Hvert farvel er også en ny begyndelse

Efter selv at have sagt farvel til fire børn kender jeg følelsen af tomhed og savn, men hvert farvel er også en ny begyndelse, skriver dagens kronikør, som mindes tiden, hvor hun selv rejste hjemmefra – for 67 år siden

Marie Gorm Jakobsen
Marie Gorm Jakobsen. Foto: Privatfoto.

HVERT GODDAG er begyndelsen til et farvel! Sådan er det, men det er også ordet, som gør ondt, hvad jeg først rigtigt begyndte at forstå, da jeg var 18 år.

Men allerede før skoletiden anede jeg, at der kunne komme problemer med noget, der hed fremtiden.

Når vi fire børn havde været i det ugentlige bad i trækarret ovre i vaskehuset, kom vi ind i køkkenet, hvor mor ordnede vores hår og klippede vore negle, når vi havde fået det rene undertøj på.

Det slog ned i mig: Hvordan skal jeg få klippet neglene på højre hånd, når jeg engang langt ud i denne fjerne fremtid skulle hjemmefra, eller hvis mor døde?

Senere, da jeg frekventerede realskolen inde i byen og på min skolevej passerede godsbanestationen omkring flyttedagene den 1. maj og den 1. november, hvor der stod rækkevis af karlekammerskabe og pigekommoder, ramte det lige i hjertekulen, at jeg jo også inden for en overskuelig fremtid skulle forlade det hjemlige og kendte. Huha!

JEG SKULLE BEGYNDE læreruddannelsen i august, så der skulle tænkes på mange ting. Mor syede en passende garderobe bestående af pepitaternet nederdel med skarpe dobbeltlæg foran, dertil en silkebluse og et par lange bukser med lukning i siden – foran gik ikke an. Far med tre søskende havde travlt med at afsyre og skrabe og lakere et gammelt bord og et par stole, og en brugt soveottoman blev opstøvet til en rimelig pris. Et skab til tøjet havde jeg allerede på mit værelse, men køkkengrej skulle købes. Pengene var små, de blev aldrig klattet bort, men det nødvendige skulle anskaffes.

Brugsuddeleren havde tilbudt at køre hele udstyret samt mor, far og mig til Silkeborg dagen før skolestart. Det hele blev læsset på ladet, hvor mor og jeg også skulle være, siddende på hver sin stol, mens far sad hos chaufføren i førerhuset.

Kort forinden havde far bedt mig om at gå med om på verandaen. Her bad han mig huske på, at hvis jeg mødte mine lærere med en positiv holdning og ikke bare fulgte flokken, ville jeg få det bedste ud af de fire år. ”Og så skal du ikke være karrig med dit smil!”.

Som den ældste i søskendeflokken var jeg den første, der skulle forlade reden, og mine mindre søskende så vist vældigt op til hende det lange hyl, der skulle rejse ud i det blå.

DE 84 KILOMETER blev kørt, uden at mor og jeg kunne komme i kontakt med førerhuset, for ladet var godt proppet, men undervejs skulle mor tisse. Hvad så? ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde.” Mor fjernede en potteplante fra en brun krukke, så var det ordnet. Men ankomne til Solsortevej måtte vi to sørge for, at krukken med indhold kom uset op på tredje sal og hen på fællestoilettet.

Far og brugsuddeleren tog hjem efter at have nydt den medbragte kaffetår på mit nye værelse til 70 kroner om måneden. Mor blev der til næste dag. Hun kunne sove på låget til ottomanen. Det lille skab i fælleskøkkenet var blevet proppet med mad, så der var nok til de første dage.

Over middag næste dag trak jeg min cykel ned ad Århusbakken med mor gående ved min side. Der var åbningsmøde på seminariet klokken 14.

Mor og jeg tog lidt betuttet afsked med hinanden ved stationen – knus og gode ord: ”Lige meget hvad, er du altid min pige,” hvorpå det gik direkte til det første møde med seminariet.

