskhed over for andre er minimal.

De stoler på, hvad der bliver sagt og gjort og leder ikke efter ”skjulte” budskaber. Og skulle det ske, at de udsættes for nedværdigende behandling, gør de sig ikke til ofre, fordi deres jeg-styrke er af en sådan beskaffenhed, at krænkelsen sjældent stikker særlig dybt. De har lettere ved at børste fornærmelser af sig eller besindigt tage til genmæle for at genoprette den tabte ære. De besidder så meget indre ro, at de er i stand til at adskille åbenlyse ondskabsfuldheder fra ubehændige og bemærkninger.

Flertallet befinder et eller andet sted midtvejs mellem disse to yderpunkter. Mange føler sig indimellem fanget i dilemmaet: ”Var det, han sagde, ondsindet ment, eller var det bare mig, der var for følsom?”. Man er i vildrede og ender med at trække sig fra vedkommende, indtil man finder ud af, om han er ven, fjende eller begge dele.

Konflikter skyldes ofte, at personlige grænser er blevet overskredet. Bag hver grænse findes et ”selv”, som er sjælens livsvigtige ”organ”. Trues dette, trues man på sin mentale eksistens. Et velafgrænset ”selv” er intimt forbundet med selvrespekt. Overskrides grænserne, reduceres selvfølelse til mindreværd, og man risikerer at ”drukne” i selvhad. Men det kan være svært at vide, hvor andres grænse går. Uden at man aner det, kan man have sagt eller gjort noget, som krænker den anden.

Sker dette, træder man ind på forbudt område, og man kan være sikker på, at der falder brænde ned, fordi mennesker kæmper med næb og klør for at undgå at rutsje ind i mindreværdsfølelsens helvede. Kampen føres imidlertid med forskellige våben. Nogle råber op, argumenterer eller bliver perfide, mens andre gør sig til martyrer, vender én ryggen, bliver bitre og gemmer fortrædelighederne, som de præsenterer ved senere lejligheder. Krænkelser, der er gået tilstrækkeligt dybt, glemmes aldrig og tages indimellem frem igen og igen efter måneders eller års forsinkelse.

Mens nogle er omgivet af porøse og skrøbelige mentale grænser, er andre forsynede med solide forsvarsværker og har hud som en elefant. Det afhænger af, hvor megen selvfølelse, den enkelte besidder. Den sårede vil lave modparten om, han skal indse sin brøde og bede om undskyldning samt ændre adfærd fremover.

Det er god latin at undlade at krænke andre. Men der findes mennesker, der er krænkbare ud over alle grænser. Bør man så gå på listesko for at skåne disse sarte personer. Svaret er naturligvis nej. Står man i den situation, at et menneske, der føler sig ramt, tænder af på mindste foranledning, gør man klogt i at vente med at komme med gode råd til følelsesstormen er klinget af. Mennesker, der er i deres følelsers vold, er ikke i stand til at tænke klart, fordi de er opslugt af deres forurettelse. Først når de er faldet til ro, er det muligt at foreslå, om det kunne være en idé at opsøge en terapeut for at få hjælp til at hele de sår, der igen og igen bliver revet op. Nogle bliver krænkede over et sådant forslag, fordi deres sårede følelser er så stærke, at de hindres i at se, at det eventuelt kunne være dem selv, der er urimelige.

Ikke alle krænkelser skal behandles hos en professionel terapeut. Bliver man dagligt nedgjort af en lunefuld chef, gør man klogt i at sætte ham på plads eller søge andet job. Men de sår, som har rod i ens egen helt private livshistorie, og som udspringer af ulykkelige barndomshændelser, fortjener at blive endevendt hos en behandler. At beskrive og genopleve sorgfulde oplevelser fra barndommen har ofte en mirakuløs effekt. Lader den lyttende terapeut patienten tale om sin smerte igen og igen uden trøstende afbrydelser, kan der gradvist og umærkeligt indtræde en heling.

Almindeligvis tænker man ikke over, at konflikter udspringer af ”land, der bliver invaderet”. Man plejer at koncentrere sig om stridens umiddelbare indhold og overser de grundlæggende følelsesmæssige forhold, der er baggrund for tvisten. Vi er kun på overfladen fornuftsbetonede individer. Det er ofte vore følelser, der bestemmer, hvordan vi opfatter verden. Vi styres af stærke kræfter, som vi indimellem slet ikke er herre over, og som igen og igen sætter vores selvkontrol ud af kraft, når vore grænser overskrides, og vi føler os truede på vores selvfølelse og mentale værdighed.

Ikke alle krænkelser skal behandles hos en professionel terapeut.