I skolegården stod en masse unge mennesker. Man kunne let se, hvem der følte sig hjemme, og hvem der var de nyankomne.

Jeg stod der forlegen og ventede på, at vi blev kaldt ind til rektors velkomsttale.

Da kom et par fyre i plusfours og ternede knæstrømper hen imod mig, og nu kunne jeg se, at den ene af dem var Peer, som jeg havde gået i klasse med i realen hjemme i Ringkøbing. Han skulle nu i 2. klasse. Han hilste og præsenterede sin kammerat Ebbe, og så blev der ringet til velkomst.

Efter rektors velkomsttale blev de forskellige vist op i deres klasser. Jeg styrede mod en vinduesplads, og kort efter kom en lyshåret pige og spurgte, om hun måtte sidde hos mig. Og ja, der sad vi så sammen i fire år. Hun hed Herdis, og vi kom senere til at bo på samme gang. I sommer har jeg som alle de andre 67 år besøgt hende på Bornholm eller har haft besøg af hende her. ”Skuld gammel venskaw rejn forgo?”. Nej, må svaret må være.

Opholdet på seminariet kan lignes ved et højskoleophold med gode lærere og mange venner. I de første dage var jeg meget stille, ja, lidt ensom. Længtes efter dem derhjemme. Blandede mig ikke i snakken og sørgede for at være ene i fælleskøkkenet.

En måneds tid senere bankede det på min dør hen på eftermiddagen. Det var Ebbe, ham, der gik i klasse med Peer. Han havde været med Peer på besøg hos mig en dag og havde set, at jeg havde en stor Sikker Hansen-plakat forestillende en stor hest hængende, en Hancock- ølplakat. Om han måtte tegne den, for tegningen skulle han bruge i en praktiktime? Det var hans første besøg, og fire år senere blev vi gift.

DET VAR LIDT AF ET SIDESPRING – tilbage til det at være kommet hjemmefra. Jeg længtes som sagt efter dem derhjemme, skrev og fik brev flere gange inden efterårsferien, hvor vi igen skulle ses. Der var ikke mobiltelefoner – heldigvis, man kunne ikke spores – og at gå til en automattelefon kostede penge, og dem var der ikke mange af. Jeg havde en lille børneopsparing. Efter den var brugt, lånte jeg penge af mor og far, der sparede, så det kunne lade sig gøre. Beløbene blev skrevet op i en lille sort bog, for de skulle tilbagebetales til min bror, når han skulle læse.

Det var, som var jeg blevet skyllet i land i en ny verden. Jeg måtte selv se at få det hele struktureret, finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Der var opture og nedture, men stod der en stor papkasse med grønt, frugt, rent sengelinned, brød og lidt kaffe hjemmefra og ventede på trappen, var der glade dage. Som de da tænkte på mig: havde fyldt papkassen, trukket den på cyklen ind til banegården og sendt den som godspakke, og i den lå der altid et dejligt brev. Jeg fornam, at de også savnede mig lidt.

Da min lillebror blev gift, holdt min mor en meget rørende tale om det at sende den sidste hjemmefra. Så jeg mere end aner, efter selv at have sagt farvel til fire, hvordan det føles: tomhed, savn og manglende mening med en hel del i det daglige.

Vi børn blev der ikke pylret om, men vi vidste, skønt det var usagt, at vi skulle opføre os ordentligt og vise vilje til at lære noget – og også, at vi altid ville få hjælp, hvis verden gik os for meget imod. De sidste to breve, jeg fik hjemmefra, kom lige efter, jeg havde bestået eksamen. Jeg har dem endnu. Far skrev:

”Kære kollega! Mor bad mig huske på at bruge de talenter, man har fået givet, til at gøre tilværelsen lysere og bedre, for dem der trænger.”

Hvert farvel er også en ny begyndelse.